‘What We Do in the Shadows’ sæson 5: Sitcom om vampyrkollektiv går back to basics på godt og ondt
Will they/won’t they-konflikten er den hemmelige sauce i alle mainstream-sitcoms. Hvem er mor til Teds børn? Ender Rachel og Ross nogensinde sammen? Hvornår sænker Jim og Pam venneparaderne og skaber et problem for HR?
For vampyrkollektivet på Staten Island i komedieserien ’What We Do In the Shadows’ har konflikten altid været, hvorvidt den arrogante ottomaniske vampyr Nandor (Kayvan Novak) nogensinde ville gøre sin familiære Guillermo (Harvey Guillén) til en vampyr.
I fjerde sæsons finaleafsnit blev den sløjfe bundet, da Guillermo tog sagen i egen hånd og lod sig bide af en anden vampyr.
I femte sæson bliver Nandors tro tjener dog hurtigt informeret af sin udødelige sambo Lazlo (Matt Berry), at den slags selvstændighed anses for at være en dyb krænkelse i vampyrsamfundet med dødelige konsekvenser.
Samtidig er Guillermos nylige vampyrtilværelse ikke den dans på roser, som han havde håbet. Af uransagelige grunde er han transformeret til en sølle dampyr eller daggænger – og ikke den seje slags som Blade.
Et skridt frem, to tilbage.
Det samme kan siges om femte sæson af serieskaber Jemaine Clements vampyrsitcom. Siden Clement forlod skuden efter en forrygende anden sæson, har kvaliteten bølget fra det pinagtige (det kedsommelige vampyrråd i tredje sæson) til det inspirerede (baby Colin Robinson i fjerde).
Femte sæson har i høj grad forladt ambitionerne om et større føljetonnarrativ til fordel for den samme episodiske model, der var så succesfuld i anden sæson. Det giver seriens faste hold af manuskriptforfattere bedre albuerum til at lege med det brogede ensemble af vampyrer.
Nadja (Natasha Demetriou) lader i et ’Freaky Friday’-eksperiment sit eget spøgelse (lang historie) overtage sin krop, så den afdøde kvinde igen kan smage livets søde nektar og få noget på den dumme. Det er forrygende underholdende at opleve den fandenivoldske skuespiller kaste sit korpus rundt som en kludedukke, alt imens hendes vampyr-jeg agerer dating-coach fra sidelinjen i en dukkekrop.
Andre steder virker der til at have været for mange kokke i køkkenet, når de gode ideer nærmest snubler over hinanden for at finde plads i de tyve minutter korte episoder.
Energivampyren Colin Robinson finder frisk næring iblandt de dødelige gennem lokalpolitik, da han stiller op som Staten Islands revisorchef og dræner publikum i fem timer lange debatrunder. Han får morsomt selskab af følelsesvampyren Evie (Vanessa Bayers), som får næring gennem sørgehistorier og krokodilletårer.
Men ud af det blå kapres episoden af energivampyrrådet, der driver de to til vanvid med dårligt opsatte mikrofoner, endeløst bureaukrati og teksttunge slideshows. Det er et ferskt koncept, men når slet ikke at indfri sit potentiale, før afsnittet igen er videre til den næste idérunde, hvor Colin flasher et Zoom-møde.
Ligeledes er sæsonens ellers vel imødesete Pride-episode en blandet landhandel, hvor samtlige vampyrbeboere har for travlt med deres egne problemer til at engagere sig.
Nogle af de ideer er ganske vist herlige indslag, såsom det tidligere nævnte ’Freaky Friday ’-scenarie, mens andre virker som spildte koncepter, der kunne have brugt mere tid i ovnen.
Det er og bliver den grundlæggende anke ved denne nye sæson. Efter hele fem ombæringer burde det fantastiske ensemble ikke fumle nær så meget med bolden, som det her er tilfældet.
Kort sagt:
Der er gode ideer i denne nyeste omgang med det gakkede vampyrkollektiv på Staten Island, men også lige lovlig mange af dem til, at de alle kan lande tilfredsstillende.
Anmeldt på baggrund af de fem første afsnit.