På fredag kan man opleve den danske komediefilm ’Polle Fiction’ på biograflærredet igen.
Ja, du læste rigtigt. ’Polle Fiction’, den skamløst ringe film fra 2002, som anmelderne i kor uddelte verbale øretæver til, bliver eksklusivt vist i en nymastereret udgave i blandt andet den aarhusianske nichebiograf Øst for Paradis og i Cinemateket i København.
En enlig, tilfældig svale fra Snave?
Næ nej. Filmen har for nylig ligget i top 20 på listen over de mest lejede film på Blockbuster i Danmark i ni uger i træk. En liste, der ellers domineres af film, som kommer direkte fra et solidt liv i biografen.
What!
Er Søren Faulis reklamebaserede komedie ved at blive en – tør man overhovedet sige det – kultfilm her 20 år efter premieren?
For at undersøge sagen gjorde jeg noget, jeg aldrig havde troet, jeg skulle udsætte mig selv for i mit virke som filmskribent.
Jeg genså ’Polle Fiction’.
Bunden er nået
Da den danske komedie ramte de danske biografer i 2002, var figurer som Polle, hans venner Heino og Jøgge samt den karismatiske DJ Harske Hubbi allerede velkendte ansigter.
Sonofon havde skabt en landeplage med reklamerne, hvor de enfoldige fynboer blev brugt til at demonstrere mobiltelefonens funktioner som at skrive sms’er og modtage vittigheder direkte på mobilen. Simpler times.
Det banede vejen for den første danske film baseret på et reklameunivers, og reklamernes instruktør Søren Fauli tog selv opgaven på sig. Han var både kendt som kultinstruktør med film som ’De skrigende halse’ og som en opfindsom reklamemand, så matchet var oplagt.
Sonofon havde pengepungen fremme for at hjælpe med et budget på 13 millioner kroner, hvoraf de støttede med halvdelen.
Filmen blev dog ikke just modtaget med stående applaus hos anmelderne.
»Jeg ville end ikke anbefale min værste fjende at se filmen«, skrev Kristeligt Dagblad.
»Det er en skam, at denne rystende rapport om samfundets bærme fejlagtigt lanceres som en komedie, hvad der kan give sagesløse mennesker indtryk af, at ’Polle Fiction’ er en morsom film. Det er den ikke. Slet ikke«, skrev Berlingske Tidende.
Og Ekstra Bladet mente, at »bunden ikke er nået, før du har set ’Polle Fiction’«. De kvitterede med fem lokummer, da bedømmelsen ikke var mulig inden for det kendte stjernesystem.
Det stoppede imidlertid ikke filmen fra at blive en publikumssucces med små 300.000 solgte biografbilletter og 100.000 dvd’er. Samtidig blev sherifstjerner, ‘lagkageåbneren’, der knapper en hel kasse øl op på én gang, og udtryk som »mobilos« og »det var sgu en han!« folkeeje.
Byskiltene fra den rigtige fynske by Snave blev stjålet i flæng – et problem, der stadig hærger ved Assens kommune.
Og Jens Andersen, den dygtige skuespiller bag Polle fra Snave, har mere eller mindre siden måttet kæmpe for at blive set som andet end den ikoniske vestfynbo.
Men nu ser det altså ud til, at Puch Maxien er kørt op på siden af ham. Igen.
De lange lys på
Trods dårlige anmeldelser bliver nogle film som bekendt bedre med tiden. ’Starship Troopers’ fra 1997 var notorisk kritikerforhadt, da den udkom, men er siden vokset til en kultklassiker. Det samme kan man sige om ’Wet Hot American Summer’ og ’The Rocky Horror Picture Show’. Og selvfølgelig verdens værste film: ’The Room’!
’Polle Fiction’ følger den kejtede ungkarl Polle (Jens Andersen), der stadig bor hjemme hos forældrene i landsbyen Snave på Vestfyn. Da en arbejdsulykke giver udsigt til erstatning, bliver den storbarmede, liderlige blondine Lilian (Petrine Agger) pludselig interesseret i ham. Særligt en Miss Wet T-shirt-konkurrence lokker den Puch Maxi-kørende mand på bryllupstanker.
Trods Lillians barm – som hele byen (og filmen) er meget optaget af – forsvinder Polles følelser for hende, og i stedet blomstrer en kærlighed til pizzeria-medarbejderen Solaima (Sigri Mitra Gaïni), som konsekvent bliver kaldt ’Sharwarma’ eller ’Falafel’.
Søren Malling spiller kørelæreren Karsten KK, der begår deciderede overgreb på kvinder, og som også har et godt øje til Solaima.
»Nåå, man har nok rigtig fået de lange lys på, hva?«, siger han, mens han sultent kigger på en kørerelevs bryster og sniger sin hånd hen for at befamle barm og lår. Alt sammen i en vittig og hyggelig tone.
Forsvaret vil selvfølgelig lyde, at filmen er satire, og at det er meningen, at vi skal se Karsten Kørelærer som en skidt karl. Men når kvindernes eneste rolle er at blive befamlet, knaldet og få diskriminerende øgenavne, fremstår filmen alligevel selv som en vulgær omgang chikane pakket ind i en komedieform.
Ud over en plat og bedaget humor giver det andet problem ved gensynet af ’Polle Fiction’ næsten sig selv: Plottet og karaktererne får en Michael Bay-film til at virke som det rene Tolstoj til sammenligning.
Som i reklameforlægget er Polle ikke dybere end en vandpyt. Han er stadig bare frygteligt naiv og torskedum: en landsbytosse på steroider. Det gælder også Lillian, Karsten KK og Polles to ’kammerater’, Heino og Jøgge, der konstant mobber ham og giver ham dårlige råd. For mange tosser fordærver filmen. I en reklame kan det gå an, men så platte jokes i spillefilmlængde nærmer sig tortur.
Tearing me apart, Polle
Alligevel titter ’Polle Fiction’ altså hovedet frem her i 2023.
Filmens popularitet på Blockbuster skyldes formentligt, at filmen er blevet genudgivet på tjenesten, hvilket placerede den under ’senest tilføjet’-fanen og sikrede en prominent placering på sitets forside.
Dog er det langt fra alle udgivelser, der lander på top 20 af den grund, så »det siger absolut noget om, at der stadig er stor interesse for filmen 20 år efter udgivelsen«, lyder det fra Blockbuster i en mail til Soundvenue.
Tiden må vise, om ’Polle Fiction’ udvikler sig til at blive en kultklassiker i samme kaliber som ’The Room’, der har flere udsolgte visninger om året i danske biografer og får publikum til at kaste skeer mod scenen og råbe »You are tearing me apart, Lisa!« i kor.
Hvis vi skulle have en dansk pendant til verdens dårligste film, er ’Polle Fiction’ da et ret godt bud.
’Polle Fiction’ kan ses på Blockbuster og Cinemateket, Øst for Paradis og Cafe Biografen i Odense.