Ryan Gosling kunne i går glæde sig over at blive Oscar-nomineret for tredje gang i karrieren for sin præstation som Ken i ‘Barbie’.
I samme ombæring blev de to kvinder i front for den storhittende dukkefilm, instruktør Greta Gerwig og hovedrolleindehaver Margot Robbie, dog forbigået.
Den kendsgerning har fået Gosling til tasterne. I en skriftlig udtalelse til den amerikanske presse beskriver han sin skuffelse over de manglende nomineringer til Gerwig og Robbie i kategorierne Bedste instruktør og Bedste kvindelige hovedrolle.
»Jeg er ekstremt beæret over at blive nomineret af mine kollegaer sammen med så bemærkelsesværdige kunstnere i et år med så mange fantastiske film. Og jeg troede aldrig, at jeg ville sige dette, men jeg er også utroligt beæret og stolt over, at det er for at portrættere en plastikdukke ved navn Ken«, indleder Gosling.
»Men der er ingen Ken uden Barbie, og der er ingen ‘Barbie’-film uden Greta Gerwig og Margot Robbie, de to personer, der er mest ansvarlige for denne historieskabende, globalt hyldede film. Ingen anerkendelse ville være mulig for nogen på filmen uden deres talent, mod og geni. At kalde mig skuffet over, at de ikke er nomineret i deres respektive kategorier, ville være en underdrivelse«.
‘Barbie’ modtog i alt otte nomineringer, blandt andet for Bedste film, Bedste kvindelige birolle (til America Ferrera) og Bedste adapterede manuskript. Sidstnævnte deler Greta Gerwig med sin medforfatter og ægtemand, Noah Baumbach.
Læs hele Goslings udtalelse i Consequences Facebook-opslag herunder.