Timothy Olyphant er en af de mest undervurderede skuespillere i Hollywood – en stjerne, der aldrig fik sit helt store gennembrud.
I øjeblikket er han aktuel i genoplivningen af hans mest kendte serie ‘Justified: City Primeval’ og i Steven Soderberghs thriller ‘Full Circle‘.
I den forbindelse lagde han vejen forbi podcasten ‘Happy Sad Confused’, hvor han fortalte, at han engang var et mulehår fra at lande den hovedrolle, der kunne have katapulteret ham mod Hollywoods øverste stjernelag.
Olyphant fortæller nemlig, at han var til audition på rollen som Captain Kirk i J.J. Abrams’ ‘Star Trek’-trilogi i midten af 00’erne. Rollen gik som bekendt til Chris Pine, der efterfølgende blev en stor stjerne.
Begrundelsen for afslaget? Olyphant var simpelthen for gammel, fortæller skuespilleren:
»Jeg tror, at de var villige til at hyre mig, men de var ude efter en, der var yngre, og Abrams havde svært ved at finde den rette. På et tidspunkt i forløbet ringede J.J. og sagde: ‘Jeg har fundet en yngre fyr, som virkelig er god’«.
Timothy Olyphant har i de seneste år medvirket i blandt andet Quentin Tarantinos ‘Once Upon a Time in Hollywood‘, den stjernespækkede ‘Amsterdam‘ og fjerde sæson af ‘Fargo’.