Er jeg typen, der bare per automatik klapper i mine små hænder, når min yndlingsserie vælger at sætte handlingen totalt i stå to afsnit før målet for at give mig et timelangt følelsesbetonet flashback uden betydning for plottet?
Jeg ville gerne svare ja, men det ville ikke være helt rigtigt. Det er meget fint, at serier gerne vil lave store dybdegående karakterportrætter, men de skal også respektere seernes behov for at føle, at vi bevæger os fremad, hvis plotmotoren først er løbet i gang.
Jeg var derfor noget skeptisk, da jeg fandt ud af, at ’The Last of Us’ på sin hidtil største cliffhanger – en potentielt dødeligt såret Joel – ville lade Ellie slentre ned ad mindernes allé til sidste gang, hun mistede én, hun holdt af. Til en fortryllende og i sidste ende skæbnesvanger nat i et indkøbscenter med boot camp-veninden Riley. Der ligger Joel og dør, og Ellie tænker på rulletrapper, karusselheste og teenagekys!
Men altså. Det var samtidig et modigt valg, hvor serieskaberne meget klart understregede, hvad det er for en serie, de gerne vil have, ’The Last of Us’ er.
For godt nok var flashbacket løftet direkte ud af udvidelsespakken ’The Last of Us: Left Behind’, der udkom i 2014, året efter det oprindelige spil. Her fragter Ellie den sårede Joel til netop et indkøbscenter, hvilket vækker mindet om hendes både romantiske og tragiske udflugt med Riley. Også i spillet viser Riley indkøbscentrets vidundere, og også i spillet deler de to hjerteveninder et forsigtigt kys:
Men ligesom mange nok vil have gennemført spillet uden denne sektion, kunne serieskaberne sagtens have valgt at udelade eller minimere flashbacket.
I stedet ophøjede de det til et helt afsnit. At forlade den fremaddrivende handling blot to timer før målstregen er et statement, der siger: Vi er her for karaktererne, vi er her for deres følelser og forhold til hinanden. At stikke skarpe genstande gennem zombiers kranier er sekundært.
To visioner for fremtiden
Jeg måtte da også hurtigt pakke min skepsis sammen. ’Left Behind’ viste sig at være essentielt.
Helt overfladisk fik vi svar på, hvordan Ellie fik sine sår og derigennem opdagede sin immunitet.
Men vigtigere oplevede vi en tiltrængt anden side af den Ellie, der i lange stræk har gemt sig væk bag spydige bemærkninger og onkelhumor på roadtrippen med Joel.
Hendes uindpakkede glæde og forbløffelse over at køre på rulletrappe og karrusel mindede os om, at hun stadig bare er et barn. Et barn, der burde leve et liv, hvor man opfinder Halloween-uhygge og arkadespil for at puste adrenalin i en udramatisk hverdag – frem for en tilværelse, hvor livstruende fare er noget, der er evigt til stede. Et barn, der burde opleve sit første (?) kys uden at risikere at blive ædt af en clicker bagefter.
I Riley og Ellies eventyrnat stod kontrasten mellem verden af i går og i dag stærkere frem end på noget andet tidspunkt i serien.
Den barnlige begejstring over oplevelser, der før var nærmest stereotypt almindelige, vidnede om alt det, Ellie kunne have haft, men aldrig får. Mens Riley og Ellies ideologiske indoktrinering krystalliserede sig som to visioner for fremtiden. Riley var begyndt at abonnere på Fireflyss rebelske oprørspolitik, hvor målet helliger midlet, mens Ellie pludselig så sig selv forsvare FEDRA-militærstatens argument for kontrol frem for kaos.
To yderpunkter med beslægtede faldgruber, inkarneret i den generation, der enten er billedet på klodens fortabthed eller på et spinkelt håb om en ny verdensorden.
Lidet ved de to intelligente piger, at Ellie bærer muligheden for en tredje vej.
Superkræfter
Efter ’Left Behind’ forstår man, hvorfor Ellie vil gøre alt for ikke at miste igen. Hun er ikke et menneske, der overgiver sig nemt til andre mennesker, så når hun gør, holder hun fast. Riley var dødsdømt, men Ellie nægter at acceptere, at Joel er det samme. Ellie er jo selv det lyslevende eksempel på, at håbet kan spire frem fra den mest håbløse situation.
Havde man et distanceret forhold til Ellie inden ’Left Behind’, har man det ikke efter. Man forstår hende på et andet plan, og det vil sandsynligvis vise sig afgørende inden seriens slutspil.
Hvordan hun fandt superkræfterne til at bugsere en hårdt såret mand på rundt regnet 90 kilo væk fra vinterlandskabet og i sikkerhed, får vi nok ikke svar på.
Til gengæld skal ’The Last of Us’ have toppoint for nu at have præsenteret to af populærkulturens smukkeste LGBTQ-romancer de seneste år uden at gøre et stort nummer ud af det. At den slags diversitet optræder så centralt og ubesværet i en postapokalyptisk genre, hvor de traditionelt maskuline værdier ofte har haft forrang, er bare optur.
Nu er der blot to afsnit tilbage af sæsonen, og mon ikke tilbageblikkene igen viger pladsen for en plotmotor med fuld fremdrift. Den fænomenale dansk-iranske instruktør bag ’Grænse’ og ’Holy Spider’, Ali Abbasi, har instrueret både afsnit 8 og afsnit 9. Please don’t fuck it up!
’The Last of Us’ kan ses på HBO Max.