‘The Last of Us’ blev lidt af en tv-milepæl som både et seerhit og en sjældent vellykket adaption af et computerspil.
I starten virkede det ikke, som om HBO og serieforfatterne Craig Mazin og Neil Druckmann (også manden bag spillet) havde så travlt med at lave opfølgeren, men med succesen in mente blev det omvendt klart, at både HBO og verden gerne ville have sæson 2 at se hellere før end siden.
Og faktisk ville anden sæson allerede have været i optagelser, havde det ikke været for strejken blandt skuespillerne i Hollywood, fortalte HBO-chef Casey Bloys ved et presseevent i New York i går.
I stedet går HBO kraftigt efter, at optagelserne kan starte til foråret, hvor også endnu en ‘Game of Thrones’-spinoff skal starte indspilninger efter planen.
Det kræver selvfølgelig, at strejken er ophørt i god nok tid til, at det kan lade sig gøre – men mon ikke.
Det vil betyde en realistisk premieredato i 2025.
Neil Druckmann har tidligere teaset for ‘The Last of Us’ sæson 2 med et billeder, der introducerer en meget ventet karakter fra anden ombæring af spillet.