Tom Cruise har i en længere årrække næsten udelukkende opholdt sig i action-blockbuster-land med de massive ‘Mission: Impossible’-film, ‘Top Gun: Maverick’ og en kommende film optaget i… rummet.
Men nu bevæger den 61-årige skuespilstjerne sig i en mere arthouse-præget retning igen. Deadline kan således fortælle, at Tom Cruise skal være med i Alejandro González Iñárritus næste film.
Den mexicanske instruktør er en af verdens mest anerkendte og har stået bag film som ‘Amores Perros’, ‘Babel’, ‘Biutiful’ og ‘Birdman’. Den kommende film bliver hans første på engelsk siden ‘The Revenant’ med Leonardo DiCaprio fra 2015.
Senest lavede Iñárritu den selvbiografiske ‘Bardo’, der fik den dårligste modtagelse af alle hans film, og instruktøren vil således utvivlsomt være sulten efter at træde tilbage på den helt store scene.
Det baner en parring med Cruise i hvert fald vejen for. Hvad den kommende film handler om, og hvad Cruise skal spille, vides dog endnu ikke. Iñárritu har blandt andet skrevet filmen med de to forfattere, han arbejdede med på ‘Birdman’.
Samtidig rygtes det, at Tom Cruise har udset sig en rolle i Quentin Tarantinos 10. og sidste film, ‘The Movie Critic’. Det er endnu ikke på plads, og der kan meget vel være tale om en lille rolle, da Cruise har travlt med at indspille den næste ‘Mission: Impossible’-film, der skal have premiere i maj næste år.