’The Midnight Club’: Mike Flanagans teenagegyserserie på Netflix er Hill House Light
Var du også ved at kravle om bag sofaryggen under ’The Haunting of Hill House’? Så du lysende øjne i natten efter ’Midnight Mass’?
Og reviderede du dit forhold til mistænkeligt snusfornuftige rollinger efter ’The Haunting of Bly Manor’?
I så fald vil det givetvis være med nakkehårene på spring, at du trykker play på ’The Midnight Club’, den nyeste Netflix-gyserserie fra den myreflittige skaber af alle tre ovenstående titler, Mike Flanagan.
Men frygt ej.
Som en af dem, der selv så ’Hill House’ med minimum fire fingre for øjnene, tør jeg godt love dig for, at du snildt kan komme igennem ’The Midnight Club’ uden at kompromittere dine ambitioner om at spare på elpærerne i efterårsmørket.
Flanagans nyeste projekt er således ikke blot hans yngste målt på castets alder, det er også et af hans mindst uhyggelige (på filmfronten tæller Flanagans værker blandt andre ’Doctor Sleep’ og ’Hush’). Om end det heldigvis ikke er lig med ringe underholdningsværdi.
’The Midnight Club’ er baseret på YA-romanen af samme navn af Christopher Pike, og titlen er ikke overraskende en bittersød ode til John Hughes’ 80’er-klassiker ’The Breakfast Club’: Sidstnævnte handler om en flok gymnasieelever, der under en eftersidning på skolens bibliotek deler ud af deres livshistorier, mens ’The Midnight Club’ introducerer en gruppe terminalt syge unge, der hver nat mødes for at spinde spøgelseshistorier foran pejsen i deres hospices bibliotek.
Historier, der bliver et redskab til at bearbejde virkelighedens dæmoner og den evigt nærværende dødsangst.
Fra afsnit til afsnit springer serien mellem skildringen af de unges liv i den gotisk-udseende ’herskabsvilla’ (man er vel i Flanagan-land) og farverige filmiske realiseringer af spøgelseshistorierne, hvori teenagerne selv indtager hovedrollerne. Grebet giver ikke alene Flanagan rig lejlighed til at boltre sig i en bred vifte af genrer, fra seriemordere til sci-fi, men også til at yde kæk fanservice ved at placere en række af sine faste voksenskuespillere i skæve småroller.
Og sekvenserne er i så høj grad seriens største trumfkort, at jeg til tider i min begejstring noget nær glemte alt om den egentlige rammefortælling.
På papiret er der ellers nok ’American Horror Story’-uhygge at komme efter i hele creepy-hospice-præmissen, med ’Nightmare on Elm Street’s scream queen Heather Langenkamp som bestyrer, skjulte kælderrum og en mystisk kult, der måske-måske ikke engang begik dystre gerninger på grunden.
Blandt de unge er navnlig det tidligere TikTok-fænomen og makeupartist Ruth Codd storspillende som en eks-ballerina med amputeret ben og giftig sarkasme (Codd har også selv fået amputeret et ben), men seriens plottwists kan spottes på kilometers afstand, og for mange tråde blafrer i vinden mod slutningen, som havde Flanagan glemt et afsnit eller to på klippegulvet.
Hertil kommer den relativt gigantiske manus-kamel, der er forældrenes velvillighed til at sende deres dødeligt syge poder væk hjemmefra i første omgang. Jovist, én er forældreløs, mens en andens mor og far har visumproblemer, men det er alligevel meget at bede seeren om at tro på, at nogen forælder ville lade deres barn dø alene i et afsidesliggende palæ. Uagtet at der er yoga og fancy salater på menuen.
Hos Flanagan har ingen rationelt løftet plotpegefinger dog nogensinde stået i vejen for et jumpscare eller ti (en gysertrope, serien simultant tager pis på og bruger til overflod), og mere kontroversielt er da også anslaget til en vis romantiserende lækkerhedsdyrkelse af de overraskende rørige unge.
YA-film og seriers uskønne dødsforelskelse har været en omdiskuteret underholdningstendens siden ’En flænge i himlen’, og ’The Midnight Club’ balancer på en knivsæg mellem sorgporno og mere nuancerede billeder på karakterernes afmagt over, hvorfor det lige er dem, der har trukket det korteste strå i tilværelsen.
Det er udelukkende spøgelseshistoriernes sorthumoristiske eksistentielle krumspring, der redder seriens ’nutidsspor’ i 1990’erne fra at kamme over, og afsnit 2, 7 og 8 især emmer herligt af det Flanagan’ske brand af Gribende Gåsehud – minus Bent-Neck-damer og vampyrengle.
Var der nogen, der sagde Hill House Light?
Kort sagt:
’The Haunting of Hill House’ og ’Midnight Mass’-skaberen Mike Flanagan har begået en noget ujævn, men ikke desto mindre svært underholdende, farverig teenagegyserserie, man snildt binger på en weekend.
Anmeldelsen er baseret på hele serien.