Er han gal? Eller genial?
Den canadiske komiker og skuespiller Nathan Fielder er en sikker kilde til absurd komik. I interviews og som producer på ‘How To with John Wilson‘ og selvfølgelig især i sine to reality-forbedringsprogrammer ‘Nathan for You’ og ‘The Rehearsal’ leverer han besynderlig og akavet humor.
Men han er også en svær figur at blive klog på: Spiller han faktisk skuespil, eller er han ægte?
Nu er en teaser kommet til Nathan Fielders næste projekt – og hans første fiktionsserie – ‘The Curse’, som han har skabt sammen med instruktør Benny Safdie og med Emma Stone på rollelisten. Og her spiller Nathan Fielder faktisk skuespil.
Absurditeten lever heldigvis, men teaseren varsler også en vis urovækkende stemning.
Ifølge synopsen er ‘The Curse’ en »genrebrydende komedie«, hvor en påstået forbandelse forstyrrer forholdet mellem et nygift par, spillet af Emma Stone og Nathan Fielder. Mens parret forsøger at få et barn, står de samtidig over for udfordringer som værter på deres nye husrenoverings-program.
‘The Curse’ spænder over 10 episoder og er skabt i et samarbejde mellem Showtime og A24.
Både Fielder og Benny Safdie er executive producere, sidstnævnte sammen med sin bror, Josh Safdie.
‘The Curse’ kommer til dansk SkyShowtime i december.