Onsdag eftermiddag kunne man høre et program på P3, som skiller sig markant ud fra, hvad man normalt forbinder med DR’s ungdomsradiokanal.
Programmet hedder ’Gigis Ravdio’, og dets vært er Ali, som er i praktik fra 10. klasse og optager fra sit værelse på Nørrebro, fordi han ikke gider købe metrobillet til DR Byen, og der er alt for mange kontrollører på strækningen.
Han er inspireret af Go’ Morgen Danmark. Og undervejs i programmet møder vi både hans ven Hassan, der er til sin sidste eksamen på HF, hvor han er bekymret over, at det er »to mennesker mod én«, Abdi, der viser, hvordan man får sixpack ved at »lave det der bænk, fuldstændig« og selveste Niarn, der lancerer et nyt afrobeat-track feat. L.O.C. stærkt inspireret af Gilli og Sivas og med rim som »laver paaaaara hver dag, Niarn er tilbag’«.
Ali og hans danske ven Davito sætter fokus på emner som racisme og vandpibe (via en vandpibolog), og i studiet kokkererer pakistanske Pablo italienske specialiteter, herunder 100 procent autentisk italiensk pizza af fuldkornsmel, den er »ikke suuund, ikke uuuusund«.
Bag Ali, Hassan, Davito og de andre står Gigis. Mange vil formentlig kende dem fra Youtube og Facebook, hvor de har haft stor succes med deres animerede sketches som ’Ægte Italiensk Pizzeria’ og ’Café Yani’, der tager kærligt pis på det københavnske indvandrermiljø, samt sangene ’Fuck Inger’, ’Gertrud’ og den nylancerede ’Flæk’, der i fuldfed autotune behandler henholdsvis Inger Støjberg, den gode dansklærer, og hvor svært det er at score. Alt sammen med de fem shababs Ali, Hassan, Ahmed, Abdi og Musti som omdrejningspunkt.
Og hvem står så bag Gigis? Det er en hemmelighed.
Gigis-drengene, der foretrækker at være anonyme og her vil gå under navnene M, T og S, holder til i en baggård i yderkanten af Islands Brygge, som med sit miks af unge, overskægspyntede møbelsnedkere, excentriske musikere og en kombineret kaffebar og cykelhandler (!) virker som det tætteste, Amager kommer på et af New Yorks boroughs.
I en 50-60 kvadratmeter stor etværelses- og drengerøvslejlighed i stueplan bor Gigis, og de tre skabende hovedkræfter tager imod: M er tegner og producer, T og S er begge instruktører, mens de alle tre står for manus og idéer og lægger stemmer til de mindre roller. Derudover består Gigis af en hjælpetegner samt en fyr, der lægger stemme til alle de fem shababs.
»Vi er her fra 12 til 4 om morgenen stort set hver dag. Vi griller sammen, spiller Playstation, skændes og har gæster forbi. Det er vores liv«, siger S.
Lige nu er de lettede. Og nervøse. Det første P3-program er leveret, og nu afventer de folkets dom efter premieren i morgen. Gigis Ravdio er ét af fem satireprogrammer, der får fire udsendelser i juni til at bevise deres værd.
Fuck Zulu!
»Det har været grineren, for i vores normale format på to-tre minutter har vi aldrig kunnet fortælle så meget om karaktererne. Der skal ske noget og være jokes hele tiden, for ellers klikker folk videre. Her kan de snakke i 20 sekunder, uden der behøver være en punchline«, siger M.
»Vi diskuterede, om vi skulle lave noget P3-venligt, eller om vi bare skulle gå full Gigis på den«, supplerer S. »Og der bestemte vi os for, at vi ikke vil holde noget tilbage. Vi vil gøre det på den måde, vi også gør det på Youtube«.
Fra drøm til dagpenge
M var egentlig børnehavepædagog og designstuderende, S og T begge folkeskolelærere. Sidste år sagde de deres job op for at gå fuld Gigis. Et stort sats, men takket være en aftale med TV 2 Zulu i kikkerten var vejen til succes brolagt. Troede de.
Drengene havde kontrakten i hænderne, men få dage før de skulle starte, trak Zulu stikket. Pludselig stod de uden job, uden andet end dagpengekontoret. M’s børn i børnehaven havde givet ham afskedsgaver, hvor der stod »Gigis TV 2 Zulu« ud over det hele.
»Og jeg havde haft sidste dag på min skole, hvor de havde lavet et kæmpe banner, hvor der stod ’Følg din drøm’«, siger T med et undertrykt smil. »Men i dag er vi glade for, at det ikke blev til noget. Når man kigger på deres programmer… Vi vil bare ikke sættes i kategori med Mark Le Fevre og sådan noget. Det er så uoriginalt«.
I mailen fra Zulus redaktør fik de at vide, at deres program var for politisk og for DR-agtigt.
»Nu er vi så hos DR. Og nu knuser vi TV 2«, siger S energisk, mens M sætter trumf på og siger det, de alle synes at tænke:
»Fuck Zulu!«
Godt nok har de fucket Inger Støjbjerg, iklædt Morten Messerschmidt nazidragt og ladet Pia Kjærsgaard onanere til en indvandrerfanges påtvungne skinkemåltid, men faktisk ser Gigis sig ikke sig som synderligt politiske.
De vil helst tage pis på de ting, de kender fra deres egen hverdag. De har for eksempel aldrig nævnt religion i deres sketches.
»Vi laver ting om det, vi har med at gøre. Når vi for eksempel ser Inger Støjbjerg i fjernsynet, og T og M kigger på mig og siger, ’det kan vi ikke stå inden for det der’, så er det drevet af en følelse«, siger S.
Og 5A, der bliver til 5C, er også personligt for jer?
»Ja! Vi har alle sammen brugt 5A hver dag, siden vi var børn, ik. Selvom man har haft det forfærdeligt i den så mange gange, er det en historie, der bliver taget fra én. Det er ens barndom, der bliver fjernet«, siger T.
Er der alligevel et underliggende politisk budskab i Gigis, er det den afvæbnende empati med de på overfladen så hårdføre shababs.
»Vi prøver at gøre vores karakterer seje og sjove. Vi har en kammerat med en søn på 10 år, der hedder Ali. Før hang han med hovedet«, siger M, før S færdiggør hans sætning:
»Og nu er han så stolt af sit navn, fordi det er navnet på hans yndlingstegneseriekarakter. Vores figurer er typerne, der måske nok stjæler, men lægger det tilbage bagefter«.
Faktisk ligger det hele i navnet. Gigis. En hjemmebrygget flertalsform af tiltalen ’G’, slangkort for gangster og med en lidt anden betydning.
»Gigis er gode og seje mennesker, men også forskellige. Det er en livsstil«, siger T. »I gigilaksen, hvor vores serie udspiller sig, er folk nice. Man bagtaler ikke hinanden…«.
»Man gør sig umage. Man når frokostilbuddet!« supplerer M og griner.
S: »Man er en god ven. Vi har selv få venner, for vi går op i det værdisæt. Jeg kan ikke rumme dem, der bliver voldelige eller får flip ud af det blå. Jeg vil gerne være sammen med folk, der ikke stjæler, ikke bagtaler én. En hverdagshelt, det er Gigis. Og selvom man snakker sjakalsprog eller går med stort tøj, kan man stadig være succesrig og have det godt og være sej. Det er det, vi prøver at sige – fuck de der fordomme«.
Kendt fra Planen
Det er netop den kærligt drillende, men også troværdige satire over både danskerne og indvandrerne, som drengene bag Gigis har savnet herhjemme. Adam & Noah, der blev kendte for deres små videoer, hvor de undrer sig over danskernes mærkelige vaner, giver de mildest talt ikke meget for (de har da også lavet en sketch om dem).
»Det er så karikeret, og der er rigeligt af den slags danske humor. Vi så et program engang, hvor Adam & Noah går hen til en pølsevogn og spørger, er det svin, er det svin, er det svin. Altså, det er en pølsevogn. Hvis I kan tale dansk, ved I også godt, hvad der er i en pølsevogn«, siger T, før M tilføjer:
»Det er indvandrerhumor i gåseøjne, men det er lavet til danskere. Alle fordomme bliver bekræftet. De gør ikke udlændinge seje, de gør dem bare til ofre, og så griner vi af dem, fordi de er dumme«.
»Nogle gange bliver vi spurgt, ’hvorfor er danskere så dumme i jeres tegnefilm?’. Hvor vi har det sådan: ’Hvorfor er udlændinge så dumme i jeres medier?’ Vi prøver at vise dem, som de faktisk er«.
Hassan, Musti, Ahmed og Abdi bygger alle på typer, Gigis-skaberne selv kender fra deres eget liv.
De kommer selv fra socialt belastede områder med en overvægt af indvandrerfamilier, og både T og S, der har kendt hinanden siden børnehaven, figurerer faktisk prominent i Morten Papes roste, selvbiografiske roman ’Planen’. Bogen handler om Papes opvækst i Urbanplanen på Amager og fortæller blandt andet om hans splittelse mellem vennerne med indvandrerbaggrund og de indvandrerfjendtlige danskere, der også bor i området.
»Når vi kigger tilbage på de historier, han beskriver i bogen, smiler vi rigtigt meget, for det var jo totalt sjovt. Det var den sjoveste barndom. Det tog en time at komme 100 meter hjem, for man skulle altid tage omveje, fordi nogen var ude efter én«, siger T. »Men i Morten Papes bog er det meget mørkt og alvorligt«.
Det sætter gang i anekdoterne. Om dengang en bande ville smadre S og T, der svarede igen ved på scenen til en kæmpefest at affyre en coverversion af Tupacs ’M.O.B’ med bandemedlemmernes navne sat ind i teksten – og derefter måtte gemme sig og hoppe ned i en taxa fra anden sal for at komme væk i en fart. Om dengang T en morgen på vej til skole blev revet til side af en mand, der truede ham med en kniv og sagde, at han skulle gå ind og røve 10.000 kroner i Fakta.
»For os var det en fed barndom. Men vi havde også gode familier at komme hjem til, det havde Morten ikke. Og det er fedt, han har klaret det så godt«, siger T.
Bragt sammen af… bekymring
T og S mødte M gennem S’s fætter. De blev knyttet sammen af deres energi og lyst til at skabe. Men også af at være i opposition, indrømmer de.
»Vi blev nok også bragt sammen af had«, ryger det ud af M. S retter ham:
»Bekymring!«
»Ja, bekymring«, siger M. »Jeg hader ikke Simon Talbot. Jeg er bekymret for ham og dansk comedy«.
T uddyber:
»Mange syntes vores første sæson, som handler om rumvæsener, der skal slå danske popmusikere ihjel, var for mærkelig. Og vi er også blevet bedre til at fortælle historier. Men vi havde meget had. M havde had mod komikere, jeg havde had mod musikere, fordi jeg synes, at alle sange, der kom ud, var dårlige, men alligevel blev de hits. Og så kom vi på den historie. Men vi fandt ud af, at det heller ikke var det, vi syntes var sjovt – bare at hakke ned på andre«.
Vi tror, vi kan lave noget, der aldrig er set i Danmark før
Og det er altså det, der foreløbigt har bragt dem til Youtube-succes, P3 og en pladekontrakt. Men det er kun begyndelsen. Man vil snart kunne opleve dem ved deres første, endnu hemmeligholdte koncertoptræden. De er med i en konkurrence om et gig under Grøn Koncert. De arbejder på en bog, en slags Gigis Dictionary. De pønser på at lave et show på Bremen. Og en webshop med tøj.
Men først og fremmest udvikler de på en tv-serie til en af Danmarks store kanaler. Dét er den store drøm. At kunne uddybe karakterne og derved bryde flere stereotyper.
»Det skal være en serie over otte afsnit. Hvor det for eksempel kun er Abdis historie. Om hvorfor han bænker og kun går i Dortmund-tøj. Vi håber, vi kan tage en sæson per karakter, ligesom ’Skam’, hvor der også opstår spænding om, hvem det bliver næste gang«.
Og efter serien skal Gigis selvfølgelig lave en spillefilm. Med et uhørt stjernespækket soundtrack, fantaserer de om. Selvtilliden er i orden.
»Vi tror, vi kan lave noget, der aldrig er set i Danmark før«, siger T.
»Vi ved, vi er de sjoveste i Danmark lige nu«, siger M og skal lige til at trække udtalelsen halvt tilbage, men det bliver ved tilføjelsen: »Eller, det er jeg ret overbevist om«.
S føjer til:
»Vores mål med Gigis var at fucke mainstream op. Ligesom ’South Park’. At skide på alt, men på en måde hvor det ikke er ondt ment. Nu træder vi ind i mainstream, men det er det, vi bringer med ind i mainstream, det handler om. Det skal være ægte«.
’Gigis Ravdio’ kan høres hver onsdag i juni på P3 14-16 og på dr.dk HER. Gigis’ Youtube-videoer kan ses HER.
Læs også: Det startede med mord på TopGunn – nu kebabdansk komik i chopform