’The Godfather’: Gangsterfilmen over dem alle er tilbage i biograferne – så skarp som nogensinde før
I en film fuld af ikoniske øjeblikke er det altid scenen på hospitalet, hvor Michael Corleone for første gang træder i karakter, der står skarpest for mig.
Don Vito Corleone er blevet skudt af gangsteren Sollozzo, som skaber splid mellem New York-mafiaens fem familier, da han forsøger at introducere narkosalg. Hospitalet burde være fyldt med politi, livvagter og nysgerrige journalister, men da Michael tropper op for at besøge sin far – den eneste af sønnerne, der tilsyneladende tænker på at se til farens ve og vel i stedet for straks at planlægge en hævnaktion – er gangene fuldkommen affolket.
»Lad være med at gå i panik«, får Michael at vide over telefonen af sin temperamentsfulde og kvindeglade storebror Sonny. Men modsat sin bror er den hjemvendte krigsveteran ikke i sine følelsers vold, når han med kløgt får afværget endnu et attentat mod sin fars liv. Efter at have stirret døden i øjnene kigger Michael (spillet af en sublim Al Pacino) overrasket på sine hænder: De ryster ikke.
»Jeg er hos dig far«, hvisker Michael kortfor inden til den sengeliggende patriark – en sætning, der bliver et forvarsel om Michaels mørke skæbne som sin fars arvtager.
’The Godfather’, der i denne uge får repremiere i udvalgte biografer i anledning af filmens 50-årsjubilæum, har for længst opnået status som en af de mest centrale gangsterfilm nogensinde – hvis ikke ligefrem en af de bedste amerikanske film overhovedet.
Allerede ved filmens premiere slog den alle billetsalgsrekorder med en omsætning på over én milliard dollar (justeret for inflation). Folk stod i kø rundt om gadehjørnerne for at se dengang 33-årige Francis Ford Coppolas hovedværk, der gik hen og vandt tre Oscar-statuetter og katapulterede folk som Al Pacino, Robert Duvall, James Caan og Diane Keaton mod stjernerne.
50 år senere står filmen så skarpt som nogensinde før med sin mesterlige skildring af en blodig skillevej i organiseret kriminalitet i USA’s historie – hvor ære, familie og vennetjenester tilsidesættes til fordel for kynisk kapitalisme.
Det er sigende, at det er den interne generationskløft i Corleone-familien, som næsten begraver Don Vitos imperium: Den aldrende patriark – spillet uforligneligt af Marlon Brando – er imod narkotika, som han både anser som en farefuld risiko og en særdeles urespektabel vare. Men førstearvingen Sonny ser stofferne som en mulighed for mere rigdom og magt, hvilket han ved et uheld afslører for Sollozzo, som ser sit snit til at starte en krig.
De søjler, Don Corleone har opbygget sit imperium på, er i forfald – selve det amerikanske samfund er i omvæltning med den moderne kapitalismes fremmarch. De romantiske æresværdier, der har givet ham en nærmest guddommelig status, er ved at erodere: Der er ikke længere plads til personligt at trykke sine loyale undersåtters hånd, at uddele almisser og bytte tjenester på kryds og tværs. Nu gælder det én ting: Profit.
Og selvom Corleone-familien har opnået magt og rigdom, er de aldrig blevet fri af de systemiske lænker, de har forsøgt at undslippe, siden de ankom til det forjættede land som immigranter. Vito har brugt sine forbindelser til at hjælpe dem omkring ham mod undertrykkende hierarkier og skabt et selvjustitssamfund, som kan yde mere retfærdighed for samfundets bund, end den amerikanske retsstat kan.
Men alligevel er hans familie stadig fanget i en ond spiral, som kun kan brydes ved at indordne sig civilisationen og gå legit.
Vito er ikke så meget anderledes end andre magtfulde mænd – senatorer, guvernører og præsidenter – som Michael fortæller naive Kay, men forskellen er, at han altid vil have sin kriminelle fortid imod sig. Også selvom USA i sin essens blev skabt på folkemord og tyveri fra det oprindelige folk.
På den måde er ’The Godfather’ ikke bare en revolution af gangstergenren, men en afmytologisering af selve grundfortællingen om USA, som har sine aner i den klassiske westernfortælling. Også her gælder det ærefulde mænd, som må trodse systemet for at komme frem i verden. Men hvor de gamle westernhelte blev belønnet, ender det nu i tragedie.
At Coppola viser gangstermiljøet indefra – langt fra prostitutionsringe, smugleroperationer og mord på civile – er afgørende for forståelsen af de tragiske antihelte, der med modvillig resignation må affinde sig med en skæbne, der er dømt til at ende galt. Hellere det end et liv i rendestenen.
Alligevel er filmen båret af en skarp kritik af den verden, den repræsenterer: De italienske gangstere er åbenlyst racistiske og påtvinger sorte, de kår de selv har kæmpet for at undslippe.
Og intet er helligt længere, viser Coppola elegant: Selv bryllupper (den fantastisk virtuose åbningsscene er stadig en af de bedste præstationer i nyere amerikansk film), begravelser og barnedåb (scenen, der med virtuos krydsklipning viser, hvordan Michael bliver Gudfar i mere end én forstand) korrumperes af forretningsplaner.
Også den gamle verden – repræsenteret af Michaels tid på Sicilien – bliver sværtet af magtspillet i New York, når Michaels eneste chance for et normalt liv, hans første hustru Appolonia, bliver sprunget i stumper og stykker, så han ikke længere har andre valg end at følge i sin fars fodspor.
Det hele forløses mesterligt af Coppola, der fra første færd får optegnet uhyre nuancerede karakterer, som er fanget i et spil, der er større end dem selv og de indelukkede, brune rum, de gebærder sig i. Han har et mesterligt blik for de små ritualer og detaljer i familielivet, menneskelig psykologi og det underliggende magtspil, der løfter Mario Puzos kildemateriale til en mytisk fortælling om selve den amerikanske grundfortælling – tilsat et uafrysteligt score af Nino Rota.
Det ikoniske slutskud, hvor Kay og Michael bliver adskilt af en lukket dør, markerer ikke bare en symbolsk dødsdom over den nye Don, som er endt præcis dér, hvor han forsvor aldrig at sætte sine ben.
Indstillingen trækker også en direkte forbindelse til slutbilledet i John Fords ’The Searchers’, hvor John Waynes cowboy går væk fra en åben dør og den familie, han filmen igennem kæmpede for at redde (et skud, der også citeres i slutningen af ’The Irishman’).
Dømt til et liv i ensomhed.
Kort sagt:
Francis Ford Coppolas medrivende mesterværk er ikke bare en fornøjelse fra start til slut – det er et hovedværk i myten om USA.