Blasfemien melder sig på banen sekundet, man nærmer sig diskussionen.
For der er kun én uovertruffen ‘The Office’. Ikke?
At det er den britiske originalversion, er i hvert fald den herskende komediehegemoniske sandhed, man møder og holder sig til, hvis man vil undgå at virke som en amerikanofil, feelgood-elskende wannabe.
Medmindre det selvfølgelig er omvendt. Og man hører til den amerikanske versions omfattende fanflanke, der tæller Netflix-seere i hobetal (i 2019 blev der streamet 52 milliarder minutters ‘The Office’ på den amerikanske streamingtjeneste ifølge Vanity Fair) og har Billie Eilish som Gen Z-kultleder, der har samplet Michael Scotts kultiske dansenummer ‘The Scarn’ på sangen ‘My Strange Addiction’. Og i øvrigt har fortalt om, at hun ser serien dagligt.
Selv startede jeg ganske uoriginalt med den amerikanske mainstream som gateway til britisk sadcom. Men selvom jeg er løbet ind i mange stærke holdninger, har jeg aldrig følt mig specielt afklaret.
Nu er der til gengæld en anledning til at lave et såkaldt performance review.
For nylig blev det nemlig meldt ud, at det amerikanske ‘The Office’ står til at blive genoplivet med seriens showrunner Greg Daniels ved roret. Dertil er der lavet utallige nationale versioneringer fra Frankrig til Saudi Arabien (og en dansk version, vi stadig venter på).
Så hvorfor ikke bruge ventetiden på at afgøre striden mellem verdens to sjoveste papirfirmaer i stedet for at henfalde til den reboot-angst, man opbygger i nutidens tv-landskab, hvor alt fra ‘Frasier’ til ‘Sex and the City’ vækkes fra de døde. Wernam Hogg vs. Dunder Mifflin.
Hvilken ‘The Office’ er bedst? Er der en ‘The Office’, der er bedst?
Hvis der er én ting, begge kendte versioner deler, er det portrættet af den enerådende chefs fejlbarlighed. Autokratens brister. Så som ansvarshavende for den her artikel er jeg selvfølgelig velvidende om, at min subjektive vurdering af, hvilken af serierne, der er objektivt bedst, er udemokratisk og potentielt helt forkert.
Men hvis der er endnu ting, begge ‘The Office’-serier har lært mig, er det, at intet rationelt bør spolere morskaben i noget.
Lad MUS-samtalen begynde!
Først var briterne: 1-0
Vi starter med at adressere det åbenlyse.
I modsætning til diskussionen om hønen og ægget er der nemlig ikke så meget at rafle om i ‘The Office’-diskussionen.
Der havde intet amerikansk remake været uden Stephen Merchant og Ricky Gervais oprindelige idé, som de baserede på deres egne mærkværdige møder med arbejdslivet omkring årtusindeskiftet. En serie bygget op omkring en chef, der ifølge Gervais formulering i bogen ‘The Office:The Untold Story of the Greatest Sitcom of the 2000s’ skulle være »en Frankenstein skabt af alle mænd, jeg mødte, da jeg voksede op og derefter arbejdede for«.
Mockumentary-formatet og reality-inspirationen kom fra Storbrittaniens tv-landskab, der dengang var begyndt at blive fyldt af programmer, som spandt virkeligt drama på helt almindelige mennesker og deres professioner.
Derfor er hele ‘The Office’-ånden født i England og indbegrebet af rå humor helt uden behagesyge. Point til eksistensgrundlaget.
Dwight Schrute som MVP: 1-1
Da den amerikanske version kom fra start, var det britiske udgangspunkt meget tydeligt.
De første afsnit er skåret over samme skabelon fra chefen, der introducerer sig selv, prank-fyringen af receptionisten og klipsemaskinen i buddingen. De centrale karakterer var let afkodelige oversættelser.
Men en af de bikarakterer, der hurtigt stjal showet i remaket, var Dwight Schrute. Skuespilleren Rainn Wilson tog karakterens britiske udgangspunkt Gareth til scenestjælende højder med et humør som Gollum og en egenrådighed som en sand amerikansk våbenidiot, der desværre er blevet dømt til en dagligdag foran en lommeregner. Foruden en skjorte/jakkesæt-kombination med nuancer som en betændt kolort og seriemorderbriller som drys.
Britternes Gareth Keenan er ellers også en af ‘The Office’s (UK) store stjerner med sin mere klassiske simpleton-tilgang til livet, lillebror-udseende og kikset dedikation til hjemmeværnet, der blandt andet giver sig til udtryk i, at han har et våbenbælte til sin mobiltelefon.
Castingbeskrivelsen af, hvordan valget faldt på skuespilleren Mackenzie Crook, er uovertruffen: »En mand, der ligner en babyfugl, som taler om, hvordan han kan slå en mand ihjel«, har Ricky Gervais beskrevet det.
De er begge to for meget, de er begge lemminger for henholdsvis David Brent og Michael Scott. I hårdysten er der ingen tvivl om, at der er noget mere opfindsomt grimt over Gareths nærmest kunstneriske Karen-fritz vs. Dwigths fedtede midterskilning.
Men fordi ‘The Office’ (US) med tiden udformede en langt mere specifik position til Dwight i karaktergalleriet og gjorde ham til omdrejningspunkt for adskillige mindeværdige prankplots, står han som den mest fuldendte karakter i dag. Mindre realistisk, men også en del mere fascinerende. Scranton-kontorets absolutte MVP på birollefronten og seriens mest ulidelige puls.
Er der forskel på Tim og Jim? 2-1 til briterne
Jim er nok en af de karakterer fra det amerikanske ‘The Office’, der er tættest beslægtet med sin britiske bror Tim.
Men selvom John Krasinski og Martin Freeman begge får det bedste ud af positionen som apatiske fornuftsstemmer i ‘The Office’-kontorernes galehuse, er Tim meget mere grovkornet interessant.
Der er mere på spil i hans fortælling om en mand, der er fanget i sin egen fastgroende midlertidige ligegyldighed. Hvor forholdet mellem USA’s Jim og Pam er kørt meget mere generisk i stilling som Ross og Rachel under lystofsrørerne, føles det aldrig sikkert, at Dawn gengælder Tims følelser. Derfor er det ikke desto mindre sørgeligt, at det besegler hans skæbne i lortejobbet.
Det er dog med mere klassisk komedieeffekt, at Jim Halpert, i stedet for at søge nye græsgange, udnytter sin situation til at drille sidemakkeren grænsende til det gaslightende. Sammen med hans makkerskab med Pam var det med til at give den amerikanske version sit omfattende velsmurte sitcom-univers.
I sidste ende står Martin Freemans præstation dog som et langt stærkere vidnesbyrd for hans senere stjerne.
Tim tager føringen.
For gode til at være kedelige: USA udligner til 2-2
Det er hele pointen med begge ‘The Office’-serier, at de dyrker det kedelige.
Ricky Gervais har selv beskrevet ideen således: »De siger, at drama er det virkelige liv, hvis man tager alle de kedelige ting ud, og jeg var besat af de kedelige dele af kontoret« (det var i øvrigt Hitchcock, der sagde det).
Men der er stor forskel på, hvordan serierne gør det kedelige sjovt.
Dunder Mifflin er et langt hyggeligere chikanefællesskab end den britiske variant, hvor man af og til føler sig klaustrofobisk indespærret i meget død deadpan.
‘The Office’ (UK) fremmedgør os med en kold komisk hånd, amerikanernes gøgerede holder os ved ilden.
Der kommer brillante komiske øjeblikke ud af den britiske series insisterende tørhed. Som da David Brent læser efterkrigstidsdigtet ‘Slough’s berømte linjer om »Come friendly bombs and fall on Slough« op og nødtørftigt forsøger at forsvare byen (»man løser ikke byplanlægningsproblemer ved at smide bomber over det hele«).
Det går dog også udover underholdningsværdien som samlet størrelse, at den britiske serie har så deprimerende undertoner, at den snildt kunne bruges som bannerfører for nutidens antiwork-bevægelse.
‘The Office’ (US) er ikke et arbejdspladsportræt med helt ligeså vedvarende nerve. Men det er til gengæld mere fordøjeligt underholdende i længden, hvor briterne er virkelig tunge at binge.
Der er enkeltstående øjeblikke i ‘The Office’ (UK), der kan genses til døde. Men USA vinder på at have versioneret det tåkrummende til noget, der i hvert fald i dag føles mere tilgængeligt – for ‘The Office’ (US) har som samlet serie langt større gensyns- og bingefaktor.
USA har mere af alt: 2-3 til amerikanerne
Der er ikke ligefrem et imponerende udtræk af kvindekarakter i Gervais-serien.
Her er det en stor force ved Scranton-kontoret, at Pam har en langt mere aktiv rolle på grund af seriens langt mere udbyggede karaktergalleri. Hun er ofte en lige så stor del af ‘The Office’s gyldne prank-plots som Jim. Ikke altid bare en tavs beskuer eller fange i sin chefs vanvid, som den forståeligt underfortalte Dawn-karakter.
Generelt tjener det til US-versionens fordel, at der er flere større karakterer. Den frivole dranker Meredith. Angela og hendes bizarre plakater af jazz-spillende babye. Mindy Kalings fantastisk irriterende Kelly. Godmodige Phyllis, vrængende Stanley, Oscar og Toby som fornuftens upopulære stemmer. Eller den dybt dæmoniske gammelmandsarbejder Creed.
Hos briterne var flere bare baggrund. Artefakter for seriens mandlige hovedkarakterers afsindige påfund. Det tjente til UK-seriens realisme, at karaktergalleriet ikke var overdrevne sitcom-figurer som i ‘The Office’ (US), men det gav også færre strenge at spille på.
Point til den amerikanske holdindsats.
Britisk mådehold vs. amerikansk overflod: 3-3
Hvad er bedst? Lidt men godt, eller mere godt, men også mere skidt?
Den originale ‘The Office’ skylder meget af sin enorme kultstatus til sin begrænsede størrelse. 8 timer med enormt popkulturelt aftryk.
Amerikanernes 201 afsnit er utroligt meget mere end briternes 14.
Der er fordele og ulemper ved både den korte og den lange spilletid.
Det amerikanske ‘The Office’ fik lov til at finde et mere vedvarende succesformat, hvor den britiske føltes meget som et enestående pletskud af sin tid.
‘The Office’ (US) havde på grund af sin størrelse måske flere dårlige sæsoner (sammenlignet med den britiskes nul dårlige sæsoner), men også flere gode sæsoner. Flere enestående afsnit, gakkede påfund, booze cruises, bryllupper og uforglemmelige Chillys-middage.
Det er en del af den britiske versions eftermæle, at den føles tilfældig og uafsluttet på den gode måde. Men ved gensyn står det altså også klart, at den som sammenhængende serie er mange gode ting, men ikke helstøbt.
Den amerikanske sejrede sig ihjel med adskillige sæsoner for meget. Gervais og companys udskejelser blev skarpere undervejs og sluttede på toppen.
Point til briterne.
World’s best boss? 4-3
»World’s best boss« står der på Michael Scotts berømte kop, som han har købt til sig selv.
David Brent identificerer sig til gengæld sådan her: »Friend first and a boss second, probably an entertainer third«.
Så nu til det mest centrale og afgørende spørgsmål.
Hvilken ‘The Office’-version har den bedste chefkarakter?
For mit indre øje kæmper favoritøjeblikkene med dem begge om min opmærksomhed.
Evigt dramatiske Michael Scott der forsøger at stikke af fra Scranton ved at forvandle sit liv til en vagabondvise om et bortkørende godstog, men vælger et der holder helt stille. Michael Scott der grovæder en bakke »fettucine alfredo« for at carboloade inden et meget kort velgørenhedsløb. Carells komplette kontrol over Scotts übergenkendelige mimik og nasalitet.
Her er David Brent-stunderne mere simple. Det grisede glimt i øjet og det stive smil. En alt for skinnende brun jakke. Virkelig dårlige oplæg. Den altopslugende følelse af, at han desværre minder meget om et rigtigt menneske. Og selvfølgelig dansen.
Mens Carell er all american-go getter på hovedet og altid skruet op på 11, kan man ikke se skillelinjerne hos Gervais’ David Brent. Når det gælder uforudsigelighed og milimeterkomik, er englænderen i en ond liga for sig.
Der er en tendens til at tage for givet, at Steve Carell altid har været et kæmpe komedienavn. Men faktisk var ‘The Office’ hans gennembrud som 43-årig efter mange år i branchen uden den store hovedrolle. Scott rummer Carells største forcer, men kørte også i ring omkring utrætteligt overspil, der var veludført, men med tiden blev for velkendt.
I sidste ende går vejen til mit hjerte skrålende ned af Gervais’ sortkomiske alfaderhymne: »Free Love Freeway«. Et syngende, hoppende rumvæsen og måske den mest spidsfindige og indflydelsesrige komediekarakter i dette århundrede.
Brent og Scott er begge uovertruffent elendige chefer, men en af dem er dog den bedste værste.
Som vi lærte af de sidste sæsoner uden Carell ombord, var der ikke stor grund til at møde op på ‘The Office’, når chefen ikke var der. Derfor er det passende, at Gervais henter sejren hjem til briterne for at inkarnere David Brents forlorne vindertype til perfektion.
Lad os klappe ham ud til ‘Simply the Best’.
‘The Office’ (US) kan ses på Netflix, ‘The Office’ (UK) kan ses på HBO Max.