Sidste år blev den populære krimikomedieserie ‘Only Murders in the Building’ forlænget med en fjerde sæson.
Dengang håbede seriens ene skaber, John Hoffman, at tredje sæsons gæstestjerne Meryl Streep ville vende tilbage i den nye sæson. Og nu er det blevet bekræftet, at hun gør det, skriver The Hollywood Reporter.
Dermed slutter Streep sig til de tre gennemgående hovedroller spillet af seriens anden skaber, Steve Martin, samt Martin Short og Selena Gomez. Streep spiller rollen som Loretta Durkin, der har noget kørende med Shorts karakter Oliver Putnam.
»Meryl vender tilbage til næste sæson, fordi hun havde en fantastisk tid«, bekræfter Karey Burke, direktør for studiet 20th Television, der producerer serien, til The Hollywood Reporter-podcasten ‘TV’s Top 5’.
Fjerde sæson vil ifølge The Hollywood Reporter starte med en tur til Los Angeles, hvorefter castet vender tilbage til mordmysterieopklaringer på hovedkvarteret The Arconia.
Den kommende sæson har endnu ikke fået en premieredato. De tre første sæsoner af ‘Only Murders in the Building’ kan ses på Disney+.