’Konferencen’: Svensk Netflix-slasher brillerer i brutale mord
Tænker man på skandinaviske gyserfilm, er det højst sandsynligt ikke slasher-genren, man tænker på først.
Stilarten havde sin internationale storhedstid i 70’erne og 80’erne, og på dansk jord har vi udmærket os med værker som Ole Bornedals ’Nattevagten’ (der snart genopstår), Lars von Triers ’Riget’ og senest Christian Tafdrups ’Speak No Evil’, mens dansk-norske Joachim Trier har bragt os gyserromancen ’Thelma’, og især svenske Tomas Alfredsons mesterlige ’Lad den rette komme ind’ har gjort sig bemærket på et internationalt plan.
Men vaskeægte slasherfilm, hvor blodtørstige, maskerede mordere går brutalt amok på en flok naive mennesker, har der ikke været mange af. I hvert fald ikke nogle mindeværdige af slagsen.
Derfor er svenske Patrik Eklunds nye slasherkomedie ’Konferencen’ for Netflix en positiv overraskelse. Ikke fordi filmen opfinder den dybe tallerken eller bygger videre på genren, men fordi den beviser, at underholdende genrefilm i uhyggens tegn sagtens kan blive produceret i det kolde nord.
Som titlen antyder, foregår ‘Konferencen’ i de mest ubehagelige omgivelser, man kan forestille sig – en teambuilding-konference for en gruppe brogede kommunalt ansatte ude i den svenske natur. Tilsæt en hævntørstig gorpcore-morder, og du har Sveriges bud på en slasher.
I Kolarsjön Ferieby skal der i fællesskab lægges de sidste planer for det første spadestik, der skal gøre lokalområdet attraktivt for turister med et storcenter, IKEA, og alt hvad der ellers hører til. Foruden det står den på peptalk, ziplining og konstruktion af DIY-tømmerflåder, som skal bringe flokken tættere sammen.
Hvad kan gå galt?
Allerede fra begyndelsen kan man fornemme den anspændte stemning, når gruppens unge stjerneskud Jonas (Adam Lundgren) med slikhår og maniske øjne dirigerer tropperne gennem sangen ‘Hjulene på bussen’ – og med tropperne menes egentlig bare hans røvslikker sidekick Kaj (Christoffer Nordenrot), der øjeblikkeligt giver makkerparret karakter af en svensk udgave af Michael Scott og Dwight Schrute.
Lina (Katia Winter), som lige er vendt tilbage på arbejde efter et længere stressforløb, bliver omgående iscenesat som den formodede final girl, der skal finde sig til rette blandt sine kollegaer igen, hvor hun ikke kan rumme størstedelen.
Der går heller ikke længe, før Lina begynder at opdage fugt i fundamentet, når det gælder Jonas’ planer for byfornyelsen. For hun mindes ikke selv at have underskrevet papirerne til projektet, mens der ovenikøbet lader til at mangle kompensation til den bonde, vis jord de skal bygge deres nye turistparadis på.
Selv som slasher-fan, må jeg erkende, at man ofte skal kigge længe efter et decideret plot, som stikker dybere end ‘unge, dumme mennesker tager ud i en hytte og knalder for derefter at blive massakreret af en voldspsykopat, der måske, måske ikke, er en af dem selv’. Og med det sagt, er der heller ikke det store at komme efter rent plotmæssigt i ’Konferencen’.
Karaktererne er også her temmelig endimensionelle. Dog er det et interessant valg at skifte de klassiske dumme teenagere ud med ansatte fra den offentlige sektor i forskellige aldre. Specielt den ældre generation der gerne vil have, at tingene bliver gjort, som de altid er blevet gjort, og ikke som i Jonas’ ’Wolf of Wall Street’-fantasier, spiller en særlig rolle, når det begynder at blive blodigt.
Til gengæld brillerer filmen på overraskende vis, når det kommer til, hvad det hele i virkeligheden drejer sig om: kills!
For her får den ikke for lidt, og det bliver gjort med stil og et glimt i øjet. Både feriebyens personale og de kommunalt ansatte bliver pillet én efter én på opfindsom vis med alt fra elektriske bådmotorer til stegepander og morderens nøje planlagte fælder i det omkringliggende skovområde.
Et af ’Konferencen’s største trumfkort findes i den skarpsindige og kreative klipning, der i flere omgange får én til at trække på smilebåndet. Eksempelvis under en transition, hvor et offer bliver hamret ihjel af en kæmpe mukkert bliver en flaske champagne, der poppes i en jacuzzi.
Komediedelen rammer ikke altid plet, og dialogen halter til tider, men det kan som vanligt for genren også være en del af charmen. For de sjoveste øjeblikke i filmen finder man i de kreative nedfældninger begået af den mutte morder, der i øvrigt er iført et kæmpe smilende maskothoved af en svensk spejder. Brugen af praktiske effekter er også altid velkommen.
Det er ikke til at spå, om ’Konferencen’ kan gå hen og blive en skandinavisk kultklassiker, men én ting er sikkert. Der må bestemt gerne komme flere af dens slags.
Kort sagt:
’Konferencen’ overrasker med en række af opfindsomme kills, iscenesat gennem kreativt kameraarbejde, der står for store dele af filmens humor.