De syv vigtigste konklusioner efter ’Last of Us’-finalen – fra woke-kritik til seertal og kommende sæsoner

Tidens mest omtalte serie har rundet af for sæson 1 – og hvad kan man så tage med sig efter den foreløbige afsked med Joel og Ellie?
De syv vigtigste konklusioner efter ’Last of Us’-finalen – fra woke-kritik til seertal og kommende sæsoner
Pedro Pascal i 'The Last of Us'-finalen. (Foto: HBO)

1. En kæmpe succes!

’The Last of Us’ er blevet en bragende succes for HBO.

Finalen blev det mest sete afsnit i sæsonen på premieredagen søndag i USA med 8,1 millioner seere. Og HBO har fortalt, at de første seks afsnit i snit er blevet set af 30,4 millioner seere – med første afsnit tæt på 40 millioner. Dermed overgår serien ’House of the Dragon’, hvis afsnit ramte 29 millioner i snit.

Det er tal, der indikerer en stigende popularitet i løbet af første sæson, og ’The Last of Us’ har da også været det helt store (det eneste?) populærkulturelle serieomdrejningspunkt de seneste måneder.

Den danske udgave af HBO Max har ikke annonceret, præcis hvor godt serien har klaret sig herhjemme, men de kan fortælle, at finaleafsnittet også her var på højde med ‘House of the Dragon’.

’The Last of Us’ har da også i ugevis føltes som serien, alle talte om.

2. Hallelujah: Man kan lave en god spilfilmatisering!

Det har været en almenkendt sandhed i årevis, underbygget af alt fra ’Hitman’ til ’Max Payne’ og ’Tomb Raider’: Det er rigtigt svært at forvandle et spil til en god film eller serie.

Den sandhed er blevet udfordret de seneste år med blandt andet ’The Witcher’ og ’Arcane’, men ingen serie eller film har som ’The Last of Us’ anvist vejen for, hvordan man med succes overfører det involverende spilmedie til den passive skærmoplevelse.

‘The Last of Us’. (Foto: HBO Max)

En stor del af succesopskriften har utvivlsomt været holdet bag. Dels er HBO stadig landskabets mest kvalitetsbevidste serieudbyder. Dels sørgede de for at hyre to mennesker, som har et intimt forhold til spilforlægget, til at løse opgaven. Selvfølgelig først og fremmest Neil Druckman, som er manden, der har skabt spillet, og så manuskriptforfatter Craig Mazin, der er kommet med sin mere klassiske dramaturgiske forståelse, men samtidig også er en kæmpe spilnørd.

Mazin sagde det så glimrende, da vi mødte ham og Druckmann til en virtuel pressekonference i sidste uge, og han forholdt sig til, hvorfor spilfilmatiseringer så ofte går galt:

»Den største grund er, at dem, der laver filmatiseringerne, ikke kender kildematerialet særligt godt. De elsker det ikke, på den måde vi elsker det. Og det kan mærkes, når man ser det. De fanger ikke sjælen af det«.

3. Men kan man gøre det igen …?

Spørgsmålet er så, om vi i kølvandet på ’The Last of Us’ vil se en hel bølge af spiloverførsler, som bare rammer skiven. Det er nok mere tvivlsomt.

For ’The Last of Us’-spillet er jo netop også så hyldet, fordi det besidder nogle af de narrative kvaliteter, man måske typisk har forbundet med film eller serier. Det er, i det store hele, en undtagelse, et enestående spil. Og derfor er det heller ikke givet, at man med lige så stor succes kan finde fem-ti andre spil, der oplagt kan overføres med den fine kombination af stærk loyalitet over for forlægget og mod til at bryde ud af rammerne som ’The Last of Us’.

Men serien må om ikke andet stå som en inspiration for fremtidige pendanter, når det kommer til vigtigheden af at bygge univers, karakterer og relationer op – ligesom i alle andre serier, der ikke er baseret på et spil.

4. Ingen går fri af antiwoke-kritikken

Som en actionfyldt spilfilmatisering om en machomand i en zombiebefængt postapokalyptisk verden kunne man måske have troet, at ’The Last of Us’ ville vriste sig fri af tidens så dominerende woke/anti-woke-debat.

Men så var man naiv.

‘The Last of Us’ afsnit 7. (Foto: HBO)

For da Bill og Frank fik deres egen fortælling i afsnit 3, blev episoden godt gammeldags reviewbombed og nej, det handlede ikke bare om, at seere brokkede sig over at få serveret en kærlighedsfortælling midt i deres survival-serie. Det beviste antiwoke-kommentarerne på diverse brugersites tydeligt. Backlashet gentog sig forudsigeligt ved næste kærligheds-deepdive med Ellie og Riley i afsnit 7.

Det mærkværdige er, at både Bill & Frank og Ellie & Riley er hævet direkte fra spillet. Ja, Bill & Frank overført på en mere eksplicit og fyldig måde i serien, men alligevel. De homoseksuelle skildringer er ikke påklistret i et leflende pc-anfald, som nogle synes at mene – de kommer fra forlægget.

5. Pedro Pascal er perfekt

Vi kommer ikke uden om, at Pedro Pascal er man of the hour i tv-verdenen. Med ’The Mandalorian’ og ’The Last of Us’ på skærmen samtidig er han selve inkarnationen af streaminglandskabet lige nu.

Hans tiltalende, rolige, charmerende optrædener uden for serierne har blot forstærket den aura af Hollywoods mest elskede mand, der summer omkring ham for tiden, inklusive hans position som attrået daddy på sociale medier.

Den 47-årige chilensk-amerikanske skuespiller virker både sød, sympatisk og hvilende i sig selv, når han takker nej til at læse liderlige tweets op på den røde løber, revser homofober på Instagram og tager pis på det hele i en SuperMario/Last of Us-sketch hos SNL.

Peaker hans karriere lige nu? Det kan man sagtens forestille sig, så giv ham da bare al den hæder og kærlighed, han har fortjent.

6. Det er nemmere at bygge op end at runde af

En af de helt store styrker i ’The Last of Us’ var dens insisteren på at bygge langsomt op og bruge tid på et etablere karaktererne og deres forhold, både Ellie og Joel i centrum og de nye bikarakterer, der blev sat i scene hvert afsnit, som regel blot for at blive nakket inden rulleteksterne.

Der var også velforløst spænding undervejs, særligt pitstoppet i Kansas afsnit 4 og 5 kulminerende med, at en megabosset bloather rev hovedet af Jeffrey Pierce.

‘The Last of Us’ (Foto: HBO Max).

Men til sidst var det alligevel, som om balancen mellem tålmodighed og actionspækket klimaks var for svær at lande. Kontrasten mellem Joels tiltagende blødsødenhed over for Ellie og hans følelseskolde drabsorgie var mindre overbevisende sat op – og i hvert fald mindre effektfuld end den oplevelse, mange fortæller, de har haft med selvsamme slutning i spillet.

Endte loyaliteten over for spillet alligevel med at blive en hæmsko her til sidst?

Det skal blive spændende at se, om sæson 2 løser den udfordring, der ligger på knivsægget af tålmodig karakteropbygning vs. action, en tand mere overbevisende.

7. For ja, der kommer en sæson 2 – og mere til

Helt tilbage i januar annoncerede HBO, at der kommer en sæson 2 af ’The Last of Us’. Den er dog endnu ikke gået i produktion, så det er tvivlsomt, hvornår den rammer skærmen. Det kan meget vel først være i 2025.

Craig Mazin og Neil Druckmann har slået fast, at man ikke kan dække hele andet spil – der udkom syv år efter det første – på én sæson, så der kommer utvivlsomt mindst to sæsoner mere. Hvilket HBO helt sikkert blot vil bifalde. Med ’The Last of Us’ og ’House of the Dragon’ har man sikret sig to tentpoles, der vil holde abonnenterne til i årevis.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af