Havde Mads Mikkelsen fået sin vilje, havde den kendte torturscene i ’Casino Royale’ været mere kinky end ubehagelig.
I scenen tortureres en nøgen James Bond (Daniel Craig) af skurken Le Chiffre (Mikkelsen). Og ifølge Mikkelsen forsøgte han og Daniel Craig at improvisere scenen i en lidt vildere retning, men blev prompte stoppet af instruktør Martin Campbell.
Det fortalte han under et interview på Zürich Film Festival (via Variety).
»Der var den her scene, hvor jeg kildede hans testikler med et reb. Vi havde så mange idéer, og instruktøren kiggede bare på os og sagde ’Gutter, kom tilbage. Det er en Bond film’«, husker han.
‘Casino Royale’ var Daniel Craigs debut som James Bond, og ifølge Mikkelsen dannede deres fælles baggrund i indiefilm grobund for et godt samspil.
»Han var den nye Bond, og alt ved ham var ’forkert’. Hans højde, hans næse, hans hår. Jeg tror, at han var glad for, at jeg også kom fra indiefilm. Han havde en partner in crime«.
Mads Mikkelsen er aktuel med ‘Bastarden’, som han var i Zürich for at promovere.