’How To With John Wilson’ sæson 3: Kan vi stole på HBO’s dokuguldfugl? Er det overhovedet relevant?
Den finurlige dokumentar(?)-serie ’How To With John Wilson’ føltes fra dag ét som et lille mirakel.
Den pudsige videograf John Wilson guidede seeren igennem New Yorks asfaltjungle og fandt eksistentiel mening igennem simple hverdagsobservationer om, hvordan man smalltalker, laver risotto og holder kattekløer væk fra møblementet.
Således var det noget af en mavepuster, da Wilson gentog trylletricket med en mesterlig anden sæson. Her opgav han rollen som David Attenborough højt hævet over sine undersøgelsessubjekter og dykkede med hovedet først ned i petriskålen.
Han kom på afveje i Florida og crashede et babyshower afholdt af en højrød, bizar energidrikkonge for at blive klogere på, hvad man tager med som værtsgave til sociale begivenheder. Han deltog i en lille, lurvet ’Avatar’-fanklub, hvis deltagere alle drømte om et bedre liv på den uopnåelige planet Pandora. Og han granskede menneskets uundgåelige endeligt, mens han søgte efter den perfekte parkeringsplads.
Med denne tredje og sidste sæson vender han kameraet mod sig selv og er mere involveret i sine finurlige, antropologiske studier end nogensinde før.
I femte episode, ’How To Watch Birds’, optrevler han en større konspiration blandt fuglekiggere, da nogle entusiaster lyver om, hvilke fugle de har spottet. Wilsons snørklede tankestrømme fører ham til skyldbetynget at spørge sig selv, om han har ført publikum bag lyset i tidligere afsnit af ’How To…’.
Afsnittet ender i en eksplosiv finale, der er som hentet fra Nathan Fielders metavidunder ’The Rehersal’. Kan vi virkelig stole på, at hele serien ikke blot er en konstruktion skabt af det gale geni Wilson? Er det overhovedet relevant?
Afsnittet taler ind i et af filmhistoriens ældste værker, hvor Lumière-brødrene skabte gru og vidunder ved blot at filme ankomsten af et tog til perronen. Faren følt af et publikum, der frygtede, at toget ville køre dem ned, var naturligvis ikke virkelig, men det gjorde ikke følelsen mindre ægte.
Det er i dette rum mellem det herligt mondæne og det usandsynligt ekstravagante, at Wilson er allerbedst. Den personlige vinkel gør samtidig, at der ofte er mere på spil for den konfliktsky fortæller.
Han bliver overfuset af to mafiøse pansersvin, da han filmer New Yorks monstrøse avantgarde-bygning Vessel. Og han kæmper med sine mindreværdskomplekser til et Emmy-show blandt de overmenneskelige Hollywood-stjerner og ærgrer sig senere over, at ingen fra hans gamle kollegiegang genkender ham fra sin serie.
Efter to stilsikre sæsoner er det vedkommende at se Wilson eksperimentere med formatet. Desværre kommer der efterhånden revner i fundamentet.
Afsnittet ’How To Clean Your Ears’ begynder godt nok med et fænomenalt ækelt nærskud af en centimeterlang ørevoks, der trækkes ud af Wilsons øre. Men de efterfølgende tanker om folks anstrengte forhold til deres naboer føles en smule banal. Det samme gælder den afsluttende afstikker til et afsidesliggende samfund, hvor beboerne lever uden internet.
Hvor anden sæson excellererede i at trække dybfølt mening ud af simple scenarier, er de snørklede rejser ind i menneskets natur i tredje sæson ofte mere arbitrære.
Man kan mærke, at Wilson måske er kørt en smule træt i konstant at skulle genopfinde den dybe tallerken, og derfor fristes man også til at sige, at det her er et fint sted at stoppe.
For der er stadig masser af højdepunkter at finde i denne sidste svingom med Wilsons idiosynkratiske blik på verden.
Kort sagt:
Efter tre sæsoner afslutter videografen John Wilson sin serie af aparte, antropologiske guides til hverdagen med en sæson, der er overraskende introspektiv, men også ærgerligt ujævn.