Matthew Perry er gået bort i en alder af blot 54 år. ‘Friends’-stjernen alt for tidlige død har selvfølgelig affødt en masse reaktioner på internettet.
De fem andre hovedrolleindehavere fra ‘Friends’ har endnu ikke skrevet om Perrys dødsfald på sociale medier. Det har andre kollegaer fra serien imidlertid.
En af dem er Maggie Wheeler, som spillede Janice, Chandler Bings kæreste, ekskæreste og langvarige flirt.
»Hvilket tab. Verden kommer til at savne dig, Matthew Perry. Den glæde, du gav så mange i din alt for korte livstid vil leve videre. Jeg føler mig så velsignet af hvert kreative øjeblik, vi delte«, skriver Wheeler på Instagram.
Morgan Fairchild, der spillede Chandlers mor, Nora Tyler Bing, har også delt sin sorg online. »Mit hjerte er knust over min ‘søn’ Matthew Perrys alt for tidlige død. Tabet af en så strålende ung skuespiller er et chok«, skriver Fairchild på X.
»Min ældste kæreste. Vi elskede alle Matthew Perry, og jeg gjorde særligt meget«, skriver skuespiller Selma Blair, som spilllede Chandlers flirt Wendy i niende sæson af ‘Friends’. »Hver dag. Jeg elskede ham uden forbehold. Og han mig. Og jeg er knust. Mit hjerte er knust. Drøm sødt, Matty. Drøm sødt«.
Læs flere reaktioner fra blandt andre Viola Davis og Justin Trudeau, Canadas premiereminister og Perrys gamle klassekammerat, herunder.