Engang tilbragte de deres vågne timer i en 50 kvadratmeters drengerøvslejlighed i stueplan, hvor pizzaæsker og tomme colaflasker måske fik lov til at stå lidt længere, end de burde.
Natten blev til dag, og tiden gik med PlayStation, skænderier, samtaler, grillaftener og vennebesøg. Og med at lægge kimen til det, der senere skulle blive et kulturelt fænomen. Et satirisk YouTube-kollektiv, der reflekterede et underbelyst miljø. Gigis.
De fem venner var unge og en del af et undergrundsmiljø, som ikke alle havde adgangskort til.
Men siden er der løbet en del vand gennem åen. Og nu er Gigis aktuelle med deres nye spillefilm, efterfølgeren til ’Blokhavn’, den svære to’er: ’Shabholm’.
Filmen er deres hidtil største projekt. Og det har også ændret deres modus operandi.
Nu arbejder drengene mindre om natten og mere 9-17. Kontorets PlayStation samler mere støv, der er skruet ned for både musikken og påklædningen i klipperummet.
»Før var det bare os fem i studiet, ikke? Så Sorena sad altid med uden trøje, og vi hørte højt musik . Det kan man ikke gøre mere. Nu skal vi tage mere hensyn«, siger Troels Unneland, da vi møder ham og Gigis-kollega på Soundvenues kontor før premieren på ’Shabholm’.
Sorena griner og støtter op:
»Det er jo en del af udviklingen. Jeg vil ikke sige, at ’Blokhavn’ var hyggelig at lave, men i forhold til ’Shabholm’ var den hyggelig at lave. Lige pludselig var der stramme deadlines, fordi der sad flere animatorer og ventede på os. Det trak virkelig tænder ud. Og så er det jo det her med, at vi fem er villige til at arbejde til fire om morgenen og i weekenderne, men fremmede, du henter ind, arbejder jo on the clock«, siger han.
»Men det var et bevidst valg, da vi vidste, at når vi havde lavet den første film, ville vi gerne udvikle os selv, udfordre os til at blive mere professionelle og føle, at vi faktisk lavede en film. Når man sidder sammen sine fire drenge, så føles det ikke rigtigt som at lave en professionel film«, tilføjer Troels Unneland.
»Der har altid været splid«
Der er to vidt forskellige energier, man møder fra de to manuskriptforfattere. Sorena Sanjari svarer på spørgsmålene, før de er stillet færdig. Troels Unneland svarer roligt, når der er blevet stille.
Forskelligheden har også vist sig at være essensen af Gigis produktion, fortæller Sorena Sanjari. Bølgerne kan gå højt. Og det er kun blevet forstærket af den mere professionelle produktionstilgang.
»Der har altid været splid i Gigis. Mest på en god og konstruktiv måde. Vi presser hinanden. Alle føler, at det er deres film, så alle har noget at sige. Og det gør vi! Man kan godt blive fucking ærgerlig over, at det, man gerne vil have med, ikke kommer med. Men man lærer også at forstå, at bare fordi det ikke ender på din måde, kan det stadig godt blive godt«, siger Sorena Sanjari.
»Men det er sgu stadig pissefedt at kunne sidde sammen med fire af sine rigtig gode kammerater og lave en film. Også selvom der nu også er andre inde over det. Vi føler stadig, vi er tro mod os selv. Vi føler stadig, at vi er ægte«, supplerer Troels Unneland.
Gigis startede som et passionsprojekt mellem fem barndomsvenner, hvoraf tre er dem er fætre: De tidligere skolelærere, Troels Unneland og Sorena Sanjari, revisoruddannede Adrian Hosseinpour samt Malthe Emil Kibsgaard og Daniel Sanjari, som er to dropouts fra Designskolen.
De har hver deres rolle i satirekollektivet. Skrivepennen bliver styret af Troels Unneland og Sorena Sanjari, mens Malthe Emil Kibsgaard og Daniel Sanjari tager sig af animationsdelen, og Adrian er stemmeskuespilleren på størstedelen af rollelisten.
De seks shababs er tilbage
Gigis startede i 2016 med at producere korte animationsvideoer, som de lagde op på Facebook og YouTube med stor succes. Siden har de lavet P3-radio, produceret musik om deres figurer og eksperimenteret med et enkelt liveshow. På toppen af hypen trak de sig tilbage i produktionssneglehuset, og ud kom ’Blokhavn’, som ramte biograferne i 2020.
Den nye ’Shabholm’ har mange ligheder med ’Blokhavn’ og deres andre projekter, som alle foregår i samme univers. Ish. De handler begge om diskrimination og racisme, og de bærende karakterer går igen: Blandt andet den ’ægte italienske’ pakistanske pizzamand Pablo, lægen Dr. Oetker og naturligvis hovedpersonerne, de seks shababs Ali, Hassan, Davito, Musti, Abdi og Ahmed, der hver repræsenterer en stereotyp i de miljøer på Amager og i Nordvest, som Gigis kommer fra.
Men hvor ’Blokhavn’ var en historie om en flok drenge fra 8. klasse, der gik på Danmarks værste og lukningstruede skole, er historien i ’Shabholm’ skaleret op.
Nu er drengene en smule ældre og Hassan er blevet godt træt af Danmark, da han alt for ofte oplever diskrimination. Så da den arabiske rigmand Erkan Mosque opkøber Bornholm og forvandler det til et mellemøstligt ferieparadis, beslutter Hassan sig for at tage af sted med sine venner. På øen skinner solen altid, der er vandpiber i massevis, privatfrisør på badeværelset, så man altid kan have en frisk fade, og vigtigst af alt er der ingen diskrimination. Danmarks Dubai, som øen bliver beskrevet.
Eller hvad?
For den ene shabab Davito, med det borgerlige navn David, er som den eneste hvide i gruppen forment adgang til øen. Han og Gilli må stå vemodigt på kajen og se til, mens færgen sejler afsted til solskinsøen.
»Det ligner den der film Titanic, bare med perkere«, som en af replikkerne lyder.
»Vi ville lave en film som man ikke kunne lave i live-action, og som man ikke havde set før. Plottet er bare meget større end i den første film, hvilket har været en ret stor udfordring at få til at spille«, siger Sorena Sanjari. Troels Unneland forklarer:
»Filminstituttet ville gerne gøre filmen skarpere, men vi havde svært ved at fjerne nogle af de ting, som vi synes fungerede rigtig godt, da det er jo en meget personlig fortælling. Derfor tog det halvanden år at få lavet et manuskript, som vi alle var tilfredse med«.
Pia Kjærsgaards fordom
’Shabholm’ trækker meget af sin humor på karikaturer af kendte figurer. Fra kendiskokken Umut og komikeren Melvin til den Elon Musk-inspirerede Erkan Mosque.
En anden antagonist i filmen er den fiktive kvindelige politiker Pia Støjmund, og det siger næsten sig selv, hvilke tre danske politiske kvinder, det navn er trukket ud af. Hvilket jo umiddelbart kan fremstå som en skarpladt politisk riffel rettet direkte mod højrefløjspolitikere, indvandrerpolitik og koranafbrændinger, men det fastslår de to Gigis-medlemmer, at det ikke nødvendigvis er.
»Vi synes ikke, at vi er blevet mere politiske, end vi var med ’Blokhavn’. Vi fortæller bare en historie, der er inspireret af vores eget liv. Og så bliver det bare på en eller anden måde politisk«, siger Troels Unneland.
Tidligere DF-formand Pia Kjærsgaard udtalte fornyeligt til Ekstra Bladet, at Gigis kan »gokke lidt af i sofaen over det og over den her film«. Hvilket får smilet frem over læberne på de to manuskriptforfattere.
»Hun tror jo, vi er fem udlændinge, der sidder i en grotte og har en eller anden politisk agenda. Men det er vi ikke«, siger Sorena Sanjari.
»De er da alle tre (Støjberg, Vermund og Kjærsgaard, red.) inviteret til premieren, og indtil videre tror vi, at Inger Støjberg kommer«, siger Troels Unneland.
Den attitude lever fint op til filmens budskab: Had avler had.
»Vi kan ikke undvære hinanden i samfundet. Hvis du fjerner den ene befolkningsdel, kommer den til at mangle, fordi vi har været sammen i så lang tid. Alle er racister. Hvis ikke mod os, så mod nogle andre. Alene er alle tabere, men sammen er vi vindere«, siger Sorena Sanjari.
»Og det gælder for alle grupper. I filmen er Hassen enormt sur, fordi han hele tiden oplever småracistiske bemærkninger, hvilket gør, at han får et had til danskerne. Det er en ond cirkel, der bliver ved«, siger Troels Unneland.
Fake og overgearet
For mig at se er ’Shabholm’ nu alligevel væsentligt mere politisk funderet. Ser I slet ikke et skifte fra jeres tidligere ting?
»Altså da vi lavede serien ’100 problemer’ med DR, måtte vi ikke gå så meget over stregen, og vi måtte hellere ikke være politiske. Men med ’Shabholm’ sagde Filminstitutet, at vi skulle gå amok. ’Vær jer selv!’. Og det har vi gjort«, siger Sorena Sanjari.
»Og da ’Blokhavn’ kom ud, var der kun én far i gruppen. Nu er vi fire fædre lige om lidt«, siger Troels Unneland og peger over på Sorena, som venter sit første barn, før han fortsætter:
»Så vi har også et større ønske om at lave noget, som vi er meget stolte af. Som vi kan stå inden for, når børnene er blevet store. Gøre en forskel«.
Føler I af den grund, at I stadig kan repræsentere den undergrund og det miljø, som I startede med at repræsentere, når I – som I selv siger – er blevet ældre, mere modne, professionelle og, ja, succesfulde?
»Tja, vi bor jo stadig de samme steder som altid i. Vi har de samme venner. Og vi er stadig bare i miljøet. Der kommer mange til premieren fra begge sider af loven. Vi lytter til musikken, til sproget og til de unge. Vi er en del af kulturen, og den kan man ikke tage fra os«, siger Troels Unneland.
Sorena Sanjari tilføjer:
»Jeg kan huske, at vi var til Zulu Awards, hvor der var noget rød løber. Vi kunne bare mærke den dag, at der var en del af branchen, vi aldrig ville blive en del af. Det virkede bare fake og overgearet. Der passer vi ikke ind. Slet ikke med min bare mave«.
’Shabholm’ kan ses i biograferne.