Jodie Comer – ’Killing Eve’
Villanelle er en lejemorder, som skiller sig markant ud fra de utallige dødsensfarlige dittoer i tidens serier. Hun er ikke kun en kold og kalkuleret dræbermaskine, men også drilsk, impulsiv, charmerende og svært glad for lyserøde kjoler.
Man holder kort sagt af hende – og selvom hun står bag et af de mest hjerteskærende dødsfald i på tv i år. Man ved aldrig, hvor man har hende, og om hendes udbrud af følelser er reelt eller bare endnu en maskerade.
At den unge Comer kan spille op til de fremragende præstationer fra Sandra Oh og vores egen Kim Bodnia, er noget af en bedrift. Hun er en af grundende til, at vi kårede ’Killing Eve’ til årets tredjebedste serie.
Stephan James – ’Homecoming’
Julia Roberts mindede alle om, hvorfor hun engang var så populær, med sin hovedrolle i Amazon-serien ’Homecoming’. Roberts var stærkest i scenerne, hvor hun interviewer den unge soldat Walter Cruz spillet af Stephen James. James duellerer med Roberts i naturlig charme, og kemien mellem de to gnistrer på skærmen.
’Homecoming’ holder sine hemmeligheder tæt til kroppen, men James er med sin oprigtighed og gradvise tvivl et centralt anker for vores interesse. Han er livsglad og karismatisk, men åbner også op for seriens mest følelsesladede øjeblikke, når han fortæller om sine krigstraumer.
James spiller hovedrollen i Berry Jenkins’ (’Moonlight’) kommende ’If Beale Street Could Talk’ (dansk premiere 14. februar) og skulle bære filmen med bravur. Det lader til, at en ny stjerne er født.
Eliza Scanlen – ’Sharp Objects’
Når man som blot 19-årig kan stjæle billedet fra den fem gange Oscar-nominerede Amy Adams, så ved man, der er tale om et talent af en særlig støbning. Og det kan Eliza Scanlen som den gådefulde Amma i ’Sharp Objects’.
I en serie fyldt med stærke karakterer og skuespilpræstationer stak Eliza Scanlen som den gudefulde lillesøster Amma ud med årets måske mest urovækkende præstation.
I vores opsummering af serien, skrev vi: »Med rollen som den dybt forstyrrede efternøler Amma har Eliza Scanlen manifesteret sig som et lysende talent. Amma med de skiftende personligheder – fra pirrende seksualobjekt på rulleskøjter til lillepige ved dukkehuset og griseinteresseret på slagteriet (!) – var seriens scoop og et eftertrykkeligt eksempel på, hvor dybt man kan skade et menneske«.
MJ Rodriguez – ’Pose’
Det er svært at fremhæve én skuespiller fra ’Pose’, der som ensemblestykke er fyldt til randen med eksplosive præstationer af nye navne, men MJ Rodriguez formår alligevel at brænde ekstra meget igennem.
I en tid, hvor Hollywood kæmper med en fortjenstfuld repræsentation af minoriteter, er det kærkomment, at en transkvinde som MJ Rodriguez får en rolle, der sprænger stereotyperne.
Som lederen af udbryderhuset Blanca Evangelista, Blanca, brænder Rodriguez igennem med styrke og attitude, men uden at give slip på menneskeligheden og sårbarheden.
Harris Dickinson – ’Trust’
Ligesom de mange stilistiske udskejelser i Danny Boyles ’Trust’ er stjerneskuddet Harris Dickinson et uhyre underholdende bekendtskab. Med sin ukuelige ungdommelige charme er han lige dele sympatisk og pisse irriterende.
Man forstår hans opgør med sin bedstefars (Donald Sutherland) konservative bagland, men er lige så forstående, når bedstefaren nægter at betale løsesummen, efter han er blevet kidnappet.
Og flere har lagt mærke til Dickinsons facetter. Han skal spille med i Xavier Dolans (’Mommy’) kommende film ’Matthias & Maxime’. Dolan får altid fremragende præstationer ud af sine skuespillere, og vi glæder os til at se, hvad han kan få ud af Dickinson.
Alba August – ‘The Rain’
Man kan sige meget om den første danske Netflix-serie – og det har vi gjort her – men i Alba August havde den et troværdigt centrum, der fastholdt interessen, selvom både begivenhederne og nogle af de omkringliggende skuespilpræstationer var mindre overbevisende.
Som datter af Bille og Pernilla August har Alba det ikke fra fremmede, og næste år får hun et endnu bredere gennembrud, når hun spiller Astrid Lindgren i ‘Unge Astrid’ med en præstation, som allerede har fået stor ros efter premieren på Berlin-festivalen. Den 25-årige skuespiller har et interessant ydre, der kommunikerer et rigt indre liv af både følsomhed og viljekraft, hvilket hun fik brug for i rigt mål som Simone i den dystopiske serie om en verden, hvor regnen er giftig. Hun er det emotionelle anker, og man tror både på hendes reaktioner og replikker, ikke mindst i forholdet med lillebroren, som hun sætter alt ind for at beskytte.
August skal også medvirke i ‘Ondskab’-instruktør Mikael Håfstrøms kommende, svenske ‘Quick’ med David Dencik, og der er ingen tvivl om, at hun ligesom netop Dencik har en stor fordel i, at hun kan begå sig flydende på både dansk og svensk. Det skaber grundlag for en lovende alsidig karriere.
Jesper Groth – ‘Klaphat’
Ingen kunne være i tvivl om, at Jesper Groth er et komisk naturtalent, efter at have set Mads Rosenkrantz Grages no budget-film ‘Muskelsvindler’ fra sidste år, hvor Groth spiller en evigt ævlende kørestolsramt fyr og Birthe Kjær-fan, der er lige dele ledsager og nemesis for Elliott Crosset Hoves ligeledes kørestolsbundne Hjalte på roadtrip mod fodbold-slutrunde.
Og talentet bliver kun understreget i Grages tweakede genindspilning af selvsamme fortælling som DR3-webserie under titlen ‘Klaphat’, der fik premiere tidligere i december. Alle dialoger er improviseret frem, og det gør kun Groths endeløse tirader om den ene mere ligegyldige ting end den anden så meget desto mere imponerende. Jesper Groths William er en storskrydende, selvindbildsk, über-politisk korrekt figur, der i sidste ende også er ret elskelig.
Groth, der er uddannet skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole, har en sjælden intonation og timing, hvilket man også kunne forsikre sig om i ‘Journal 64’, hvor han leverer filmens sjoveste scene som håbløs jobansøger til Afdeling Q i de vel blot 15-20 sekunder, han er med. Bliver Jesper Groths kvaliteter brugt ordentligt, kan han blive rigtigt, rigtigt stor.
Amalie Lindegård – ’29’ og ’30’
Amalie Lindegård er skidegod til at spille skideirriterende. Og det mener vi som den varmeste kompliment.
Selvom hendes birollekarakterer i både Julie Rudbæk og Jesper Zuschlags komedieserie ’29’ og opfølgeren ’30’ og sidste års ’Yes No Maybe’ på DR 3 er små, formår Lindegård nemlig at puste så meget liv og komisk timing i de skrappe, dobbeltmoralske typer, at man klukker og græmmer sig i lige mål, og skuespillerinden strålede især i ’30’s forrygende syvende afsnit ’Var du stiv i går?’ (som vi har på listen over årets bedste). Her gav Lindegård den som hovedpersonen Julies veninde og bridezilla, hvis polterabend eskalerer i vild druk og mandestrip, inden brandertens eufori glider over i mere fulde-følelsesladede tvivlsspørgsmål om, hvorvidt hun overhovedet stadig gider gommen, efter forholdet er druknet i bleer.
Lindegård mestrer balancegangen mellem komisk furie og pludselig sårbar ærlighed, hvorfor vi gerne ser meget mere til hende i det nye år.
Liv Lisa Fries – ‘Babylon Berlin’
Tom Tykwers imponerende mellemkrigsepos ’Babylon Berlin’ var en af 2018’s bedste serier, i høj grad takket være det velspillende cast med Liv Lisa Fries’ (kendt fra 2008-filmen ’Bølgen’) charmerende, flerfacetterede flapper Charlotte som den lysende stjerne i 1920’ernes Berlins grå gader. Fries vekslede sømløst mellem handlekraftig detektiv-in-spe over for Volker Bruchs PTSD-ramte Tintin-helt (og flirt) Gereon Rath, hårdtarbejdende datter i en arbejderklassefamilie og forførende dominatrix-luder i nattelivet, og hendes udstråling var magnetisk med en snert af pirrende uudgrundelighed.
Skuespillerinden havde også en mindre rolle i dette års ’Counterpart’ med J.K. Simons (og Ulrich Thomsen!), men det var kraftpræstationen i ’Babylon Berlin’, der blæste os bagover.
Jessica Barden – ‘The End of the Fucking World’
Engelske Jessica Barden åbnede en dør på klem i vores hjerter for tre år siden med sin birolle som næseblodsromantiker i Yorgos Lanthimos’ ’The Lobster’. Og for to år siden stjal hun kortvarigt billedet i en blodtørstig birolle i Showtime-serien ’Penny Dreadful’s sidste sæson, hvori Barden spillede en barneluder, der får smag for dødelig afstraffelse af mænd.
Stærke sager, men det helt store gennembrud kom i år, hvor skuespillerinden ikke var mindre inciterende – eller morderisk – i den sorthumoristiske serieperle ’The End of the F****** World’. Barden spillede den utilpassede teenager Alyssa, der drages af den jævnaldrende psykopat James (Alex Lawther), og hendes deadpan-levering af seriens sarkasme formidlede både tvær strigle og undertrykt uskyld. En vidunderligt twistet præstation af en af morgendagens store stjerner.
Læs også: Årets fem bedste danske film – rangeret
Se listen: Årets bedste film ifølge Soundvenue – rangeret
Se listen: Årets bedste serier ifølge Soundvenue – rangeret