Åbningsscenen i det nye afsnit ’The Last of Us’ understregede seriens største kvalitet

Cowboymyten blev dyrket, punkteret og dyrket igen i et følelsesmæssigt hårdtslående afsnit af HBO-serien.
Åbningsscenen i det nye afsnit ’The Last of Us’ understregede seriens største kvalitet
'The Last of Us' afsnit 6. (Foto: HBO Max)

(Spoiler alert – læs først når du har set ’The Last of Us’ afsnit 6)

Han red væk fra landsbyen og ud i solnedgangen som den ensomme cowboy, på en modvillig mission om at redde pigen og verden på vejen.

Westernmyterne blev pustet op, punkteret og dyrket igen i det nye afsnit ’The Last of Us’, der endnu engang manifesterede HBO-seriens tårnhøje niveau.

På vej gennem de gamle indianerreservater med pitstop hos to ældre indfødte amerikanere blev Joel og Ellie samlet op af cowboys på hesteryg, der viste sig at have opbygget et lille selvforsynende idealsamfund som postapokalyptiske nybyggere med ædle (kommunistiske?) idealer.

En mulig reprise af USA’s første afstøbninger for flere hundrede år siden i det nye ’uopdagede’ land og en ny chance for et velfungerende fællesskab af den slags, der var styrtet i grus allerede før svampeinfektionens overtag. Men måske også med fare for en gentagelse af de dunkle bagsider, som det gamle USA kynisk blev grundlagt på.

For hvor længe kan man lade, som om verden omkring den selvomsluttende idyl ikke eksisterer? Hvor langt vil man gå for at opretholde sin isolationsprægede lykke?

‘The Last of Us’ afsnit 6. (Foto: HBO Max)

Westerntråden var et elegant afsæt for den mulighed for en frisk start, som den totale nulstilling af et samfund inviterer til midt i al håbløsheden. Især fordi Joel i netop det afsnit, som spillede på alle cowboy-stereotyperne, endelig blottede sig og lod følelserne få frit spil.

Det var svært ikke at blive berørt af hans ærlige grådkvalte sammenbrud. Hans følelse af ikke at være stærk nok. Hans erkendelse af ikke at være den uovervindelige cowboy, der stoisk kan frelse de nødlidende, om det første offer så er ham selv.

Panseret krakelerede omsider, og selvom spejlingen af hans mistede teenagedatter og forholdet til Ellie selvfølgelig ikke just er subtil, gik det rent ind, da Ellie lod det være klart, at Joel er den eneste i verden, hun stoler på. Svaghed eller ej.

Det kan godt være, Joel ikke vil være Ellies far, men han er det eneste familie, hun har. Og i en verden, hvor alt, man kender og kæmper for, alligevel kan forsvinde på et splitsekund (Henrys selvmordsskud runger stadig i øregangene), er det bedre at sætte sin lid til omsorg og ja, kærlighed end objektive parametre som at kunne skyde en zombie fra 800 meters afstand.

‘The Last of Us’ afsnit 6. (Foto: HBO Max)

For Joel var genforeningen med hans bror meget anderledes, end han havde forestillet sig. Joel var stadig på vej, men Tommy viste sig at være landet.

Den erkendelse var dog afgørende. Til slut virkede Joel for første gang til virkelig at acceptere det budskab, Bill overleverede til ham før sin død i afsnit 3. Ligesom Frank var Bills mission, har Joel sin – og det er ikke hans bror, der i rigt mål kan klare sig selv.

Som Clive Owens Theo i ’Children of Men’ tog Joel sin helteskæbne på sig som manden, der kan redde hende, som kan redde verden. Han lod sig selv sætte pris på sit forhold til Ellie. Og fik en kniv i maven som tak.

En cliffhanger, der nok var mere lamslående for os, der ikke kender spillet, end for de allerede indviede, men som ikke desto mindre ramte hårdt, fordi Joel og Ellies forhold efterhånden står så lyslevende foran os.

Sjette afsnit manifesterede, at seriens måske største kvalitet er at få stereotyperne til at fremstå så levende. Den mutte vrangvillige helt og den rapkæftede pige, der langsomt udvikler et nært forhold, kender vi jo så udmærket, men serieskaberne Craig Mazin og Neil Druckman puster blod i skabelonerne, så man mærker dem på egen krop.

’The Last of Us’ er kort sagt en vanvittigt godt skrevet serie, spækket med intelligent vittig dialog og en fornem vekselvirkning mellem underspillet humor, grundigt karakterarbejde og højspændt drama.

‘The Last of Us’ afsnit 6. (Foto: HBO Max)

Afsnittets første scene var et glimrende eksempel. I præcis tre et halvt minut er vi i hytten hos det uimodståeligt hyggelige ægtepar, der sender hinanden opgivende indforståede blikke og små svirpere på kryds og tværs (»he didn’t hurt me by the way« – »Yeaah, I got eyes«), så man ville ønske, man kunne blive der lidt længere.

»You tell him the truth?«

»Yeeaah«.

»You telling me the truth?«

»Yeah«.

Det er altså uflashy pissegod dialog i bedste ‘Fargo’- eller ‘Breaking Bad’-stil (»there are firefly people!?«, åh, og deres grin bagefter), og efter en enkelt lille scene føler jeg, at jeg kender de her to mennesker – vores alle sammens bedsteforældre – bedre end karakterer, andre serier bruger flere sæsoner på at sætte op.

Hvis ’The Last of Us’ fortsætter på denne måde, vil den ikke blot stå tilbage som en af de bedste spilfilmatiseringer, men som en af de bedste serier, punktum.

’The Last of Us’ kan ses på HBO Max.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af