For snart fem år siden tog Natasha Lyonne et afgørende skridt i sin karriere.
Hun tog livet af sig selv. Igen og igen og igen i det uventede Netflix-hit ‘Russian Doll’, som hun selv skabte sammen med ‘Parks and Recreations’-stjernen Amy Poehler og Leslye Headland såvel som spillede hovedrollen i.
Selvom det indtraf, efter hvad der næsten var en hel tilværelse i film- og tv-branchen, blev serien et Emmy-vindende vendepunkt for den på det tidspunkt 40-årige skuespiller og trinbræt til en opblomstring som hovedrollestjerne mod alle odds.
For Natasha Lyonne startede sin karriere som barnestjerne og har siden nærmest levet ni liv i underholdningsbranchen. Hun har været et af 90’ernes mest cool og lovende talenter, rædselsobjekt i 00’ernes sladderpresse og været så godt som død af sine 20’eres heroinmisbrug, men har nu møvet sig fra kultdyrket birolleskuespiller til midten af scenen.
I Rian Johnsons ‘Poker Face’, der for nylig ramte Danmark med et amerikansk jubelkor af kritikere i ryggen, kanaliserer Lyonne al sin galgenhumor ind i rollen som den menneskelige løgndetektor Charlie Cale. En tidligere pokerspiller på flugt, der i hvert afsnit støder ind i et mord, hun bruger sin medfødte bullshit-overfølsomhed til at opklare.
Men når man ser tilbage på Natasha Lyonnes karriere, får hendes nuværende hyldede nihilistiske persona i den grad et ekstra lag.
Alt for tidlig start
»Der er 75 andre, jeg lavede, som jeg nok ikke engang ville anbefale«.
Af sine op mod 80 filmroller, utallige seriepræstationer og knap 38 år i branchen var selvironien ikke til at tage fejl af, da Natasha Lyonne fremhævede sin første store hovedrolle i den lille coming of age-film ‘The Slums of Beverly Hills’ som sin bedste i et videointerview med Harper’s Bazaar.
For Lyonnes færd i Hollywood er på mange punkter en leggemliggjort kritiksandwich, hvor en stor bunke ligegyldige skodroller i midten af karrieren er omkranset af begyndelsens kultdyrkede præstationer og genkomsten i 2010’ernes streaminglandskab. Men hun gik også tidligere i gang end de fleste.
Som datter af to ortodokse newyorker-jøder og en far, der fiflede med underholdningsindustrien som både radiovært, racerkører og promoter af boksekampe, blev Natasha Lyonne sendt ud for at optræde som kun seksårig.
Her fik hun en modelkontrakt og sin første rolle i et populært amerikansk børneprogram. Inden hun fyldte 21 havde hun arbejdet sammen med Woody Allen i ‘Everybody Says I Love You’ og haft definerende roller i henholdsvis indiefilmen ‘The Slums of Beverly Hills’, som lesbisk cheerleader på omvendelses-lejr i kultklassikeren ‘But I’m a Cheerleader’ og Tara Reids antitese Jessica i ‘American Pie’.
En film, hvis uskyldige highschool-fortælling om at miste sin mødom hun allerede dengang følte sig så fremmed for, at hun overvejede at sige nej til rollen.
Hendes forældre har hun kaldt »ikke de bedste«, og den tidlige start »skør« i det jødiske magasin Heeb. Hvilket ikke mindst skyldes den udviklingsbue som tragisk barnestjerne, Lyonne var meget tæt på at fuldføre på, da hun i sine 20’ere kastede sig ud i en tabloid detour.
Heroin og hundetrusler
Hvis man spørger Natasha Lyonne selv, var der ikke nogen, som for alvor kerede sig, da hun i midten af 00’erne havde gang i en deroute, der næsten tog livet af hende.
»Lad os ikke forveksle det her med et Robert Downey Jr.-scenarie – der var i virkeligheden ingen, der gav en fuck«, fortalte hun i 2019 The Cut, så man næsten kunne høre hendes gnæggen ud igennem ordene.
I en farlig cocktail af opmærksomhedsskabende mainstream-roller i film som ‘American Pie’ og ‘Scary Movie 2’ og en følelse af, at »heroin var hysterisk morsomt« blev skuespilleren både anholdt for spritkørsel og kom i karambolage med en nabo, der sigtede hende for chikane. Ikke mindst efter hun, ifølge en gammel People-artikel, truede dennes firbenede ven med ordene »i’m gonna sexually molest your dog«.
Hvor Natasha Lyonnes bramfri comedienne i dag er hendes helt store trumfkort, var den i datidens sladderpesse nok mere en hæmsko.
Fremtiden som filmstjerne sygnede hen i voldsomme tabloid-overskrifter, hvor blandt andet den kendte sladderblog Gawker ligefrem skrev om hende som et problem for byens borgmester: »Som skattebetalere beder vi venligst om, at byen gør noget ved Natasha Lyonne«.
I 2005 kulminerede hendes heroinmisbrug i en hepatitisinfektion og en kollapset lunge. Som var lige ved at koste hende livet igen i 2012, hvor hun fik en hjerteoperation på grund af følgerne.
Men ligesom førnævnte Robert Downey Jr. lykkedes det at blive genfødt. Ulig ‘Iron Man’ fandt Lyonne dog fodfæstet igen med en rolle, der lå hende noget nærmere.
Fra queer-ikon til »ukønnet«
I ‘Orange is the New Black’ gjorde Natasha Lyonne for alvor comeback i serielandskabet som den kvindebedårende fange og tidligere heroin-misbruger Nicky Nichols.
Og med nik til ungdommens status som queer-ikon lagde skuespilleren også kimen til den type rolle, hun i dag har så stor succes med.
Hun var en seksuel, men ikke nødvendigvis sexet karakter med comic relief-garanti. Og så vandt hun også indpas som en type karakterskuespiller, kvindelige skuespillere sjældent formår at rykke ud af birolle-stadiet.
I The Cut beskrev hun det som en karaktermæssig fascination af at være en »en slags mand, der i 70’er-typologi er en slags ukønnet person«, men som ender i en medhjælperfunktion, når det er en kvinde, der har rollen.
Hvis man som kvinde (og især kvinde over 40) i Hollywood vil have en god hovedrolle, skal man dog ofte lave den selv. Det er i hvert fald den devise, der har vist sig sand for mange af de kvindelige skuespillere, der selv har banet deres vej som forfattere og producere af deres egne største hits.
Det gjaldt også Natasha Lyonne, der med sin nyfundne zeitgeist fra ‘Orange is the New Black’ skabte et nyt Netflix-hit med den morbide ‘Russian Doll’ i 2019.
Her kørte hun sig selv i stilling som millennial-generationens Bill Murray i rollen som den storrygende spiludvikler Nadia Vulvokov, der dør under sin 36-års fødselsdagfest, men bliver ved med at blive sendt tilbage til dødsaftenen. ‘Groundhog Day’, bare helt sort.
Anti-‘Barbie’
I den kritiske modtagelse af ‘Poker Face’ bliver hun til gengæld sammenlignet med den hedengangne 70’er-detektiv ‘Columbo’ spillet af Peter Falk. Som hun faktisk allerede tilbage i 2019 nævnte som inspirationskilde til Nadia Vulvokov i ‘Russian Doll’.
På den måde føles det næsten som den ultimative nihilistiske manifestation, at Rian Johnson netop her øjnede hende som karakterens moderne arvtager.
»Da jeg så Natasha i ‘Russian Doll’, kunne jeg ikke tage mine øjne fra hende«, fortalte instruktøren Variety. Ud over ‘Poker Face’ fik hun også en gylden cameo i ‘Glass Onion: A Knives Out Mystery’, hvor hun videochatter med Benoit Blanc som et levende meme.
Og i en tid fyldt med ‘Barbie’-tidsånd og mange perfekte clean girl-stjerner føles det som en herlig sprække, at Natasha Lyonnes stjerne kan stige i graderne lige netop nu.
Natasha Lyonne har aldrig været et decideret traditionelt Hollywood-talent. Men der er noget over hendes flydende Lady Gaga-agtige uforudsigelighed, nasale stemmeføring og ekstreme humor, der måske passer bedre ind i 2023 end i de nuttede nullere.
I ‘Poker Face’ reinkarnerer hun noir-detektivernes forpurring af orden og kaos til millennial-magtesløshed i sine skinny-jeans, aviator-briller og syngende sarkasme.
Og når man kender hendes historie, giver det pludselig hyggekrimien en noget hæsere klang.
‘Poker Face’ kan ses på SkyShowtime.