En venlig mand føres bag lyset: Årets måske mest originale serie er endelig kommet til Danmark

En gennemført ’Truman Show’-agtig præmis har gjort ’Jury Duty’ til en uventet viral succes på TikTok. Et halvt år efter premieren kan vi nu også herhjemme fælde en oprigtig tåre over den uvidende Ronald Gladdens uendelige venlighed.
En venlig mand føres bag lyset: Årets måske mest originale serie er endelig kommet til Danmark
'Jury Duty'. (Foto: Amazon Prime Video)

’Jury Duty’ har siden premieren i april gået sin sejrsgang på Freevee, der er Amazons gratis streamingtjeneste i USA.

Serien fik egentlig en lunken anmeldermodtagelse, men fik pludselig medvind fra TikTok. Klip fra serien begyndte at gå viralt, og videoer med hashtagget #JuryDuty er i dag set mere end 508 millioner gange, mens den siden har fået fire Emmy-nomineringer oven i hatten.

Hvorfor?

Fordi ’Jury Duty’, der nu endelig er landet på Prime Video i Danmark, ikke rigtigt ligner andet i serielandskabet i disse år.

Den originale præmis lyder som følger: Ronald Gladden møder op til optagelserne af en dokumentar om at være jurymedlem i en amerikansk retssag. I ’retssagen’ Hillgrove vs. Morris, sagsøger ejeren af et hyperbæredygtigt tøjmærke sin ansatte for at have forvoldt skade på hendes forretning ved at fejlprinte 3000 t-shirts.

Ronald og 11 andre jurymedlemmer har til opgave at afgøre, om den ansatte er ansvarlig for den kuldsejlede virksomhed eller ej.

‘Jury Duty’. (Foto: Amazon Prime Video)

Det lyder jo alt sammen meget lødigt. Der er bare det ved det, at det hele er en konstruktion. Alle omkring Ronald er skuespillere med manuskripter, og retssagen er fup. Det ved stakkels Ronald bare ikke.

Han skulle måske have anet, at noget var i gære fra start. I forsvarsadvokatens indledende præsentation af retssagen, udlægger han eksempelvis sin klients sag med en meget grim og meget glitchy animeret video på cirka fem sekunder.

I ’juryen’ møder han skæve eksistenser som transhumanisten Todd (David Brown), der er besat af at optimere sig selv med teknologi, og den generte Noah (Mekki Leeper, der også har skrevet dele af serien), der forsøger at undslippe jurytjeneste ved at hævde, at han er racist.

Det mest opsigtsvækkende jurymedlem er dog ’Westworld’-stjernen James Marsden, der spiller en Hollywood-diva-version af sig selv.

The Hero

Efter et optrin med nogle paparazzi-fotografer (arrangeret af Marsden, der også forsøger at undgå jurytjeneste) bliver det vurderet nødvendigt, at juryen bliver afsondret til retssagen er overstået, hvorefter de indkvarteres på et hotel uden kontakt til omverdenen.

Og så er det open season på den uvidende Ronald, der i retssagens 17 dage bliver udsat for diverse bizarre optrin. Som når den tiltalte beslutter sig for at repræsentere sig selv og forhører sig selv som vidne ved at løbe frem og tilbage mellem vidneskranken og forsvarsskranken.

‘Jury Duty’. (Foto: Amazon Prime Video)

Det er bizart som en krydsning mellem ’The Office’ og Nathan Fielders ’The Rehearsal’, men den magiske ingrediens i ’Jury Duty’ er uden tvivl den uvidende Ronald Gladden, der meget passende krediteres som ’The Hero’. Han kunne ikke være castet bedre. Godhjertet og væbnet med et tilsyneladende uendeligt depot af tålmodighed er han et friskt pust i en reality-genre, der normalt får det værste ud af sine deltagere.

Hans forsøg på at være et godt og fair menneske i en meget mærkelig retssag går lige i hjertet, og det er da også ham, der er centrum for TikToks besættelse.

Udover highlight-klips af de mere vanvittige øjeblikke i serien, er platformen ren ‘best of Ronald’ med klip fra serien, interviews med ham fra efter seriens afslutning såvel som deciderede thirst trap-edits.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
@jus.zoe the way Ronald hit us with the doorframe lean not once, but TWICE 😭🙏 #fyp #ronaldgladden #juryduty #edit ♬ original sound – Zoe☆

Etiske dilemmaer

I et forsøg på at give den teknologibesatte og socialt akavede Todd et lille selvtillidsboost viser Ronald ham Pixar-filmen ’A Bug’s Life’, hvor en myre forsøger at introducere sin myretue til ny teknologi. I et interview til ’dokumentarholdet’ forklarer han, at han gerne vil vise Todd, at opfindere ofte misforstås. Det er så oprigtigt, at jeg fik tårer i øjnene.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

At udsætte en (så venlig) person for et real life ’Truman Show’ afstedkommer naturligvis flere etiske dilemmaer. Når svindelnummeret uundgåeligt afsløres for Ronald, er det nærmest mere tragisk end komisk.

Ifølge seriens instruktør har de etiske spørgsmål fyldt meget i seriens tilrettelæggelse: »Vi snakkede om det hver dag. ’Hey, her er hvad der kommer til at ske i morgen. Tror vi at det er for meget? Tror vi at det er okay?’ Og vi ville ændre vores planer og justere« fortalte han CBC.

Og det er de egentligt sluppet ret godt afsted med.

Ronald lader i sidste ende ikke til at have lidt nogen skade, og fortalte Amazon News med karakteristisk positivt sind, at de nye venskaber han dannede under seriens forløb, »var det, der gjorde det hele værd«.

’Jury Duty’ bliver heldigvis aldrig til ren ’Punk’d’. Hvert afsnit har formfuldendte storylines med konflikter, der løses, og forhold mellem karakterer, der udvikler sig, med lidt eller ingen involvering fra Ronald.

Som seriens udførlige tryllenummer udfoldes, kan man ikke andet end at måbe af forbløffelse over, at det overhovedet har kunnet gennemføres.

Det kan det så nok også kun én gang.

’Jury Duty’ kan ses på Prime Video.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af