’Mr. and Mrs. Smith’: Donald Glover og Maya Erskine har kemi som en fastelavnsfest og et kontorlandskab i ny serieopdatering
Tilbage i 2005 forelskede klodens absolut mest lækre mennesker sig i hinanden under optagelserne til ’Mr. and Mrs. Smith’.
I Doug Limans film kedede Angelina Jolie og Brad Pitt sig i ægteskabet, var lejemordere i fritiden og begyndte at bolle heftigt igen, da de fandt ud af, at de var sat til at dræbe hinanden.
Vidunderbarnet Donald Glover, der står bag mesterværket ’Atlanta’ og musiker-aliasset Childish Gambino, har af uransagelige årsager fået den idé at ’opdatere’ det gamle y2k-værk.
Nu er parret interracial øvre middelklasse, der spiser økologiske bagels og går i parterapi – og det er lige så moderigtigt beige, som det er røvsygt, for i modsætning til millennium-actionbaskeren virker det totalt usandsynligt, at de opdaterede Smiths skulle have den mindste lyst til at gå i seng med hinanden.
Både foran og bag kameraet.
John og Jane er to dårlige agenter, der får tilbudt et ekstremt vellønnet job (?) af en chatrobot/mystisk person/russisk oligark, der hedder ’hihi’, og som kun kommunikerer gennem Facebook Messenger.
John og Jane efterlader deres rigtige navne og relationer bag sig og flytter sammen ind i en ’Sex and the City’-brownstone i New York fyldt med våben, dyr vin og italienske klinker. På bordet ligger et ægteskabsbevis, og nu er de to lovformelige ægtefolk.
Maya Erskine spiller Jane køligt og tilbageholdende, kontrollerende og kompetent. Charmeløst. Under overfladen er hun selvfølgelig sårbar, men hendes skjold er tykt, og det ’spændende’ er, om Glovers John kan løsne hende op.
Han bliver med det samme forelsket i hende, og jeg forstår ikke hvorfor.
Overfor hende er Donald Glover en mindre charmerende udgave af sig selv. Influenza-udgaven af Glover er – sammen med Ron Perlman, der i en enkelt episode spiller voksenbaby – det eneste nogenlunde gode ved serien.
Erskine og Glover taler langsomt, næsten DR-drama-mumlende, som om de har røget en halv, dårlig joint, og de er omtrentligt lige så kompetente til deres lejemordertjanser, som du og jeg ville være. Men heldigvis er alle modstanderne lige så gode pistolførere som stormtrooperne i ’Star Wars’, og der røg dén spænding.
Den kreative idé bag denne afsindigt kedelige lejemorderserie synes at være, at lejemorderparret skal opføre sig som almindelige mennesker i et almindeligt parforhold – og det er en hæslig idé, for man må aldrig forveksle det almindelige med det alment menneskelige.
Når New Yorks mumblecore-film, som denne serie er influeret af, beskæftiger sig med almindelige mennesker, er det spændende, fordi filmskabere som Noah Baumbach og Woody Allen beskæftiger sig med det almene i det almindelige.
Men genkendeligheden som sådan er ikke en fed genstand for kunstnerisk bearbejdning, selvom man sætter den i ekstraordinære lejemorder-omgivelser. Den er stadig beige. Næsten farveløs.
Da det røvsyge parforholds røvsyge forelskelse med fingerflet og parmiddage, hvilket objektivt er det værste i verden, endelig er slut, og der begynder at opstå knaster mellem the Smiths, håber jeg oprigtigt, at de vil gå fra hinanden og finde en ny lejemorderægtefælle, der er lidt mere gang i.
Donald Glover og Maya Erskine har omtrent den samme kemi som en fastelavnsfest (Glover) og et kontorlandskab (Erskine). De to ting kan nok fungere hver for sig, men ingen ædru mennesker vil se Torben fra regnskab klædt ud som hotdog.
De fungerer mest af alt, når de spiller to mennesker, der er gledet fra hinanden og skændes, fordi det er troværdigt – men det er langt fra godt fjernsyn. Hjertet er ikke med, og så rimer skænderierne ikke på smerte. Kun frustration.
Og så skal man gå fra hinanden.
’Mr. and Mrs. Smith’ virker som noget, Donald Glover har lavet med sin ‘Atlanta’-partner Francesca Sloane for at samle energi til de projekter, der virkelig betyder noget.
Det er en pæn måde at skrive venstrehåndsarbejde på.
Kort sagt: Den nye ’Mr. And Mrs. Smith’ leder tankerne hen mod den energi, der er i et udpint parforhold, hvor man mest af alt bliver sammen på grund af frygten for at dø alene. Og det er allerede inden, de to har sex første gang.