Instruktør Lulu Wang fik sit gennembrud med den selvbiografiske og rørende ‘The Farewell’, der viste en sørgelig familiehemmelighed med humor og empati.
I dramaserien ‘Expats’ udforsker hun igen svære relationer. Den første trailer til miniserien er lige landet og byder denne gang på Nicole Kidman i hovedrollen.
Som titlen antyder, foregår ‘Expats’ i Hong Kongs internationale miljø, hvor husmoren Margaret (Nicole Kidman) er træt af sin tilværelse, der er defineret af hendes status som hustru og mor.
Hendes veninder har også meget at kæmpe med: Hilary (Sarayu Blue) har store problemer med sit ægteskab, og den unge Mercy (Ji-young Yoo) leder efter en ny begyndelse i Hong Kong.
Da Margarets søn forsvinder, håndterer kvinderne det på vidt forskellige måder og bliver tvunget til at konfrontere deres indre dæmoner såvel som deres egen skyld i tragedien.
I samme ombæring undersøges kvindernes egne privilegier som en del af Hong Kongs overklasse, hvor de hyrer immigrantarbejdere til at arbejde for sig, men bilder sig ind at barnepigen eksempelvis er »familie« og ikke »ansat«.
‘Expats’ kommer på Prime Video fra 26. januar.