Den bedste amerikanske film i nyere tid? Michael Manns krimimesterværk kan igen opleves i biografen

Michael Mann brugte 20 år på at forberede sin nyklassiker ’Heat’, og skuespillere som Al Pacino og Robert De Niro undergik et minutiøst træningsregime før optagelserne. Resultatet er rig på ikoniske øjeblikke, men filmen er mere end neglebidende spænding.
Den bedste amerikanske film i nyere tid? Michael Manns krimimesterværk kan igen opleves i biografen
Robert De Niro og Val Kilmer i 'Heat'. (Foto: PR)

For 27 år siden skabte Michael Mann en øjeblikkelig filmhistorisk milepæl med krimimesterværket ’Heat’.

Filmen gav ikke blot Al Pacino og Robert De Niro deres første scener sammen nogensinde. Den var også en teknisk virtuos og hæsblæsende kupfilm om et USA i forandring, der er blevet citeret utallige gange i alt fra ’The Dark Knight’ til Michael Bays biografaktuelle ’Ambulance’.

Nu kan filmen endelig opleves på det store lærred igen, når Cinemateket i København blænder op for en række visninger på en knitrende 35mm-kopi, som man absolut ikke bør snyde sig selv for.

Timingen kunne dårligt være bedre. Det er syv år, siden Mann sidst var aktuel med filmen ’Blackhat’, men i disse dage er han endelig på banen igen med HBO-serien ’Tokyo Vice’. Til sommer går han i gang med optagelserne til sin stærkt imødesete Ferrari-film og udgiver desuden en roman om de ikoniske karakterer i netop ’Heat’ og deres liv før og efter handlingen i filmen.

’Heat’ er ikke bare et hovedværk i Michael Manns filmografi, men også i nyere tids amerikansk film. Og for undertegnede rangerer filmen tæt på toppen af listen over de bedste film, jeg nogensinde har set.

Michael Manns ‘Thief’. (Foto: PR)

Det lå dog ikke i kortene, at filmen skulle skrive sig ind i historiebøgerne, da Mann skrev manuskriptet i 1979, inden han debuterede med tv-filmen ’The Jericho Mile’ samme år og senere slog sit navn fast med kupfilmen ’Thief’, der blev udtaget til Cannes Film Festival i 1981.

Selvom Mann havde bevist, at han havde et skarpt øje for dynamikkerne i politi- og røvermiljøet med den banebrydende 80’er-serie ’Miami Vice’, som han producerede, var det ikke før 1989, at han fik mulighed for at forløse sit manuskript.

Tv-filmen ’L.A. Takedown’ var egentlig tænkt som pilotafsnit til en seriel krimisaga, men ingen tv-selskaber bed på Manns katten-efter-musen-historie, der i stedet blev omformet til en halvbagt (og i dag glemt) film, som ifølge Mann var en skrabet bearbejdning af omkring 40 procent af manuskriptet til ’Heat’.

Heldigvis fik instruktøren succes i start-90’erne med ’The Last of the Mohicans’, der banede vejen for en storstilet filmatisering af ’Heat’-manuskriptet, som straks fangede Pacino og De Niros opmærksomhed, da de fik det tilsendt.

To sider af samme mønt

Historien om den karrierekriminelle Neil McCauley (Robert De Niro), der får politikommissæren Vincent Hanna (Al Pacino) efter sig, da hans sammentømrede slæng af hærdede tyve begår en række opsigtsvækkende røverier i Los Angeles, er ikke bare en sublim thriller.

Det er også historien om to mænd, der langsomt erkender, at de i virkeligheden er to sider af samme mønt: Den ene lever for at stjæle, den anden for at jage. Begge er draget af hinanden som magneter, ikke fordi de er modsætninger, men fordi de er dybt afhængige af hinanden for at opnå det ultimative sus og finde en mening i deres rodløse tilværelser.

I en af filmens mest elektriske scener er Hanna langsomt ved at lukke fælden om McCauley. Fra en varevogn overvåger han mestertyven med beundring i blikket, når han ser, hvordan holdet har planlagt deres kup ned til mindste detalje. »Teknik«, mumler han med respekt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Professionalisme står Manns karakterers hjerter nær. Derfor er det med vild frustration, at Hanna i samme scene får forpurret sin overvågningsmission, da en skydeparat, utålmodig betjent pludselig larmer og gør opmærksom på deres tilstedeværelse, så McCauley stikker af, inden fælden lukker.

I et ekstatisk øjeblik stirrer de to hovedkarakterer hinanden i øjnene: Den ene betragter den lukkede varevogn, den anden stirrer ind i det varmesøgende overvågningsbillede af tyvens ansigt. De spejler hinanden, som vi også erfarer i filmens nok mest kendte scene, hvor de to hovedkarakterer endelig mødes ansigt til ansigt på en diner umiddelbart inden deres afgørende standoff.

De to scener repræsenterer Manns ekstraordinært præcise karakterarbejde, gestaltet af en overexcentrisk Pacino og en mådeholden De Niro, der begge leverer nogle af karrierens bedste præstationer.

Og faktisk er scenerne hentet direkte fra virkeligheden.

Møjsommelig research

Mann brugte mere end 20 år på researcharbejdet til filmen, der er inspireret af den virkelige tyv Neil McCauley, som afsonede 25 år i fængsel for røverier, blandt andet fire år i fuld isolation i Alcatraz, og betjenten, der dræbte ham, Chuck Adamson.

I dokumentaren ’The Making of Heat’ fortæller Mann, hvordan han deltog i så mange politipatruljer, at han nærmest blev en del af korpset og fik en udstukket en pistol. Det var helt centralt for instruktøren, at hver en detalje i filmen var så virkelighedstro som muligt, hvorfor skuespillerne også blev underlagt et nådesløst træningsregime, hvor de rent faktisk lærte at udføre røverier og bruge våben.

I samme dokumentar fortæller Val Kilmer, hvordan det amerikanske marinekorps i en overgang brugte et klip fra ’Heat’ under deres træning: Hvis de nye kadetter ikke kunne skifte magasiner, så hurtigt som Kilmer gør det i den notoriske shoot out-scene i filmen, kunne de lige så godt pakke sammen.

Robert De Niro i ‘Heat’. (Foto: PR)

Det er Manns uovertrufne opmærksomhed for detaljen og den afledte hyperrealisme, der gør ’Heat’ til en af de mest intense spændingsfilm nogensinde.

Fra den ikoniske åbningsscene, hvor McCauleys bande kaprer en pansret pengetransport fyldt med værdipapirer til det centrale bankkup, der blev optaget over flere uger på i Los Angeles’ gader, fordi filmholdet kun kunne få afspærret de virkelige bank-locations i weekenderne.

Filmholdet brugte omkring 1000 runder løst krudt per take, hvor den øredøvende lyd af skud rikochetterede fra bygning til bygning.

En moderne western

Men ’Heat’ er mere end bare spænding. En af de mest pirrende læsninger af filmen er som en viderefortolkning af den amerikanske westerntradition.

Her er Monument Valley udskiftet med skyskrabernes bakkedale – en kold, kvælende storby fuld af drab og selvmord, som nærmest bliver en karakter i sig selv – den klassiske stagecoach med pansrerede biler og den ærefulde, kontrollerede standoff med kaotiske skududvekslinger.

Mandetyperne er stadig de samme som i westernfilmene: Ensomme individualister på jagt efter den ultimative frihed og i oprør mod de storkapitalistiske netværk, som holder dem nede (et gennemgående tema i Manns film).

Filmen er en tragedie om et sjælløst, asfalteret samfund, hvor manden på gaden bliver formet og styret af komplekse samfundsmekanismer, de aldrig kan undslippe.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvor Neil McCauley er en ærlig tyv, der kun stjæler penge fra lyssky forretningsmænd eller banker, der er forsikret, viser filmen, hvordan uærlig kriminalitet gennemsyrer alle samfundets lag.

Et af filmens mest rørende øjeblikke er et sideplot, hvor McCauleys tidligere fængselskammerat, den sorte mand Donald, forsøger at bryde fri af sin kriminelle løbebane. Han får et ærligt arbejde på en café, men erfarer, at hans chef vil have en andel i hans løn. Ellers melder chefen ham til politiet og får ophævet hans prøveløsladelse. Donald ser ingen anden ud vej end at vende tilbage til sin kriminelle løbebane – med tragedie til følge.

Eksistentiel tomhed i storbylysenes skær

Mann respekterer begge sider af loven. For ham er bankrøveriet selve symbolet på det ultimative oprør mod kapitalismen og den korrumperede samfundsorden. Røverne bryder loven, men de er ikke så meget værre end de magtfulde mennesker, der begår økonomisk kriminalitet fra de skyskrabere, som tårner sig op over de midaldrende mænd. Eller de mennesker, der styrer verden fra skyggerne.

’Heat’ bliver i lige så høj grad et portræt af en eksistentiel tomhed i storbylysenes skær: McCauley lever efter et ordsprog om aldrig at knytte sig til noget, han ikke kan efterlade bag sig på 30 sekunder, hvis politiet ånder ham i nakken. Et ordsprog, der sikrer, at han aldrig bliver fanget, men som også gør, at han går glip af livet i forbifarten.

I en mesterlig scene citerer Mann ’The Godfather’, der også på sin vis genfortolkede den amerikanske westernmyte om individualisme og den amerikanske drøm. McCauley sidder til et middagsselskab med sine medtyve og deres koner – middagsselskabet som er et omdrejningspunkt i ’The Godfather’, hvor mødet over bordet var fuldt af mening og inkarnerede dét, gangsterne kæmpede for: Familien.

Men i ’Heat’ er middagsselskabet blottet for betydning. McCauley mærker intet. Han er ensom, selv når han er sammen med sine nærmeste. Det eneste, han kan finde ud af, er at stjæle. Men til hvilken nytte? Det er ikke, fordi han mangler pengene. På samme måde som Vincent Hanna ikke kan leve et almindeligt familieliv, fordi han altid tænker på de kriminelle, han skal fange.

Drivkraften i ’Heat’ er en uundgåelig fatalisme, en nedadgående spiral af dårlige beslutninger, som indhenter McCauleys crew. Huset vinder altid, også selvom de betjente, der skal udføre statens kommandoer, falder som fluer i forbifarten. Man kan ikke undertvinge systemet.

Det er med sin tragiske skildring af to ligesindede mænd, som bekæmper hinanden – ikke fordi de har lyst, men fordi samfundet fortæller dem, at de skal – at Mann afsiger sin dom over et åndsforladt samfund.

’Heat’ kan ses i Cinemateket 11. april og 20. maj. (udsolgt). OPDATERING: Cinemateket har på grund af stor interesse lagt en ekstravisning ind lørdag den 30. april.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af