‘You Hurt My Feelings’: Komedie med Julia Louis-Dreyfus er sjov på den knivskarpt terapeutiske måde

‘You Hurt My Feelings’: Komedie med Julia Louis-Dreyfus er sjov på den knivskarpt terapeutiske måde
'You Hurt My Feelings'. (Foto: PR)

Er du god til det, du laver? 

Og hvis svaret er ’ja’, hvor ofte får du så dette bekræftet fra andre end dine allernærmeste? 

Hvis du selv har tumlet med disse spørgsmål i dit eget liv, er ’You Hurt My Feelings’ noget nær den perfekte komedie for dig. Og selv hvis du slukker natlampen, uden at disse spørgsmål nogensinde toner frem, tror jeg stadig, du vil være underholdt af denne kærlige hudfletning af moderne newyorkeres (selv)tillidskriser. 

Her og der er komedien næsten som en afdæmpet udgave af ’Friends’, hvis vi havde fulgt dem ind i en livsfase med lavere tempo, mere hængehud og voksne børn, der ikke just kaprer guld. 

Beth (Julia Louis-Dreyfus) er udgivet forfatter, der kæmper med sit første forsøg på en roman efter en moderat succes med en omgang erindringer. Hun har skrevet utallige udkast, og husbonden har pligtskyldigt skamrost dem alle.

Beth er mildere i mælet end Elaine fra ’Seinfeld’ og mere sympatisk end vicepræsidenten i ’Vice’. Hun er ikke desto mindre en ægte Julia Louis-Dreyfus-karakter, neurotisk selvoptaget og alligevel elskelig, og Michaela Watkins spiller hendes perfekte match som søsteren, mens Tobias Menzies er psykolog-husbonden Don.

Don lider af en omsorgstræthed, der også er sat ind i forholdet til sin kone, som han ellers elsker oprigtigt. Han komplimenterer og bekræfter hende, uden at det kan ses i hans øjne. Han roder sine klienter sammen, og man forstår dem næsten, når de efterhånden tager sig til hovedet over ham. Hans eneste bidrag til et par på randen af skilsmisse er omtrent, at de da kan blive enige om, at han burde betale dem sine honorarer tilbage. 

‘You Hurt My Feelings’. (Foto: PR)

Alle i filmen overvejer et sporskifte, uden de er sikre på hvorhen. Også søsteren Sarah, der er indretningsdesigner, og hendes mand, der er håbefuld skuespiller. Han bliver stadig nu og da genkendt for en film, der ligger 10 år tilbage, men der bliver takket nej, når han tilbyder dem at få tage en kendis-selfie. Kan man forestille sig noget mere ydmygende?

Ja, jo, det kan man nok godt, men ’You Hurt My Feelings’ handler om hverdagens mikroydmygelser, som man er nødt til at tage i stiv arm. Ingen på Beths skrivehold har hørt om hendes bog. Søsteren Sarah kan ikke vælge en væglampe, som hendes klient kan lide, selvom god smag er selve essensen af hendes jobbeskrivelse. 

Filmens omdrejningspunkt, som titlen henviser til, er en scene, hvor Beth pludselig kommer til at overhøre, at husbonden faktisk ikke kan lide hendes romanudkast. At han kun roser for at støtte og være sød. Scenerne i denne sammenhæng er centrale, men de bliver også en anelse mere teatralske end det øvrige. Bedst er ’You Hurt My Feelings’ faktisk, når den bare slentrer afsted, snakker løs og deler ud af sit vid og sine observationer.  

Vi er i et privilegeret New York, hvor der er Jonathan Franzen-romaner liggende fremme, og vin bliver drukket af højstilkede glas. Der kan være en overklasseagtig glathed over dens skildring af et storbyliv, der primært består af frokostmøder, gåture og samtaler i smagfuldt indrettede lejligheder.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Selvom det hele er neurotisk, selvoptaget og forkælet, er ’You Hurt My Feelings’ også en livs- og menneskebekræftende film, hvor man genkender sin egen båndsløjfe af et sind. Den kan på en fuldstændig casual måde få os til at holde af et par, Beth tiltaler i en brandert, også selvom vi sammenlagt møder dem i én scene på omtrent et minut.  

Den anerkendte instruktør og manuskriptforfatter Nicole Holofcener havde Julia Louis-Dreyfus som hovedperson allerede for 10 år siden i ’Enough Said’, med savnede James Gandolfini i den anden store rolle.

Den her film virker som en slags selvstændig sequel. Først og fremmest er ’You Hurt My Feelings’ morsom på den terapeutiske måde. Jeg kan næsten ikke forestille mig noget bedre. 


Kort sagt:
’You Hurt My Feelings’ har et Superman-agtigt røntgensyn, hvad (selv)tillidskriser og mikroydmygelser i den kreative klasse angår. Den er en både terapeutisk og morsom. 

‘You Hurt My Feelings’. Spillefilm. Instruktion: Nicole Holofcener. Medvirkende: Julia Louis-Dreyfus, Tobias Menzies, Michaela Watkins, Arian Moayed, Owen Teague. Spilletid: 93 min. Premiere: Kan ses på Blockbuster, Viaplay, Google Play og SF Anytime
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af