‘The Last of Us’-finalen var på ingen måde en happy ending

Efter at have overgået alle forventninger og gjort trætte spilfordomme til skamme med det ene mesterlige afsnit efter det andet gik HBO-serien ud med et antiklimatisk killing spree.
‘The Last of Us’-finalen var på ingen måde en happy ending

Hvis der er én ting, ‘The Last of Us’ har lært os, er det, at døden altid vinder over kærligheden. 

Bortset fra Bill og Franks forfærdeligt smukke farvel har de lykkelige slutninger ikke lige frem stået kø. 

Så selvfølgelig leverede finalen ikke sådan én. 

Men ‘Look for the Light’ leverede desværre heller ikke en afslutning, der for alvor kunne måle sig med det tårnhøje niveau. Hvor serien med en stort set uafbrudt strøm af enestående afsnit – tårepersende bagholdsangreb, fatale familiebånd, dybsindig western-leg og dybt uretfærdige ungdomsbrud – har sprængt rammerne for sin genre og banket ind i kranierne på alle fordomsfulde ikke-gamere, at spil også kan være rørende fortællekunst.

Vores helte nåede endelig frem til Fireflys hovedkvarter. Ellie og Joel så giraffen og kørte til sidst også mod solnedgangen i en stjålen minivan.

Men alt, hvad der skete derimellem, var et kulsort gravskrift for Joels heltemoral, der på lige lovlig demonstrativ vis lagde bolden op til mere mørke.

Nedkom med en runner

I åbningsscenen møder vi en fødende kvinde, der ligner Ellie som voksen så meget, at jeg glemte al fornuft i et øjeblik. Var vi ude i et monumentalt tidsspring frem a la ‘House of The Dragon’, hvor Ellie var voksen og kuren fundet?

Selvfølgelig ikke. 

I stedet fik vi endelig lov til at møde Ellies mor og få historien om den messias-mytiske verdensentré, der gjorde hende immun fra fødslen. 

Ikke ulig forrige afsnit inviterede ‘The Last of Us’ det melodramatiske indenfor, da moren Anna fødte alene i et forladt hus blot for at blive fatalt angrebet af en runner midt i veerne (typisk). Og efter kampen med den smittede var barnet ploppet ud mellem hendes ben! 

‘The Last of Us’. (Foto: HBO Max)

Ingen regler gælder i en zombieapokalypse og altså heller ikke de biologiske. Heller ingen dystopiserie uden en hæsblæsende solofødsel. 

Der blev dog bundet en fin sløjfe på castingvirakken fra sure fans ved at lade moren blive spillet af Ashley Johnson, der var spillets originale Ellie. Fødslen var en fuldbyrdet nytilføjelse til spillets historie og ifølge skaberne tænkt som en specifik easter egg-hyldest til Johnson, der oprindeligt ‘fødte’ Ellie-karakteren.

I flashbacket viste det sig også, at Firefly-lederen Marlene har holdt sin livslange forbindelse til Ellie skjult. Hun var i sin tid bedste veninder med mor Anna, gav hende af nåde en kugle for panden og fragtede den nyfødte datter videre i livet.

Som ‘The Last of Us’-universets alt for pragmatiske vrangversion af Hagrid fra Harry Potter.

Dræber-daddy 

Én gang pragmatiker altid pragmatiker. Død trumfer kærlighed. 

Da Marlene tog imod Joel og Ellie på målstregen af deres hæsblæsende mission, var det med en egentlig forudsigelig besked: At Ellie måtte dø. Dissekeres og doneres til forskning i en kur mod cordyceps. 

En ofring for den universelle nytteværdi, der egentlig er rimelig nok i en verden, hvor etisk råd er blevet ædt af zombier. Selvom ingen fans selvfølgelig ønskede, at Ellie skulle lade livet. Men ingen mindre end Joel, der lige havde sænket sine datter-traumatiserede parader.

Mens ‘The Last of Us’-succesen har fået hele verden til liderligt at tilbede Pedro Pascal som sexet far-fantasi, stod det for alvor klart i finalen, at Joels kærlighed til Ellie også gør ham til en skruppeløs dræber-daddy. 

‘The Last of Us’. (Foto: HBO Max)

Således blev drømmen om en bedre ‘The Last of Us’-verden for fællesskabet afblæst, da Joel skød den neurolog, der bryggede på en kur, in cold blood.  

Dermed føjede ‘The Last of Us’ altså både nybagte mødre og opererende kirurger til listen over, hvem der bliver skudt i prime time-underholdning.

Joels tiltagende antihelte-manerer har længe ulmet, men kulminerede altså i en ultimativ nedplafningsparade (for Ellie!), hvor han fik så lidt modstand, at det næsten virkede, som om det bare skulle overstås. En klassisk action-dræbermaskine med ét eneste blødt punkt, han vil forsvare til sidste blodsdråbe. 

‘The Last of Us’. (Foto: HBO Max)

Den eksistentielle elegance, ‘The Last of Us’ ellers har brilleret med, blev væk i kugleregnen, instrueret af dansk-iranske Ali Abbasi.

Da Ellie vågnede efter at have sovet gennem det hele, var deres forhold ændret for evigt. Ikke engang en Tolkien-tyk jokebog vil kunne genskabe makkerparrets nærhed, når Joels løgne kommer frem i lyset.

Vi skal nok være forberedt på en helt ny nuance af dark, når ‘The Last of Us’ vender tilbage i anden sæson.

Hvad havde vi regnet med? At Joel og Ellie ville ankomme til Fireflys hovedkvarter og leve lykkeligt til deres dages ende? 

Slet ikke. Men det fede ved ‘The Last of Us’ har jo netop været uforudsigeligheden.

Derfor føltes det sidste ‘The Last of Us’ som lidt af et antiklimaks. 

‘The Last of Us’ kan ses på HBO Max.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af