’There’s Something in the Barn’: Norsk julegyser med voldsparate nisser er sjov og stilforvirret

Julegyserfilmen er en lidt pudsig undergenre i horroruniverset, hvor stedbundne traditioner, familiesammenkomster og ellers nuttede væsener bliver til gruopvækkende mareridt – alt sammen udført med et komisk glimt i øjet, naturligvis.

Et overraskende forfriskende og humoristisk forsøg på at skabe intertekstuel bro mellem Hollywoods creature-horror-klassikere og nordisk mytologi er dog at finde med den nye norsk-amerikanskproducerede gyserkomedie ’There’s Something in the Barn’.

Filmen centrerer sig om en noget dysfunktionel amerikansk familie, der midt i julesæsonen netop er flyttet til det snedækkede Norge, da faren Bill (Martin Starr) har arvet et afsidesliggende hus af sin onkel.

Hurtigt opdager de imidlertid, at det ikke kun er vanskeligt at komme ind i varmen hos landsbyens lokalbeboere, der mestendels fortrækker at føre dialog gennem simple grynt og misbilligende blikke. Som filmens titel antyder, bor der noget mystisk inde i grundens gamle lade – en lyssky nisse, som velvilligt tyr til morderiske metoder, hvis man ikke er velbevandret i norsk traditionshistorie.

På ’Gremlins’-lignende manér, skal man nemlig følge flere, omend enkle, regler: ingen høje lyde, skarpe lys eller forandringer – og husk for himlens skyld at stille risengrød frem juleaften. Bliver de monstro overholdt?

Du har ét gæt.

Ved tilblivelsen af ’There’s Something in the Barn’ har den norske instruktør Magnus Martens selv fortalt om en interesse i at udforske, hvordan man kan komme grueligt galt afsted, når forståelsen for fremmede kulturer udebliver. Og det er clashet mellem nationsforskelle, der gør filmens komiske genreelementer særligt vellykkede.

Den velkendte trope om amerikanere som blåøjede og håbløst verdensfjerne mennesker bliver med parodisk præcision sat på spidsen, når datteren Nora (Zoe Winther-Hansen) er i et Zoom-opkald med sin veninde, som blankt spørger »are there beaches?« for efterfølgende at skærmfryse midt i et uheldigt ansigtsudtryk.

Og i modsætning til sin rolle som den hovmodige computerprogrammør Gilfoyle i HBO-serien ’Silicon Valley’ spiller Martin Starr også fabelagtigt den frustrerende, handlingsforskrækket dorky dad, hvor alt fra nordlys til ildelugtende ludfisk bliver tilgået med en lalleglad gejst, der kun kan sammenlignes med en golden retriever.

Med skarp observans formår filmen omvendt at fremstille nordmændene i sarkastisk lys som bedrevidende, brændevinsdrikkende pacifister. Beboeren Tor Åge (Calle Hellevang-Larsen) er en mansplainende maskine, som blandt andet ikke tror på, at Lucas (Townes Bunner) ved, hvad grød er. Der er tilsyneladende heller ikke andet i fjernsynet end programmer med langrend, skisportskonkurrencer og forfrosne fodboldspillere.

Til gengæld kan det virke lidt, som om Magnus Martens har haft svært ved at bestemme sig for, om filmen skal være henvendt børn eller voksne.

For den er på en ene side ikke nævneværdig uhyggelig i sine forsøg på jumpscares og på den anden side et totalt ’Hot Fuzz’-splattersammensurium af snescooterdrab, istap-gennem-munden-mord og nisser, der pløkker med Glocks.

Samtidig er en plotpræmis om familiehygge gone wrong, der mest af alt minder om ’Fars fede juleferie’, sjældent særlig uforudsigelig for os, der har mere end et par film i den sæsonbetingede genre ætset ind på nethinden.

I de sidste 40 minutter af ’There’s Something in the Barn’ bliver den forfinede ironiske distance da også trukket gevaldigt i baggrunden til fordel for bizar høhø-humoristiske prutte-bøvselyde, langtrækkende scener med fordrukne nisser og en CGI-klodset slædetur.

Det ender i en uforløst, pondusfraværende pærevælling.

Alligevel husker jeg lige fra nu af at terpe norske nissesagn, når turen en dag går nordpå.

---

Kort sagt:
Med (is)sylespids kultursatire og voldsparate nisser er ’There’s Something in the Barn’en genre-alternativ julehorror, der er både morsom og fuldstændig stilforvirret.