Det skulle jo ske!
Med udgivelsen af storhittet ‘The Super Mario Bros. Movie’ tidligere i år annoncerede spilvirksomheden Nintendo, at de ville transformere sig til at fokusere på andet end spil og spilkonsoller.
Nu har transformationen plantet det første frugtbare træ.
Og hvor ellers skulle man kigge hen end den anmelderroste og storsælgende spilserie ‘The Legend of Zelda’, der nu står til at blive en live-action-film?
Filmen, som først kommer om »mange år«, bliver et samarbejde med Sony, mens Wes Ball, instruktøren bag ‘Maze Runner’-trilogien, skal stå i spidsen.
Den legendariske computerspildesigner og skaberen af franchisen, Shigeru Miyamoto, og produceren Avi Arad (‘Spider-Man: Across the Spider-Verse’, ‘Morbius’) skal producere filmen, skriver Nintendo i en pressemeddelse.
Annonceringen følger succesen med Universals ‘Super Mario Bros.’-film, som indtjente over en milliard dollars, og udgivelsen af ‘The Legend of Zelda: Tears of the Kingdom’, der modtog topkarakterer af spilanmeldere verden over.
I modsætning til Mario-filmen vil Zelda-filmen dog være live-action, hvilket betyder, at der skal findes skuespillere til Link, Zelda, Ganon og co.
Det bliver en af de mere interessante casting-processer at følge.