’Ferrari’: Intet kan forberede én på følelsesmæssigt klimaks i instruktørmesters længe ventede racerfilm med Adam Driver

Vi skal ikke mange minutter ind i ’Ferrari’ – Michael Manns første film i otte år – før mesterinstruktøren viser os den destruktive kraft, som de racerbiler, der er centrum for vores fascinerede blikke, også besidder.

Et gearskifte går galt, bilen skrider ud over rabatten med hundredvis af kilometer i timen, snurrer rundt om sig selv i luften, mens føreren bliver katapulteret fra sit sæde og ender som en kludedukke på asfalten. Så er vi ligesom i gang.

Alligevel er der intet, der kan forberede én på filmens følelsesmæssige klimaks, som leverer et oprigtigt hårdtslående knockout af en slags, man sjældent ser på film i dag.

Mann har altid skildret drevne mænd, der finder friheden i at ræse mod deres endeligt – drevet af »dødbringende passioner«, som de ikke kan se sig fri af, selvom det betyder, at de ofte misser livets essens i forbifarten.

Tænk bare på bankrøverne i ’Heat’ og ’Public Enemies’, undercoveragenterne i ’Miami Vice’, journalisten i ’The Insider’ eller lejemorderen i ’Collateral’, der alle lever efter mottoet »for me the action is the juice«, som en ikonisk replik i ’Heat’ lyder.

’Ferrari’ passer på den måde perfekt ind i Manns værk med sin fortælling om mænd, der konstant er bevidste om, at hvert racerløb kan blive deres sidste, men som alligevel flirter med døden, fordi de lever for at mærke suset. De er første frie, når de presser dem selv og deres biler til det yderste.

»Brems senere«, er Enzo Ferraris (Adam Driver) råd til sine kørere.

Vi følger titlens tidligere racerkører og nuværende racerbilsproducent i Ferraris hjemby Modena i Italien anno 1957, hvor Enzo er presset fra alle kanter: Hans Ferrari-firma er ved at gå konkurs, og hans ægteskab med Laura (Penélope Cruz), der også er hans forretningspartner, skranter. Parret er aldrig kommet sig over tabet af deres søn til sygdom året forinden. I stedet har Enzo søgt lindring i sit dobbeltliv med elskeren Lina (Shailene Woodley) og deres søn.

Fortidens spøgelser ånder hovedkarakteren i nakken, og han har én chance for at redde sit livsværk fra at gå bankerot: En af hans biler skal vinde det italienske landevejsracerløb Mille Miglia, så hans bilmærke igen kan genoprette sit ry og måske tiltrække finansiering fra et af verdens store bilselskaber, Fiat eller Ford, og dermed undgå konkurs.

‘Ferrari’ er mere end nogen anden af Manns film centreret om kollisionen mellem det private og det professionelle. Enzo prædiker over for sine kørere, at man skal skille de unødige, private distraktioner fra ens virke, men han har selv svært ved at efterleve idealet, og han indser gradvist også, at det ikke passer.

Som så mange andre af Manns karakterer har han tabt sin frihed, fanget af kommercielle logikker, der dikterer, at han skal lave produktionsbiler, selvom han lever og ånder for at køre ræs. Han er buret inde, splittet mellem to liv og sin altomsluttende jagt efter højere hastighed. 

At Mann er en fremragende filmhåndværker, er svært at komme udenom. Racerløbsscenerne er nervepirrende intense med kameraer fastgjort til bilerne. Man kan næsten dufte det brændte gummi og mærke vibrationerne i førersædet. Den sønderrivende lyd af motorerne, der kysser det maksimale omdrejningstal, synger. 

Filmen befinder sig et interessant sted mellem Manns karakterdrevne 90’er-klassicisme og hans abstrakte, digital formalisme i 00’erne og frem.

Flere gange undervejs fik jeg associationer til ‘The Godfather’, blandt andet i en overlegen sekvens, hvor filmen krydsklipper mellem Enzo Ferrari til gudstjeneste – hvor vi hører, at hvis Jesus havde levet i 1950’erne, havde han været metalarbejder, så han kunne skabe motorer, i stedet for tømrer – og en hæsblæsende testkørsel på en nærliggende racerbane, hvor konkurrentens nye stjernekører sætter rekord. Racerløbet er deres religion, og de tikkende stopure er den konkurrent, de allerhelst vil slå.

Ligesom ‘The Godfather’ handler filmen om individets jagt på succes, de medfølgende bristede familierelationer og overgangen fra simple tider baseret på talent og kreativitet til global kapitalisme.

Det ydre pres på Enzo kommer ikke mindst til udtryk i de glubske massemedier, som han er dybt afhængig af for at markedsføre sine biler, og som har potentialet til at ændre motorsporten. Afhængighedsforholdet viser, hvordan Enzos higen efter total kreativ frihed er en illusion.

På den måde bliver ’Ferrari’ også en film om at lave film. En skildring af, hvordan man aldrig kan kontrollere sit værk, når først det er sat i verden, og hvordan selve produktionen altid vil være påvirket af eksterne forhold. Det er en fortælling, Mann kender indgående, efter at have kæmpet i mere end 30 år for at få forløst ’Ferrari’, der ufortjent er floppet ved billetlugerne i USA og nu er udkommet direkte på Prime Video herhjemme.

En lignende analogi over filmproduktion så vi i ’Oppenheimer’, men i mine øjne er ’Ferrari’ et langt mere nuanceret karakterportræt, der samtidig undersøger vores naive forsøg på at lege Gud og kontrollere det ukontrollerbare gennem teknologiske fremskridt, som i sidste ende altid vil være ude af skaberens hænder.

Så kan det godt være, at hver italiensk accent ikke sidder i skabet, og at det centrale trekantsdrama ofte virker metaltræt.

Det er en pris, der er værd at betale for at få en ny Mann-film.

---

Kort sagt:
Michael Mann beviser, at han stadig er en uforlignelig stilist i sin første film i otte år – en tematisk tætpakket racerløbsfilm med en slutning, man sent vil glemme.