Guy Ritchie har lavet sin egen ‘Inglourious Basterds’. Det er i hvert fald den den vibe, man får af første trailer til den produktive instruktørs nye Anden Verdenskrigsfilm, ‘The Ministry of Ungentlemanly Warfare’.
Her bliver der nemlig sagt en masse komiske replikker (dog på britisk engelsk) og pløkket mindst lige så mange nazister.
‘The Ministry of Ungentlemanly Warfare’ er ifølge The Hollywood Reporter inspireret af nyligt offentliggjorte dokumenter fra det britiske krigsministerium, som berette om en hemmelig gruppe af militære embedsmænd dannet af premierminister Winston Churchill. James Bond-forfatter Ian Fleming var i øvrigt med i gruppen.
I filmen skal denne brogede flok, med Henry Cavill i front, på en farlig og beskidt mission mod nazisterne. Og deres indsats får stor betydning for krigens gang.
På rollelisten finder man desuden Eiza González, Alan Ritchson, Alex Pettyfer, Hero Fiennes Tiffin, Babs Olusanmokun, Henrique Zaga, Til Schweiger, Henry Golding og Cary Elwes.
‘The Ministry of Ungentlemanly Warfare’ får amerikansk biografpremiere 19. april. En dansk premieredato er endnu ikke annonceret.