INSIDER. Siden det suveræne improvisationsbårne gennembrud i DR-serien ’Klaphat’ har Jesper Groth været vidt omkring.
Fra ’Sygeplejeskolen’ til ’Stormester’, fra vinder af det danske Eurovision til reklamer for chips, fra racistisk admiral i ’Viften’ til veloplagte biroller i ’Hvor kragerne vender’ og ’De frivillige’.
På torsdag er multitalentet aktuel i Dagur Karis biograffilm ’Hygge!’. Her spiller Jesper Groth Nikolaj, der tager sin nye kæreste Laura (Andrea Heick Gadeberg) med til familiemiddag for at fejre fødselsdag for Nikolajs bror, der ligger i koma. For at få gang i den anspændte aften foreslår Laura en leg, hvor telefonerne lægges på bordet, og alle opkald og beskeder skal deles.
Og også her trækker han på den ærøske dialekt, der stadig titter frem bag det tillært københavnske. Hjemstavnen hverken kan eller vil han løbe fra. Ærø står med blokbogstaver tatoveret på hans arm – som direkte resultat af, at en af hans venner skulle øve sig med sin nye tatoveringsmaskine.
Soundvenue udnævnte Jesper Groth som et af årets største skuespillergennembrud tilbage i 2018, og mens betegnelsen ’multitalent’ stadig står ved magt, er ’talent’ ikke længere den korrekte betegnelse.
Over de seneste fem år har den 34-årige Groth indsnuset underholdningsbranchens savsmuld mere end de fleste.
Og det er med de oplevelser i bagagen, at han her fortæller åbenhjertigt om sine iagttagelser i vores interviewkoncept Insider, hvor en aktuel kunstner tager os med bag kulisserne og indvier os i nogle af de rutiner, udfordringer og sandheder, som man ellers kun kender til, hvis man selv bevæger sig i branchen.
Vi starter med den aktuelle ’Hygge!’.
Hvilken detalje er du gladest for ved ’Hygge’, som ingen almindelige mennesker vil lægge mærke til?
»Vi fik alle lov til at byde ind med kostumegenstande. Det var ikke meget af det, som jeg foreslog, der kom med, men der var dog én genstand: en e-cigaret. Om den betyder meget for filmen, skal jeg ikke gøre mig til dommer over, men den betød meget for mit skuespil. Det var en god rekvisit til at spille usikker. Det gjorde min karakter til en mere simple man«.
Hvad gør du for at komme i ’zonen’ under optagelserne?
»Jeg var så heldig, at jeg kendte mange af mine medskuespillere i forvejen, og derfor var det ret nemt at komme i ’zonen’, da jeg vidste, hvordan de spillede skuespil. Det var faktisk kun Olivia Joof, som jeg ikke kendte. Det gav god kemi på settet og rundt om bordet, at vi kendte hinanden på kryds og tværs. Jeg kan blandt andet huske, at Sofie (Torp, red.) og Joachim (Fjelstrup, red.), der spiller et ægtepar i krise, var nødt til i pauserne lige at spørge hinanden, om ’vi var okay’, da scenerne blev så intense«.
Hvilken fysisk genstand er den vigtigste for, at du kan gøre dit arbejde godt?
»Det må være Red Bull, særligt hvis vi har de her 11-timers optagedage. Under optagelserne af ’Klaphat’, hvor vi optog stort set hele tiden, fik jeg eddermame kørt mange af dem ned«.
Hvad gør du for at frembringe din kunstneriske inspiration mellem optagelserne?
»Belønningen på en film er virkelig usædvanlig. Der kan nogle gange gå to år, fra optagelserne til filmen har premiere, og der har man jo nærmest glemt, hvad man lavede. Modsat koncerter og teaterstykker, hvor belønningen kommer med det samme. Det bliver derfor en smule uforløst«.
»I alt, hvad der har med filmproduktion at gøre, er det en uge som denne, som er sværest: Rød løber, q&a og interview. Så i pauserne kravler jeg ind i mig selv, så jeg ikke forsvinder væk i alt mediehejset. Og pludseligt opstår der så en idé eller tilbud, som man ikke kan takke nej til«.
Hvilket talent taler man om i branchen lige nu?
»Jamen altså, det er jo hos jer, at man kan læse, hvad der er the shit! Soundvenue skriver ofte om nye talenter, komiske genier eller en såkaldt komet. Det er vi mange, der har fået lov til at være i starten. Mit år var uden tvivl 2018, og nu er jeg ikke mere et komisk talent – nu er jeg her vel bare!«.
»Men Nina Rask er den perfekte karrierecase for mig. Morsom, skuespiltalent, knivskarp, har en stærk tidsånd! Det er fandme imponerende«.
Hvem er dit største kunstneriske forbillede?
»Det skifter hele tiden. Nogle gange bliver jeg optaget af en person og ender med at udtømme alt, hvad personen har lavet«.
»For et par måneder siden så jeg alt for sent ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ og blev voldsomt optaget af Sam Rockwell og så mere eller mindre alt, hvad han har lavet. Det samme gjorde jeg med Kirsten Rolffes, som jeg kom til at tænke på, da den nye sæson af ’Riget’ kom ud«.
»Under optagelserne af ’Viften’ brugte jeg lidt tid med Jesper Asholt. Gud, hvor er han også bare pissegod, som vi ved fra ’Kunsten at græde i kor’ og ’Mifunes sidste sang’. Han gav mig et godt råd, som jeg har forsøgt at tage til mig: ’Når kameraet ruller, må man aldrig være nærig’. Man skal ikke stå og fedte med det«.
Hvilken irriterende tendens inden for dit felt taler du mest med dine kolleger om for tiden?
»Lige nu føler jeg, at alle i branchen læser en bog, der hedder ’Marble’, der handler om mikroorganismer og skulptur blandet med længsel«.
»Det er så røvkedeligt, når vi løber i samme retning. Så kan alle læse samme bog og være enige med hinanden om æstetik og politik. De sidder på det samme bord-bænkesæt på den rigtige café i København, drikker samme slags kaffe, spiser samme slags surdejsbolle og mener præcis det samme. Når man er fuldstændig homogen med dem, man er sammen med, æder revolutionen sine egne børn«.
»Jeg har en god veninde, der sørger for at skubbe mig i andre retninger ved at tage mig med til Uffe Isolotto-udstilling med hyperrealistiske døde kentauerer. Til gengæld sørger jeg for, at hun kommer ud og ser det kultur, der reklameres for på elbokse: Show-wrestling, terrariemesse i Rødovrehallen og Bellahøj Kræmmermarked«.
Hvad er den mest udbredte fordom om din branche, som du møder?
»I starten kunne det være lidt hjemløst ikke at være rodfast. I København affødte det kommentarer om min fynske dialekt, imens jeg i weekenderne på Ærø kunne få at vide, at jeg var begyndt at tale ‘køwenhavnsk’. Summen blev en kluntet, men introvert adfærd, der nogle gange blev tolket som ‘arrogance’. Som folk, der kender mig, ved, at jeg ikke er«.
»Det er heldigvis helt anderledes nu. Folk har accepteret, at det er sådan, jeg er. Jeg prøver at være en god repræsentant for Ærø, også selvom jeg ikke er en af dem, der bor der fast«.
Hvornår har du virkelig følt dig forstået af en anmelder eller af publikum?
»Med ’Klaphat’ følte jeg virkelig, at jeg vi ramte noget. Grundlæggende tror jeg, at den måde, ’Klaphat’ blev skabt på – med et konstant rullende kamera og fuld improvisation – er unik og ikke vil gentage sig«.
Hvornår har anmelderne misforstået noget, du har været en del af?
»Der bliver snakket meget om fin og ufint. Højkultur over for lavkultur. Det er misforstået at dele det så groft op. Når det samlede facit af det, jeg har lavet, indeholder en serie på TV 2 Charlie, reklamer for chips, min musik, en Robert-nominering og flere skuespilpræstationer, finder folk det svært at sætte mig i kasse. Du er den første i lang tid, der ikke har stillet mig det spørgsmål: Hvad vil du helst – musik eller skuespil? Det står åbenbart på første side på alle journalister spørgeark. Folk vil gerne have, at jeg kun er én ting«.
»Jeg tror også, at jeg har mange kollegaer, der tænkte om chips-reklamen: ’Ja, selvfølgelig var det Jesper, der sagde ja til den’. Jeg har lavet mange mainstream-ting, som nogen ikke synes er ‘fine’ – jeg aner ikke, om telefonen nogle gange er tavs, fordi jeg har reklameret for chips, men den uvished hviler jeg i«.
Hvad er dit vigtigste venskab i branchen?
»Der er mange. Men Mads Grage (instruktør på ’Klaphat’, filmforløberen ’Muskelsvindler’ og serien ‘Yes No Maybe’, red.) har nok styrket mig mest. Han startede det hele, kan man sige. Han fandt mig, da vi begge to var lidt odd man out på vores uddannelser, og sammen lavede vi ’Klaphat’, kom hjem til Robert-nomineringer og the rest is history. Men generelt set føler jeg, at når jeg er i en tomandsjolle med en anden, er der intet, der kan stoppe mig. Eller os«.
Hvad er det værste ved dit job?
»Det er, at man dømmer private Jesper uden at have mødt ham. Folk ser det bare så binært. Ærø, København. Seriøs, useriøs. Introvert, ekstrovert. Fin, ufin. Folk vil så gerne sætte mig ned i en kasse. Men der er en skuespiller, der er på arbejde, og så er der mig, som jeg er privat«.
Hvad er det bedste ved dit job?
»Jeg er faktisk begyndt at tænke meget over præcis det. Hvad vil det egentligt sige at arbejde i underholdningsbranchen? Hvorfor bevæge sig ud i så meget nervøsitet til offentligt skue? Alt, hvad jeg har sagt til dig, bliver trykt, synes folk det, man har lavet, er godt, og hvad tænker folk om mig?«
»Jeg ender altid med samme konklusion. Det bedste ved mit job er … mit job: at være på scenen, uanset om det er teater, film eller koncerter. Men det er jo nærmest en EKG-kurve med mange udsving. Jeg kan godt mærke, at jo ældre jeg bliver, jo mere kunne jeg godt tænke mig, at det flatlinede bare lidt mere«.
’Hygge!’ kan ses i biograferne fra 26. oktober.