Mens den seneste danske Afdeling Q-film, ‘Den grænseløse’, netop har ramt biograferne, kan vi se frem til, at den populære Jussi Adler-Olsen-krimiføljeton nu snart starter forfra. På engelsk. På Netflix.
Nu har Netflix meldt ud, hvem der indtager de bærende roller i serien, der skifter omgivelserne fra København til Edinburgh, og som har den anerkendte manuskriptforfatter Scott Frank (‘Dronningegambit’, ‘Godless’) som skaber.
Det bliver Matthew Goode, der indtager rollen som Carl Mørck. Den 45-årige britiske skuespiller er kendt fra blandt andet ‘Watchmen’, ‘Downtown Abbey’, ‘The Good Wife’, ‘The Crown’, ‘Stoker’ og ‘The King’s Man’.
Umiddelbart en lidt mere renskuret skuespiller end Nikolaj Lie Kaas og Ulrich Thomsen i de danske iterationer, men måske han er klar til den store makeover.
Omkring ham finder vi primært ukendt navne. Alexej Manvelov (‘Jack Ryan’) skal spille seriens version af Assad, der her hedder Akram Salim (mon ikke parallellen til Syriens diktator har påtvunget navneskiftet). Leah Byrne spiller Rose.
Serien følger Carl Mørcks traumatiske baggrund og stiftelsen af Afdeling Q, men om plottet følger den første bog fuldstændigt, står ikke helt klart.
Optagelserne er nu i gang i Edinburgh, og det vides endnu ikke præcist, hvornår serien får premiere.