(Spoiler alert: Læs først, når du har set ‘The Last of Us’ sæson 1 til ende).
Det sidste, følelsesladede afsnit ’The Last of Us’ sæson 1 landede i går på HBO Max.
Ugen før stillede seriens skabere Craig Mazin og Neil Druckman op til en pressekonference for særligt inviterede medier, hvor de snakkede om spilfilmatiseringer, zombier og kærlighed.
Druckmann skrev i sin tid spilforlægget, mens Mazin tidligere stod bag katastrofeserien ’Chernobyl’. Med ‘The Last of Us’ har de skabt tidens mest omtalte seriehit.
Vi har samlet de bedste citater fra konferencen her:
1. Det var – modsat rygterne – ikke forbudt at sige ’z-ordet’ under optagelserne.
Mazin: »Jeg kalder dem hele tiden zombier. Jeg ved ikke, hvad alle snakker om. Vi kalder dem zombier hele tiden«.
2. Om historiens kærlighedstema og de komplikationer, der følger med at elske i serien – og om den moralske problemstilling i Joels mange drab for at redde Ellie til sidst.
Druckmann: »Vi tænkte på, hvordan vi kunne komme ind på det i hvert afsnit. Både det smukke og den glæde, der for eksempel kan komme ud af historien om Bill og Frank. Eller når det bliver en skæbne værre end døden, når en mand må dræbe sin egen bror, fordi han er inficeret. Og mest af alt de større og større ofre Joel må gøre for Ellie. Og på samme måde, hvad hun går igennem for at beskytte ham«.
Mazin: »Jeg synes, vi giver den betingelsesløse kærlighed alt for meget kredit som den højeste form for kærlighed. Betingelsesløs kærlighed betyder ingen betingelser. Og jeg har ikke en stålfast holdning omkring, hvordan det går i slutningen. Det har jeg ikke. Jeg er moralsk forvirret omkring det. Jeg synes, det er et svært valg«.
3. Om følelsen af at være fanget af sin empati for en karakter, der gør noget voldsomt – i spil og på tv.
Druckmann: »Nogle spillere ville snakke om, da de kom ind i operationsstuen og reddede Ellie til sidst, og sagde: ‘Hvorfor fik du mig til at dræbe den læge og de sygeplejersker?’ Så svarer jeg: ‘Jeg fik dig ikke til at dræbe sygeplejerskerne. Det valgte du’«.
»Det er en interessant tankeprocess, der sker der. Selv hvis du prøver at stå imod det, der sker, i det mindste i dine tanker, så er du i gang med at sige: ’Hvad ville jeg gøre?’«.
»For os er det en interessant samtale at sige: ‘Hvordan får vi seerne ind i det samme mindset’«.
4. Om scenen, der for første gang løfter sløret for Ellies oprindelse
Druckmann: »Jeg skrev det her korte manuskript om Ellies mor, og hvordan hun fødte Ellie og blev bidt på samme tid, og de var usikre på, om hun blev inficeret under fødslen. Og det blev til det her lille karakterdrama, der føltes, som om det taIte til de samme temaer om forældrekærlighed, og hvor meget du er villig til at gøre, selvom du er på dødens dørtrin«.
»Det hinter til nogle teorier om, hvorfor Ellie er immun, selvom vi ikke besvarer det spørgsmål fuldstændigt. Men vigtigere end det så bygger det forholdet mellem Marlene og Anna«.
5. Og om at caste Ashley Johnson – stemmen bag Ellie i spillet – til at spille Anne i serien.
Mazin: »At se hende føde sig selv på en måde og at se den genetiske forbindelse mellem hendes performance som Ellie og Bella Ramseys performance som Ellie var meget dyb«.
6. Om muligheden for at slutte anderledes end i spillet
Druckmann: »Hvis Craig kom og sagde: ‘jeg har tænkt på en anden slutning’, er jeg sikker på, at jeg ville spænde lidt op til at starte med og så høre forslaget. Men vores proces var: ’Lad os snakke det igennem’«.
7. Om hvorvidt aldersforskellen på Ellie fra det første til det andet spil kan blive en forhindring for, at Bella Ramsey kan fortsætte i rollen.
Mazin: »Vi ville tvinge hende til at komme tilbage i sæson to, hvis hun prøvede at sige nej«.
8. Om hvorfor spilfilmatiseringer ofte går galt
Druckmann: »Den største grund er, at dem, der laver filmatiseringerne, ikke kender kildematerialet særligt godt. De elsker det ikke, på den måde vi elsker det. Og det kan mærkes, når man ser det. De fanger ikke sjælen af det«.
Mazin: »Man kan ikke filmatisere spil ud fra kynisme eller kommercialisme«.