Norske Kristoffer Borgli brød internationalt igennem med den underholdende, absurde og rimelig ubehagelige millennial-satire ‘Sick of Myself’, der var udtaget til Un Certain Regard-konkurren på sidste års Cannes-festival.
Nu er instruktøren klar med sin første amerikanske spillefilm – produceret af Ari Aster for A24 og med ingen ringere end Nicolas Cage i hovedrollen.
I ‘Dream Scenario’ spiller Cage den småakavede familiefar Paul Matthews, hvis liv ændres markant fra den ene dag til den anden. Af en eller anden grund optræder han nemlig i alles drømme, hvilket pludselig giver ham kendisstatus.
At dømme efter traileren tager berømmelsen dog en mørk drejning, da hans drømme-jeg begynder at opføre sig truende i folks drømme.
‘Dream Scenario’ har netop haft premiere på Toronto International Film Festival. En dansk premieredato er endnu ikke offentliggjort.