‘The Fall of the House of Usher’: Man labber Mike Flanagans nye spændingsserie i sig fra start til slut
Vi er efterhånden nået til det punkt, hvor Mike Flanagan bare kan få carte blanche til at lave, hvad han har lyst til, og så skal jeg nok tune ind på premieredagen med popcorn og et halvt døgn reserveret i kalenderen.
Siden 2017 har han leveret gys og gru med kvalitetssikret præcision som et schweizisk ur.
Den Stephen King-baserede ’Gerald’s Game’ er en Netflix-perle, der slet ikke har fået nok opmærksomhed, ’The Haunting of Hill House’ er ti af de mest uhyggelige timer, jeg nogensinde har brugt foran et tv, ’Doctor Sleep’ er meget bedre, end den har lov til at være, når man tager højde for, hvor umulig en roman den har været at filmatisere, ’The Haunting of Bly Manor’ er en velovervejet slowburner, ’Midnight Mass’ er besynderlig og original og dybt forstyrrende, og ’The Midnight Club’ er gåsehud for YA-publikummet.
Det nyeste skud på stammen, ’The Fall of the House of Usher’, er Flanagans svar på, hvad der ville ske, hvis Edgar Allan Poe og Adam McKay havde skrevet en tv-serie sammen.
Det er et gedigent klasseværk og uden tvivl det bedste, Flanagan har skabt siden ’Hill House’. Hvilket altså ikke siger så lidt.
Serien er baseret på forfatteren Edgar Allan Poes oeuvre, heriblandt gåsehudsfremkaldende noveller som ’The Raven’, ’The Tell-Tale Heart’, ’Annabel Lee’ og, selvfølgelig, ’The Fall of the House of Usher’ (’Huset Ushers fald’).
Men Flanagan har begivet sig ud i at modernisere Poes værker på en måde, han ikke har forsøgt sig med tidligere (hverken med Shirley Jacksons ’Hill House’ eller Henry James’ ’The Turn of the Screw’). Om han har set ’Succession’ eller ej, skal jeg ikke kunne sige (om end jeg har en ret klar ide), men han har med garanti fulgt med i den amerikanske opioid-krise og Sackler-familiens utilbørlige forretningsimperie, for med en blanding af teknisk snilde og transparant parodiering af virkeligheden lykkedes det Flanagan at skabe en serie, der både føles gotisk og gammel og ny og aktuel.
’The Fall of the House of Usher’ følger pater familias Roderick Usher (Bruce Greenwood), hans søster Madeline (Mary McDonnell) og hans seks børn – Frederick, Napoleon, Tamerlane, Victorine, Camille, Prospero (alle sammen spillet af Flanagan-alumne) – da en række tragiske og mystiske hændelser begynder at hærge familien.
Nogen, eller noget, er ude på at vælte den dekadente amerikanske adelsfamilie, og Roderick og Madeline – og deres ukuelige højre hånd Arthur Pym, spillet fuldkommen eminent af Mark Hamill – vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at redde deres pille-imperium.
Men kan man redde et hus, der er råddent fra kælder til kip?
I løbet af otte timelange afsnit fortæller en medtaget Roderick sin livshistorie til sin ærkerival, advokaten Auguste Dupin, over en knitrende pejs og verdens dyreste flaske champagne, og efterhånden nærmer seeren siger mere og mere kanten af stolen. Den snigende opbygning af spænding og mystik, de endeløse, ubesvarede spørgsmål, den mærkværdige fantomkvinde, de puslende lyde fra kælderen, muren, der klirrer, katten i væggen, ravnen på søjlen …
Det hele er én stor velsmurt maskine, og man labber det i sig fra start til slut.
Det skal dog siges, at ’The Fall of the House of Usher’ ikke er en gyserserie så meget, som det er en spændingsserie med uhyggelige elementer. Der er (næsten) ingen spøgelser i krogene og kanterne af skærmen, ingen blødende, karmoisinrøde vægge, og kun et meget behersket antal jumpscares.
Her handler det primært om den gode historie, den knivskarpe dialog, de ekstremt velskrevne, velspillede scener, der nærmest føles som et lille kammerspil i sig selv, og den ulmende, klaustrofobiske uhygge, der hænger som et damoklessværd over hele fortællingen.
Flanagan bruger ingen billige kneb og springer aldrig over, hvor gærdet er lavest – han giver sig tid til at fortælle historien i sit eget tempo, fordi han stoler på, at vi er med ham hele vejen.
Det er en selvsikkerhed, der i den grad kan mærkes. ’The Fall of the House of Usher’ var det sidste værk i hans Netflix-kontrakt, så lad os håbe, at Amazon Prime har lært, at de bare skal give manden en pose penge og frie tøjler, og så kommer der noget forrygende ud i den anden ende.
Kort sagt:
’The Fall of the House of Usher’ er ikke lige så uhyggelig som ‘The Haunting of Hill House’, men til gengæld er den propfyldt med spænding og mystik og velspillede, velskrevet scener, der gang på gang overgår sig selv. Så tænd dit græskar og dit tv – og lad Usher-familien sørge for resten.