Det har været et par intense år for Austin Butler, der har skulle ofre meget af sit liv, helbred og udseende for at spille rollen som musikikonet Elvis Presley i Baz Lurhmanns spraglede biopic, hvilket førte til, at han blev indlagt dagen efter optagelserne var færdige, samt i rollen som skurk i den kommende ‘Dune: Del 2’, hvor han måtte sige farvel til hårpragten til fordel for et frygtindgydende, skaldet look.
Derfor var det med åbne arme, at den amerikanske skuespiller kunne træde lidt ned i gear, når det kom til sin rolle i Jeff Nichols’ hypede motorcykeldrama ‘The Bikeriders’, hvis trailer udkom i sidste måned. Det fortæller Butler til Interview.
»Efter spektaklet med ‘Elvis’ og ‘Dune’ samt de her karakterer, som var meget anderledes end mig, var det at kunne gå hen et sted, hvor – der er en intim følsomhed over ‘The Bikeriders’«, siger han og fortsætter:
»Det er de brølende motorer og lugten af olie, vi fik lov til at være omkring. Det var dejligt at deltage i noget, der føltes mere uafhængigt og lege i den verden for en stund«.
I samme interview fortæller Butler om sin erfaring med at spille overfor Tom Hardy, hvis evne til at tænde for en seriøsitets-knap, når kameraet begyndte at rulle, »overraskede« ham, og mindede ham om en hvis legendarisk skuespiller:
»Jeg forestillede mig ham som en grizzlybjørn, altid alvorlig. Og i virkeligheden er han en af de sjoveste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Han ville lave sjov, indtil der blev råbt action, og så blive den mest intense fyr, jeg nogensinde har set. Det minder mig om historierne, jeg har hørt om Marlon Brando, der snakkede med kameramanden, indtil der blev råbt action«.
Austin Butler medvirker desuden i Steven Spielbergs kommende krigsserie ‘Masters of the Air’, der følger i ‘Band of Brothers’ og ‘The Pacific’s ånd.
Det vides endnu ikke, hvornår ‘The Bikeriders’ får dansk premiere.