Hugh Grant er ikke ligefrem kendt for at være den største humørbombe, når han giver interviews. Tag bare hans akavede og udskældte rød løber-interview til årets Oscar-show.
Skuespilleren var også ganske negativ, da han for leden deltog i et pressemøde omhandlende den nye film ‘Wonka’, hvor han spiller over for Timothée Chalamets Willy Wonka som en CGI-skabt Oompa Loompa.
Ifølge Deadline udtalte Hugh Grant til pressemødet, at ‘Wonka’-optagelserne føltes som at være iført en »tornekrans«, fordi han hele tiden skulle have et kamera fastsspændt omkring sit hoved.
»Jeg lavede meget ballade omkring det«, sagde Grant. »Jeg kunne ikke have hadet det hele mere«.
Da en journalist spurgte, om filmen var besværet værd, svarede Grant: »Ikke rigtigt«.
Ifølge Deadline fortalte skuespilleren dog senere, at han ikke havde noget personligt imod ‘Wonka’ og instruktøren Paul King. »Jeg hader en smule at lave film, men jeg har mange børn og har brug for penge«, sagde skuespilleren med et glimt i øjet.
‘Wonka’ får biografpremiere 14. december.