’Hygge!’: Talentfuldt skuespilensemble bærer ny dansk komedie

’Hygge!’: Talentfuldt skuespilensemble bærer ny dansk komedie
'Hygge!'. (Foto: Scanbox Entertainment)

»Vi kunne aldrig finde på at spise den søde gris«, siger Sofie Torp i starten af den nye danske komedie ’Hygge!’.

Hendes karakter Helene taler til sin datter, som netop har opdaget en død grisling i indkørslen. Helene giver naboen »Psyko-Lars« skylden, selvom hun og ægtemanden Peter (Joachim Fjelstrup) meget overlagt selv har bestilt kødleverancen.

Svinet er købt ind til aftenens middag, som parret holder for Helenes brogede familie. De fleste af familiemedlemmerne har det til fælles med hende, at de er lidt for gode til at benægte reelle kendsgerninger og fralægge sig skyld i forsøg på at undgå konflikter.

Disse tilbøjeligheder bliver der imidlertid rusket godt op i på aftenen, da én af middagsgæsterne introducerer en risikofyldt selskabsleg: Alle skal lægge deres mobil på spisebordet, og hver gang de modtager en sms eller et opkald, skal de dele det med resten af deltagerne. Alt skal frem i lyset – for ingen har jo noget at skjule, vel?

‘Hygge!’. (Foto: Christian Geisnæs)

Den islandske instruktør Dagur Kári (’Voksne mennesker’, ’Virgin Mountain’) har sammen med Mads Tafdrup (’Speak No Evil’) lavet en ny fortolkning af det italienske filmhit ’Perfect Strangers’. Og det er de ikke ene om. Faktisk er ’Perfect Strangers’ verdens mest remakede film med over 20 genindspilninger.

Telefonlegen er da også et effektivt dramatisk værktøj for fortællingen, der næsten udelukkende udspiller sig omkring et spisebord.

Et andet vigtigt parameter i sådan en one location-film er velturnerede skuespilpræstationer, og det sørger det talentfulde, unge skuespillerensemble, bestående af Jesper Groth, Andrea Heick Gadeberg, Olivia Joof Lewerissa, Thue Ersted Rasmussen og Nicolai Jørgensen samt førnævnte Torp og Fjelstrup, helt bestemt for.

Titlen ’Hygge!’ skal selvfølgelig forstås ironisk. For aftenens komsammen er fra første sekund temmelig akavet. Bare det, at selskabet mødes for at fejre den komaramte bror Jespers (Eero Milonoff) fødselsdag, føles lidt bizart – især fordi lillebroren Nikolaj (Jesper Groth) var impliceret i den bilulykke, der forårsagede komaindlæggelsen.

‘Hygge!’. (Foto: Scanbox Entertainment)

’Hygge!’ indleder med mange tåkrummende og morsomme forsøg på selskabelig høflighed – som da to af familiens vinkendere komplimenterer Jespers nye, meget unge kæreste Lauras (Andrea Heick Gadeberg) medbragte naturvine med ordene: »Det er jo en fin kasse, de kommer i«.

Særligt Nicolai Jørgensens komisk kedelige revisor-karakter Ib er herligt akavet. I starten af middagen forsøger han eksempelvis at konversere med sætningerne »Jeg elsker at gå til tandlægen« og »Siger man i eller New Zealand?«.

Under Ibs venlige overflade dunker der samtidig en stor jalousi, idet han og kæresten, den selvsikre/selvsmagende adfærdsdesigner Fabian (Thue Ersted Rasmussen), har indgået en aftale om at leve i et åbent forhold – hvilket Fabian er den eneste, der gør (flittigt) brug af.

Undervejs kommer der ved hjælp af de bimlende og vibrerende mobiltelefoner både ludomani, utroskab, ukvemsord og nye silikonebryster på bordet – og stemningen går fra akavet til anspændt til ubehagelig. Kári og Tafdrup føjer ekstra spænding til fortællingen, da to af karaktererne bytter telefoner og nu skal lyve om de afsløringer, der dukker frem på de små skærme.

‘Hygge!’. (Foto: Scanbox Entertainment)

Enkelte af de mange plottråde stikker lovligt meget ud fra resten. Den mest overdrevne af slagsen går på en planlagt hundekidnapning, som ikke må blive afsløret, idet hundens ejer sidder med til bords.

Kidnapningskonspirationen ville sådan set være fin at have med, hvis resten af filmen også stak helt af mod slut. Men det gør den faktisk ikke. ’Hygge!’ vælger i stedet at holde fast i en overraskende seriøs bund.

Det betyder, at filmens (lidt pludselige) afrunding faktisk bliver reel og meningsfuld, da halvanden times dysfunktionel familiedynamik veksles til et budskab om at sætte pris på sine nære relationer.


Kort sagt:
Det unge cast gør det godt som dysfunktionel familie i Dagur Káris (bevidst) akavede komedie ’Hygge!’.

’Hygge!’. Spillefilm. Instruktører: Dagur Kári. Medvirkende: Sofie Torp, Joachim Fjelstrup, Jesper Groth, Andrea Heick Gadeberg, Olivia Joof Lewerissa, Thue Ersted Rasmussen, Nicolai Jørgensen. Spilletid: 100 min. Premiere: I biografen 26. oktober 2023. Kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af