‘A Disturbance in the Force’: Famøst ‘Star Wars’-show får sin overraskende hjertevarme tilblivelseshistorie

‘A Disturbance in the Force’: Famøst ‘Star Wars’-show får sin overraskende hjertevarme tilblivelseshistorie
'A Disturbance in the Force'. (Foto: CPH:DOX)

CPH:DOX. I dag er Star Wars en af de største filmfranchises nogensinde, og der hersker ingen tvivl om, at den kommer til at bestå længere end os alle. En dårlig film eller to kan ikke synke den massive skude, som først stævnede ud i biograferne i 1977.

Dengang var Star Wars langt fra den usynkelige mastodont, den er i dag, og nu kommer historien bag det isbjerg, som næsten dræbte franchisen, i form af dokumentaren ‘A Disturbance in the Force’.

Selvom George Lucas’ ‘Star Wars’ – nu kaldet ‘Star Wars Episode IV: Et nyt håb’ – var en kæmpe succes i biografen i 1977, betød det ikke, at franchisen var på sikker grund. 20th Century Fox gjorde alt, hvad de kunne for at holde galaksen langt, langt borte frisk i publikums hukommelser.

Skuespillerne blev interviewet i diverse talkshows og tog til Star Trek-konventioner for at markedsføre filmen. Og det blev også bestemt, at der skulle laves en julespecial til tv i 1978 – en i dag notorisk special, som den nye film handler om, og om hvilken George Lucas har udtalt: »Hvis jeg havde tid og en hammer, ville jeg spore hvert eneste eksemplar af det show ned og smadre det«.

Mange havde forventet, at den to timer lange ’The Star Wars Holiday Special’ skulle være den direkte fortsættelse på historien fra første film. Men i stedet blev de unge Star Wars-fans, der sad klistret til skærmen, mødt med et varietéshow med sang og dans og gæstestjerner som Bea Arthur, Art Carney og Harvey Korman, som allerede dengang havde mistet sin relevans.

Grundet dens sære natur og kritikernes nedsabling af showet blev det aldrig vist igen trods tv-traditionen for at genudsende juleshows (se bare vores eget Disneys juleshow). Og da det blev sendt før hjemmeoptageudstyrets tid, var kopier af det underlige show lige pludselig rigtigt mange penge værd for samlere og Star Wars-fans, der ikke fik det set. I dag ligger det hele på Youtube, da hverken Disney eller Fox har lyst til at kræve copyrighten af den.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘A Disturbance in the Force’ forsøger at forklare, ikke kun hvad der gik galt, men også hvorfor juleshowet blev lavet til at starte med. Spørgsmål, som alle Star Wars-fans har båret på, siden de først hørte om det.

Historien fortælles udelukkende via talking heads-interviews med en lang række involverede. Især interessant er Bruce Vilanch, Lenny Ripps og Steve Binder. De er henholdsvis to forfattere og instruktøren bag den famøse special.

Så nu får vi den ægte historie bag ‘The Star Wars Holiday Special’, som overraskende nok giver en hjertevarmende fortælling om at gøre sit bedste.

Der er dog også en anden kategori af interviewpersoner, nemlig kendisserne. De har uden tvivl givet noget star power til traileren, men det er svært egentlig at se, hvad de har tilføjet til dokumentaren i sin helhed. Og jeg taler ikke her om Mark Hamill, Carrie Fisher, Harrison Ford eller George Lucas – de er nemlig slet ikke med, udover et par arkiv-interviews.

‘A Disturbance in the Force’ er derimod propfyldt med kendte ansigter som Gilbert Godfrey, ‘Weird Al’ Yankovic, Taran Killam og Paul Scheer. De medietrænede komikere giver selvfølgelig nogle mere animerede reaktioner end de ‘normale’ mennesker og har noget erfaring med tv-varietéshows, men hvorfor de skal udtale sig om Star Wars, er ikke nemt at forstå.

Ja, de så dem som børn/unge, og ‘Weird Al’ refererer endda til juleshowet i sin ‘White and Nerdy’-musikvideo. Men når de også har nørdeksperterne Kevin Smith og Seth Green – sidstnævnte har endda arbejdet med George Lucas – bliver de andre komikeres tilstedeværelse lidt svær at retfærdiggøre.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Heldigvis når dokumentaren stadig at give en gennemgående forklaring på, hvordan hele showet blev lavet. Man skal i tænke over, hvordan 70’ernes tv-landskab ellers så ud, og hvordan skaberne bag primært var tv-varietéforfattere, da det egentlige Star Wars-crew alle havde travlt med ‘Star Wars Episode V: Imperiet slår igen’.

Der bliver også givet nogle af bevæggrundene bag for eksempel at have Jefferson Starship som gæster, og hvorfor en alt for stor del blot bestod af Chewbaccas familie, der talte tale shyriiwook (wookiernes råbesprog) uden undertekster. Desværre forklares det ikke, hvorfor der er en længere sekvens af Chewbaccas far, der ser vr-porno i dagligstuen.

Til tider køres der også ud af nogle sidespor, som sagtens kunne være trimmet fra, som når et Star Wars-tematiseret afsnit af varietéprogrammet ‘The Donny and Marie Show’ beskrives. Alt i alt kunne dokumentarens næsten halvanden time sagtens være begrænset til en time, uden at man mistede noget relevant information om ‘The Holiday Special’. Manglen på en rød tråd forværres også af udeladelsen af en fortællerstemme.

Dog føles dokumentaren ikke langtrukken på trods af den manglende fortæller og den relativt lille variation i arkivoptagelser. Heller ikke for dem, som kender indgående til fadæsen ved navn ‘The Star Wars Holiday Special’. Jeg kan kun forestille mig, det er mere overraskende for folk, der kun kender perifert til den eller slet ikke.

At svaret på spørgsmålet, som alle Star Wars-nørder har haft siden julen 1978, ikke er helt så saftigt og sladderfyldt, som man kunne håbe, er dog ikke dokumentarens skyld. Den tilbyder et vildt og velkurateret indblik i ‘The Star Wars Holiday Special’ for de uindviede – og en længe ventet afslutning for alle os fans, der har tænkt: Hvem kunne dog have godkendt det makværk?


Kort sagt:
‘A Disturbance in the Force’ svarer endelig på, hvad der gik galt med den katastrofale ‘The Star Wars Holiday Special’, og selvom mystikken desværre er bedre end svaret, er der stadig en interessant og overraskende hjertevarmende historie at fortælle.

‘A Disturbance in the Force’. Dokumentar. Instruktion: Jeremy Coon, Steve Kozak. Medvirkende: Bruce Vilanch, Kevin Smith, ‘Weird Al’ Yankovic, Seth Green. Spilletid: 85 minutter. Premiere: Kan ses 17. og 22. marts på CPH:DOX.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af