Tidligere i år blev Justin Roiland som bekendt fyret fra Adult Swims hitserie ‘Rick and Morty’. Det skete efter hans sigtelse i en sag om partnervold, der nu er blevet droppet på grund af utilstrækkelig bevisførelse, og anklager om grooming og pædofili.
Fans har ventet med en vis ængstelse på, i hvilken form ‘Rick and Morty’ ville vende tilbage til skærmen – Roilands bærende rolle som både medskaber af serien og stemmeskuespiller for de to hovedroller taget i betragtning.
Det giver en ny trailer for syvende sæson nu en forsmag på, skriver The Hollywood Reporter.
Her kan man for første gang høre Rick og Mortys nye stemmer, som lægger sig meget tæt op ad Roilands forlæg. Traileren afslører dog ikke navnene på de to skuespillere bag.
»Vi ønsker, at serien skal tale for sig selv«, siger en anonym kilde fra Adult Swim til The Hollywood Reporter om årsagen til de hemmeligholdte skuespillere. »Vi tror på sæsonen og de nye stemmers styrke, og vi vil gerne bevare seeroplevelsen for fans«.
Herhjemme lander syvende sæson af ‘Rick and Morty’ på HBO Max 16. oktober.