De tager vinkende imod iført Muf10-caps, Kenzo-t-shirts og med tusser op og ned ad armene.
De tidligere skolelærere, 33-årige Troels Unneland og 35-årige Sorena Sanjari, revisoruddannede Adrian Hosseinpour på 24 og de to 28-årige dropouts fra Designskolen Malthe Emil Kibsgaard og Daniel Sanjari viser indenfor i deres nye store etplansstudie skråt over for en solbeskinnet Amager Strandpark denne formiddag i juni. Det er godt og vel fire-fem år siden, størstedelen af de fem barndomsvenner fra nogle af Amagers og Nordvests hårdeste kvarterer valgte at skippe deres daværende arbejde og gå fuld Gadaffi på deres fælles drømmeprojekt Gigis.
For tre år siden besøgte vi dem første gang i deres gamle studie på Islands Brygge. Anledningen var den succes, de oplevede, da de i 2016 slog igennem på Youtube og Facebook med animerede sketches som ’Ægte Italiensk Pizzeria’ og ’Café Yani’ og en serie om de seks shababs-venner Ali, Hassan, Davito, Musti, Abdi og Ahmed, der tager kærligt pis på det københavnske indvandrermiljø, samt autotunede hits i bedste afrobeats-stil som ’Fuck Inger’, ’Gertrud’ og ’Flæk’, der handler om henholdsvis Inger Støjberg, den gode dansklærer, og hvor svært det er at score.
Senere fulgte satireprogrammet ’Gigis Ravdio’ på P3, inden der pludselig blev stille omkring dem. I tre år har Gigis arbejdet på det, der altid har været deres ultimative drøm, og som nu langt om længe er klar til at se dagens lys: En animationsfilm i spillefilmlængde om Ali, Hassan og alle de andre med titlen ’Blokhavn’. Desuden blev gruppen for en rum tiden siden udvidet med to fuldgyldige medlemmer, og tegner Daniel Sanjari og stemmeskuespiller og administrator Adrian Hosseinpour er således også fast inventar på fuldtid.
Gigis succes er nem at få øje på i form af guldplader og priser, som pynter indenfor i studiet. På en af væggene har gruppen tagget med store sorte bogstaver »Gå ud og jagt din drøm«, og på en reol længere inde i den store fælles arbejdsstue ligger en bunke gummimasker og roder. En af dem forestiller en af gruppens populære gengangere, den pakistanske pizzamand Pablo, som i sin iver efter at bilde verden ind, at han er ægte italiensk, blandt andet tilklistrer sit pizzeria med billeder af Mussolini. Førhen gemte Gigis sig bag masker, der forestillede Ali, Hassan, Davito, Abdi og Ahmed. Dengang var det vigtigt for dem at fokusere på karaktererne og ikke stå i vejen for dem, så de kunne virke autentiske på publikum, men i dag har Gigis valgt at droppe anonymiteten af forskellige årsager, fortæller Sorena Sanjari:
»En af grundene er, at vi er ekstremt stolte af ’Blokhavn’, og vi vil gerne stå ved, at det er os, der har lavet den. Vi har ikke lyst til at gemme os«.
Adrian: »Når nu vi har en film i biografen, vil vi gerne anerkendes af branchen for det, vi laver, fordi det er blevet vores levevej. Vi har været til mange arrangementer, hvor der er kommet forskellige samarbejder op at stå, eksempelvis med producere, fordi de tilfældigvis fandt ud af, at det er os, der er Gigis, så vi ved, at anonymiteten har begrænset os før. Vi gik så meget op i karaktererne dengang, at vi glemte os selv i det, men nu har vi en film ude, så nu vil vi gerne anerkendes for vores talent og inspirere dem, der måske kan se sig selv i os«.
Minder i Palads
’Blokhavn’ handler om Ali og hans fem bedste venner, som bor i ghettoområdet Blokhavn. De går i 8. klasse på den lokale skole, der er udråbt til den værste i Danmark. Ali hader alt ved skolen på nær tre ting: Sine venner, Yasmina fra parallelklassen og lærerinden Gertrud. Da det en dag bliver meldt ud, at skolen skal lukke, går det op for Ali, at han risikerer at miste alt: Han kan nemlig ende på en anden skole end sine venner og Yasmina. Ali beslutter sig derfor for at redde skolen og får overtalt sine venner til at hjælpe ham.
I tråd med tidligere bedrifter har Gigis også denne gang selv skrevet, animeret og instrueret alt selv. Musikken står derimod blandt andre Burhan G og Kewan, mens selveste Gilli også spiller en væsentlig rolle i filmen.
»Vi er meget taknemmelige, men vi skal også huske at sige, at vi har lagt så meget gratis arbejde i det her«, begynder Adrian Hosseinpour, da hele flokken er samlet i klapstole og rundkreds i solen.
»Der er ikke nogen, der har foræret os noget. Vores sange, som eksempelvis ‘Gertrud’, er blevet lavet i et lille studie i et sommerhus, hvor vi var hver dag uden tøj på, fordi det var så varmt. Vi havde ikke nogen pladekontrakt der, men vi brugte så mange timer, mens andre var på stranden, på at lave en sang, som vi ikke engang vidste om nogensinde ville komme ud«.
Sorena: »Jeg havde en ven og en kæreste, som var sådan: ‘Hvad skal du lave?’ ‘Jeg skal arbejde med Gigis’. ‘Hvorfor?’, ‘Fordi det er sjovt’, ‘Men bro, du er gammel jo, vi skal gøre andre ting’. Inderst inde har vi altid vidst, at det ville føre til noget. Det er fandeme sjovt at tænke tilbage på, hvad vi alle fem lavede lige før Gigis. Vi var fem helt forskellige steder, men inderst inde var vi nok allesammen kede af, at vi ikke lavede noget kreativt«.
Troels: »København er jo så lille, så vi har set alle mulige, vi kender, få succes med deres kreativitet, hvor man tænkte: Har det bare været forgæves, al den tid jeg har brugt på noget kreativt? Det føles rigtig godt i dag, når vi går forbi Palads, og den der ’Blokhavn’-plakat hænger der, for man har tit tænkt: Okay, det kommer aldrig til at ske«.
Adrian: »Hvis man i Danmark virkelig har en drøm eller et talent, og man ikke tager chancen, fortjener man heller ikke den succes, det kunne være blevet, for det værste, der kan ske, er, at man må flytte fra en treværelses til en toværelses eller fra en toværelses til en etværelses eller hjem til sin mor. Der er altid et sikkerhedsnet. I Gigis tager vi chancer. Og det gør vi med alt«.
Hvordan føles det, at I nu har en spillefilm klar?
Troels: »Det er lidt surrealistisk«.
Sorena: »Vi er virkelig bare glade for, at den kommer ud. Den anden dag snakkede Troels og jeg om, at vi har haft rigtig mange oplevelser i Palads, da vi var små, så vi har tænkt: Gad vide, om der kommer en ung Sorena og Troels, som går ind i biografen og ser den og får nogle minder også«.
Troels: »Vi gik stille og roligt i gang i starten af 2017 med at få idéen til filmen, så det er bare vildt, at ‘Blokhavn’ har taget en gymnasietid«.
Adrian: »Jeg har glædet mig så meget. Jeg tager vitaminpiller hver morgen og kigger på dem og tænker: Gad vide, om der er nok vitaminpiller indtil gallapremieren. Jeg tæller også ned ved at kigge på mine sæbepuder til vaskemaskinen og tænke: Wow, når der ikke er flere, er vi tæt på gallapremieren. Alt har handlet om ‘Blokhavn’, og jeg var rigtig ked af det på grund af corona, men nu er vi snart i mål«.
Sjov og alvor
Hvilke udfordringer har I mødt i arbejdet med filmen udover corona?
Troels: »Der har været en stor udfordring i at skære ind til benet. Det er første gang, vi har skullet lave sådan en stor historie, for vores videoer varer jo normalt i gennemsnit to minutter. Det første udkast til filmen blev ret langtrukkent, for det er jo ikke bare en sketch og en sketch og en sketch, der er også meget dialog, fordi der skal være en fortælling«.
Adrian: »Det skal hænge sammen, uden at være kedeligt«.
Troels: »Jeg synes, vi har lært, hvordan vi skal gribe det an næste gang i forhold til at fortælle en historie. En scene, som vi i starten måske troede skulle vare et minut, kan godt kun vare 20 sekunder, og publikum får stadig det samme med. Før i tiden skulle vi kæmpe meget for, at alt skulle være sjovt i en sketch, men i en film må der også godt være nogle alvorlige scener. Vi har en scene, som var beskrevet meget alvorligt i manuskriptet, fordi den handler om død, men da vi indspillede den, improviserede vi og formåede at gøre den sjov. Vi var inde og se den med et testpublikum, og det er muligvis der, folk griner allermest«.
Sorena: »Der er jo også teknikken. Vi har to tegnere, som laver Youtube-videoer, og så siger vi til dem, at de skal tegne en film nu på 1 time og 16 minutter. Jeg er overrasket over, at de ikke har klaget over, at de ikke har fået nogen ekstra hjælp. De har bare selv gjort det hele«.
Troels: »De har også lært så meget undervejs. Da de var ved at lukke filmen her, var de på et helt andet niveau visuelt, end de var, da de lavede de første scener for to år siden, så de kunne ikke stå inde for starten af filmen og skulle pludselig lave det hele om«.
Har I oplevet udfordringer udefra?
Troels: »Vi har jo lavet et soundtrack til filmen, og der ville vi bare gerne have rigtig mange af de største rappere på, hvilket selvfølgelig også har været rigtig udfordrende, fordi man har skullet vente rigtig meget, fordi folk har travlt. Men i sidste ende løser alle problemerne sig«.
Sorena: »Samarbejder kan være rigtig svære i en kreativ kunstnerisk verden, for når man eksempelvis vil arbejde med en producer, er han måske i gang med sit livsværk, så man tapper ind i hans verden, sådan: Hey, vil du stoppe med at bruge tid på dit livsværk i to minutter og bruge tid på vores?«.
Er der en tanke bag parodien på Niarn og Jokeren i filmen?
Adrian: »De er bare grineren typer, som vi kunne lave noget sjov ud af. Vi har ikke noget imod dem overhovedet«.
Er der nogensinde nogen, der er blevet fornærmet over jeres portrættering af dem?
Adrian: »Jeg har aldrig hørt om nogen, der er blevet fornærmet«.
Troels: »Det kan være, Niarn og Jokeren bliver de første«.
Adrian: »Men det er positiv energi. Det er bare for sjov, jo«.
Det sjove ved at vokse op i en ghetto
Da Gigis for fire år siden skabte deres eget tegnefilmsunivers om livet i indvandrerghettoen med shababs-slænget, var det i mangel på bedre. Dansk comedy dengang var mildt sagt en fesen affære, syntes de, og der var ingen nutidig udgave af ‘Terkel i Knibe’, som især Adrian Hosseinpour, Daniel Sanjari og Sorena Sanjari kunne spejle sig i. De eneste komikere, som repræsenterede indvandrermiljøet, var makkerparret Adam og Noah, men de overspillede og overdrev deres karakterer. De fem Gigis-gutter savnede noget mere autentisk.
»I vores univers fokuserer vi på de belastede områder i København og prøver at vise, hvad vi ser, og hvad vi har gennemgået i vores liv på en humoristisk måde«, siger Adrian Hosseinpour.
»Det er de her hverdagsproblemer, vi viser. Nogen er forelskede i pigen fra parallelklassen og er meget usikker omkring det, nogen er oppe at skændes med sin mor derhjemme, og nogen bliver måske fristet af at sælge stoffer eller tage stereoider. Det kan godt være, vi kører på stereotyper, men jeg føler, vi kører på nogle stereotyper, der ikke er kørt på før på en meget detaljeret måde i forhold til deres sprogbrug og væremåde. Vi synes, virkeligheden er sjov, og at det der miljø er sjovt i sig selv, så vi har tænkt: Hvordan viser vi det miljø en-til-en, fremfor hvad det er for nogle stereotyper, folk tror er sjovest?«.
Hvad er det for eksempel, I helt konkret tænker er sjovt ved det miljø?
Adrian: »Det er sproget og typerne, som bare er sjove. Det er for eksempel en type som Ahmed, der altid går med jakke indenfor. Det er jo ikke sjovt, når man siger det: ‘Kan du huske ham der, der altid gik med jakke?’. Men når man ser det på film, er det bare sjovere, fordi det er genkendeligt, og fordi det er atypisk at have sådan en type med i en tegnefilm«.
Troels: »Vores seneste sketch er også noget, vi ikke selv havde set på film før, men det er noget, vi allesammen kan huske fra, når man skulle i bad efter idræt. Det der med at man skulle stå nøgen foran sine venner, gjorde bare, at man altid kom med undskyldninger, som: ‘Jeg har fodvorter’, eller ‘jeg har glemt håndklædet’. Det er jo noget, alle drenge og piger kan nikke genkendende til«.
Tegnefilmformatet har jo ellers uanede muligheder for at folde fantasien ud: Hvad tiltaler jer ved hverdagskomikken?
Sorena: »Vi lærte allerede i starten, at det er meget federe, nemmere og sjovere at lave det, vi kender til, i stedet for at prøve at opdigte alle mulige ting. Vi ved, hvad der sker, fordi vi har set, hvad der sker. Og desuden: Kan du nævne mig nogen tegnefilm, hvor typer som Ali og Musti er hovedkarakterer, og hvor man rent faktisk lærer dem at kende? Du ser normalt kun de her drenge på gaden. Du følger ikke med dem hjem og ser hele deres historie«.
Hvad er det for nogle historier, I har set indefra?
Troels: »Ghettoer bliver tit omtalt som et forfærdeligt sted at vokse op, men det er det jo bare ikke, for der er også nogle ting, som er sjove ved at vokse op i en ghetto. Der er mange alkoholikere, som man hilser på hver morgen, og så er der det der med at skulle stikke af som barn og tage lange omveje for at komme hjem. Der var især en, som styrede hele Urbanplanen dengang, og hvis du mødte ham, var der stor chance for, at han tog dig ind i sin cykelkælder, gav dig et par flade og tog din trøje«.
Daniel: »Eller gav dig en elefanthue og sagde, at du skulle røve supermarkedet«.
Adrian: »I filmen er Hassan i tvivl, om han skal sælge stoffer eller ej, og der hvor jeg er opvokset, har mange af mine venner haft det dilemma om, hvilken vej man skal tage. Det er rigtig nemt at falde i, hvis man kommer fra et belastet hjem eller mangler faderfigurer eller moderfigurer. Jeg ved godt, hvad der gør, at man kommer derud, for jeg gider ikke lyve: Jeg har set det«.
Sorena: »Vi har været heldige, at vi har haft gode hjem, så når vi var ude hos andre i dårlige hjem, var det rigtig nemt for os at registrere, hvad der var anderledes. Vi har allesammen haft venner, der var fucked up, men vi var aldrig selv med til at gøre slemme ting. Jeg ville aldrig lave lektier som barn, men fordi min far var matematiklærer, skulle jeg altid lave ekstra lektier, og hvis jeg ikke havde haft mine forældre til at hjælpe og presse mig så meget, ved jeg ikke, hvor jeg havde været henne i dag«.
Troels: »Karakteren Rasmus’ hjem er meget ekstremt, men jeg har været i hjem, der minder om det der, hvor der er beskidt, og hvor drengen har en enlig mor, der ikke tager sig af ham. Så er det jo klart, at man måske skal markere sig på en anden måde i skolen. Man får ikke kærlighed derhjemme, så man tænker: Lad mig lige ødelægge det for nogle andre, for jeg har det selv forfærdeligt«.
Racistiske onkler
Hvordan vil I karakterisere den ungdom, vi møder i filmen?
Sorena: »Det er helt sikkert en ungdom, som er…«.
Adrian: »Forvirret«.
Sorena: »Ikke for at lyde gammel eller noget, men det er bare blevet så anderledes så hurtigt. Da jeg arbejdede på skoler, kunne jeg ikke tro, at man kunne snakke sådan til skolelæreren, for mine forældre ville aldrig havde ladet mig snakke sådan til læreren. Her så jeg forældre, der gik imod læreren. Men jeg så også positive ting som for eksempel en lærer, der var ligesom Gertrud«.
Daniel: »Man har det altid med at se kritisk på næste generation og sådan: Åh nej, de sociale medier overtager. Men jeg følte selv, da jeg arbejdede på skolerne, at rigtig mange af børnene var virkelig dannede og søde, hvor man tænker: Slap nu af! De skal nok klare den. Jeg gik også rundt med en Gameboy hele tiden, da jeg var lille«.
Men i ‘Blokhavn’ er både stoffer, vold og sex en del af hverdagen i 8.klasse, så som halvgammel kan man ikke lade være med at tænke: Er det så brutalt i dag?
Malthe: »Børn i dag er mere udviklede, end vi var dengang, fordi man kan se alt med det samme på nettet«.
Troels: »På min og Sorenas skole var der folk, der havde sex i 7.- 8.klasse, og det var et stort samtaleemne hos drengene«.
Adrian: »Men jeg tror, det er blevet mere ekstremt, og jeg har et eksempel på det: Da jeg voksede op i Nordvest, og vi spillede fodbold på banen, og de ældre kom, blev vi smidt væk med det samme. Men nu er børnene bare sådan der: ‘Gå hjem, mand! Det er vores bane’. Hvor jeg tænker: Har du lige sagt til de ældre fra Nordvest, at de skal gå hjem? Hvis jeg havde gjort det, havde jeg fået en på munden«.
Malthe: »Sproget har også ændret sig rigtig meget, men det er også noget, vi har taget med«.
Adrian: »Ja, det har vi så med. ‘Sut min pik’ og sådan noget der«.
Stereotyper har altid gennemsyret jeres univers: Hvad synes I, det kan at skrue op for fordommene, når I for eksempel laver en ekstremt karikeret parodi på en thailænder i ‘Blokhavn’?
Malthe: »Hvis man laver sjov med en fordom, kan man godt se, hvor overdrevet det er, og at det umuligt kan være sådan. Hvis man for eksempel ser på læreren Torben, tror man med det samme, at han går til en thailuder, fordi han er en ældre dansk herre, men i virkeligheden hjælper han bare en thailudoman med at komme ud af sin ludomani«.
Troels: »Vi har haft mange venner med racistiske onkler, der altid har sagt: ‘Vi kan godt lide dig, Sorena’. Det er ligesom i pizzeriaet, hvor en af karaktererne siger til Pablo: ‘Jeg kan godt lide dig, du laver god mad, for du er italiener’. Selv en racist er mange gange bare uvidende, men det gør ham ikke nødvendigvis til en helt igennem dårlig person«.
Adrian: »Men vi viser ikke kun uvidenhed hos danskerne, for Ahmed siger også: ‘Du er dansker, fordi danskere spiser svinekød’. Det kan man ikke sige, jo. Vi overdriver det i sådan et omfang, at det går op for folk, hvor dumt det egentlig er«.
Det røde felt
Hvorfor insisterer I på at være politisk ukorrekte?
Adrian: »Jeg tror, det er, fordi det ligger i vores dna at lave rav i den«.
Malthe: »Jeg har syntes, det med at chokere folk har været sjovt, lige siden jeg var lille«.
Sorena: »Jeg læste også, at hjernen griner, når den bliver overrasket. Det er bare sjovt at overraske«.
Daniel: »Det er også, fordi vi kan og må gøre det. Jeg tror, der er mange, der ikke tør at kaste sig ud i at lave sjov med stereotyper, for hvis andre havde gjort ligesom os, var de måske blevet kritiseret for at være racistiske«.
Malthe: »I dag skal man virkelig passe på med, hvad man siger hele tiden, for det kan ende i en shitstorm på Facebook. Jeg tror gerne, vi vil have de der folk op i det røde felt, fordi mange af dem er så latterlige. Vi vil gerne lave noget, der er sjovt, og hvis folk har et problem med det, skal de måske selv finde ud af, hvorfor de bliver så provokerede af det«.
Men fordomme udspringer ofte af sandheder, så det er vel også en del af sandheden, I fortæller?
Adrian: »Ja ja, men vi har kun haft gode intentioner med det«.
Malthe: »Der er en scene i filmen, hvor nogle drenge diskuterer, om man må sige neger eller perker, og så siger vennen: ‘Man kan sige andengenerationsindvandrer med anden etnisk herkomst end dansk’. Det er jo helt latterligt at sige så lang en sætning for ikke at støde nogen i stedet for bare at sige: Det er en person«.
Troels: »Malthes kæreste blev kaldt perker forleden i køen i et supermarked, så vi ved, at den scene er 100 procent realistisk«.
Har I nogensinde følt, at I var ved at bevæge jer over grænsen?
Adrian: »Meget sjældent. Men vi er hurtigt forbi det«.
Malthe: »Vi har lige lavet en video om, at drengene skal i bad, hvor vi diskuterede, om man skulle se deres kønsdele i fuldt billede«.
Sorena: »Ja, for det er børn, jo«.
Daniel: »Jeg tror, det var første gang, vi følte: Det er for meget«.
Adrian: »Det er heller ikke os allesammen, der kan lide at røre ved religion, for det kan gøre folk meget kede af det. Det skal ikke være respektløst«.
Troels: »Vi lavede en corona-sketch lige i starten af coronaen, og jeg vidste ikke, om hele verden ville dø lige pludselig. Når det handler om død, er det nogle gange sådan lidt: Okay, lad os lige snakke denne her igennem. Men vi lavede den, og der var ikke nogen, der blev stødt over det«.
Alle mennesker er latterlige
Er I aldrig bange for at forstærke og bibeholde fordommene ved at dyrke dem?
Adrian: »Vi overdriver det så meget, så vi tænker, folk kan se igennem det«.
Malthe: »Der var en indisk fyr, der gerne ville have fjernet Apu (kioskejeren Apu Nahasapeemapetilon, red.) fra ’The Simpsons’, fordi han var blevet drillet hele sit liv. Jeg er ikke inder, så jeg kan ikke sætte mig ind i, hvordan det er at være ham, og jeg kan godt forstå hans problematik, men det er det der med at blive stødt over en tegning af en stereotyp, der er så overdrevet, for selvfølgelig er alle indere ikke kioskejere«.
Daniel: »Vi prøver bare at gengive virkeligheden, men det er, som om de her tider i dag ikke tillader at gengive virkeligheden, for der er jo folk som Apu. De findes derude. Og det gælder ikke kun indere, men også nazi-Brian fra Kastrup. Vi har også en hovedperson, der ryger, for det gør unge mennesker«.
Hvorfor er det vigtigt at gengive?
Adrian: »Fordi det er sjovt. Vi skal lave sjov med hinanden, og det skal gå begge veje«.
Troels: »Vi hæver ikke nogen nationaliteter op over andre«.
Malthe: »Alle mennesker er lidt latterlige på hver deres måde, uanset hudfarve«.
Daniel: »Når du gør mennesker op i grupper, vil man altid have sine fordomme om dem«.
Så ved ikke at skåne nogen grupper forener man i virkeligheden mere os allesammen?
Adrian: »Ja, når alle griner af hinanden, går det lige op. Der er måske nogle shababs, der griner af Davito-typen, men Davito-typen griner af en shabab, der har taget stereorider hele livet. Så det går begge veje«.
Daniel: »Og måske er det den bedste måde at nedbryde fordomme på«.
Malthe: »At tage pis på det og grine lidt af sig selv, ikke?«.
Daniel: »Jo, uden at det bliver smurt ind i ansigtet«.
Nu rammer filmen jo lige ind i en tid, hvor opgøret med racisme for alvor er blusset op igen verden over: Er der noget i den forbindelse, I håber, jeres film kan bidrage med?
Malthe: »Vi har ikke lavet filmen, fordi vi gerne vil have, at folk skal tænke: Racisme er noget lort. Men hvis der kommer nogen ind og ser den, som har tendens til at synes, at udlændinge ikke er nice, ville det jo ikke skade, hvis de begyndte at tænke: Okay, de her drenge har faktisk en historie«.
Adrian: »Jeg tror godt, det kan åbne folks sind mere«.
Troels: »Når man har set filmen, tror jeg ikke, man er i tvivl om, at vi som afsendere gerne vil have, at vi er sammen på tværs af kulturer, og at vi er ligeglade med, hvor hinanden kommer fra«.
Som Sivas siger…
Hvad tænker I, når Søren Espersen siger, at der ikke er racisme i Danmark?
Sorena: »Vi ved allesammen godt, at der er racisme. Jeg har lige været ude at rejse med Troels, og jeg forudså alt det, der kom til at ske på vejen. Da Troels tastede sit navn ind i lufthavnen, godkendte maskinen det bare, men da jeg tastede mit navn ind, fik jeg ti spørgsmål om, hvor jeg skulle hen, hvilket hotel jeg skulle bo på, hvem jeg rejste med, og hvad min religion er. Det er en fucking maskine! Hvordan kan en maskine være racist?
Da vi ankom til USA, sagde jeg bare til Troels: ‘Vi ses om tre kvarter’. Han gik direkte gennem check-in, mens jeg blev stoppet af en betjent og stillet hundrede spørgsmål. Vi har allesammen oplevet racisme i forskellige grader, men vi har også oplevet det modsatte i form af ekstrem kærlighed fra folk med andre baggrunde end vores«.
Malthe: »Racisme findes, men vi prøver at tage pis på det«.
Daniel: »Og det går begge veje, for det er jo ikke kun danskere, der er racister, indvandrere er måske bare lidt mere ofre for det i hverdagen«.
Adrian: »Jeg vil citere Sivas: Enten kan man bruge det som en dårlig ting, eller også kan man vende det og bruge det til en god ting. Sivas vendte det ved at bruge sproget og de ting, han har været igennem, i sin musik, og det føler jeg også, jeg gør«.
Udover ‘Blokhavn’ og det dertilhørende soundtrack har Gigis en bog på vej og en ny spillefilm i støbeskeen, som de ikke vil afsløre andet om, end at det bliver »rigtig godt«.
Og så leger Daniel Sanjari og Malthe Emil Kibsgaard lige for tiden med en såkaldt benteknologi, så karaktererne i den næste spillefilm rent faktisk kommer til at kunne gå. For Gigis er selve rejsen målet med det hele. Drømmen er bare at kunne blive ved med at leve af det. Med ‘Blokhavn’ ønsker satiregruppen først og fremmest at vække en masse minder i publikum om deres egen folkeskoletid og måske endda at forene mennesker på tværs af forskelligheder og kulturer.
»Vi håber, at folk kommer ud af biografen og har grinet lidt af sig selv og andre, og at de stiller spørgsmål. Det hele skal ikke være så poleret. Forhåbentlig kan de børn, der ser filmen, også se, at det faktisk er ret sjovt at være i skole«, siger Malthe Emil Kibsgaard, inden Troels Unneland overtager:
»Og også at man skal tage på eventyr, for der sker rigtig meget udenfor. Du behøver ikke altid bare sidde indenfor og game«.
‘Blokhavn’ får ordinær biografpremiere 22. juni.