1. ‘No Other Land’
CPH:DOX har flere film på programmet, der går ind i den betændte Israel-Palæstina-konflikt, og den måske mest centrale er denne film med et iboende håb om dialog og konflikt.
’No Other Land’ handler nemlig om et usædvanligt venskab mellem den 25-årige palæstinensiske aktivist Basel, der dokumenterer de israelske bosættere på Vestbredden, og den israelske journalist Yuval. Bag filmen står et kollektiv af fire unge palæstinensisk-israelske aktivister.
2. ‘Apollo Thirteen: Survival’
Nogle husker måske den Oscar-nominerede ’Apollo 13’ med Tom Hanks. Nu kommer den ultimative virkelige historie om den dramatiske raketopfart fra 1970, hvor en eksplosion på et rumfartøj med tre amerikanske astronauter satte NASA på den anden ende. »Houston, we have a problem!«.
Peter Middleton fortæller historien med suverænt arkivmateriale nøje udvalgt fra tusinde timers optagelser, og resultatet er en nervepirrende filmoplevelse.
3. ‘Once Upon a Time in the Forest’
En af de mest interessante film i årets hovedkonkurrence er denne finske sag, der intimt og smukt berører to af tidens helt store temaer: Klima og generationskløfter.
Vi befinder os i de finske nåleskove, hvor de unge miljøforkæmpere Ida og Minka demonstrerer mod skovrydning. Men deres overbevisning bliver udfordret, når modstanderen pludselig er deres bedstefar, som har viet sit liv til at rydde og plante træer i skovindustrien.
Konturerne er ganske vist tegnet til uforsonlig konflikt, men ’Once Upon a Time in the Forest’ har blik for menneskeligheden, den gensidige forståelse og ikke mindst humoren.
4. ’Lil Nax X: Long Live Montero’
Lil Nas X får sin egen dokumentar med denne film, som kombinerer energiske koncertoptagelser med backstage-øjeblikke og skildringen af, hvordan Montero Lamar Hill blev til rapperen, der med sin country-hiphop-fusion blev et fænomen. Samtidig behandler den, hvordan ikke alle er klar til hans flamboyante homoseksualitet.
Et must for enhver med den mindste nysgerrighed på den formbrydende musiker.
5. ’My First Film’
Zia Anger fik et viralt gennembrud med live-performancen ’My First Film’ om sit kuldsejlede filmprojekt, og nu tager den unge instruktør det til næste meta-niveau med en filmatisering af (ikke-)tilblivelsen af sin film.
Det er legesygt, selvironisk og uimodståeligt, drevet af den unge kunstner og hendes venner. Svært at forklare – men skal bare ses.
6. ‘Power’
Den afroamerikanske instruktør Yance Ford slog igennem med den Oscar-nominerede ’Strong Island’ om mordet på sin bror i 1992. Med sin nye film løfter han blikket og dissekerer politiet som institution. Hvordan opstod ordenshåndhæverne, hvad er deres funktion, og hvordan har de udviklet sig de seneste år?
Ford inkorporerer race og klasse overbevisende i sit argument i en film, der måske bedst kan sammenlignes med Ava DuVernays tankevækkendes ’13th’ om fængselssystemet. Her er det altså politiet, der får en vigtig og mildest talt aktuel granskning.
7. ‘Hollywoodgate’
En af de mest omtalte dokumentarfilm det seneste halve års tid er denne unikke Afghanistan-film. Den egyptiske filmskaber Ibrahim Nash’at fik nemlig af Taleban lov til at filme i et år, mens Taleban overtog den tidligere CIA-militærbase Hollywoodgate i Kabul, efter amerikanerne forlod landet endegyldigt i 2021.
Filmskaberen sætter livet på spil i hænderne på Taleban, der joker med at slå ham ihjel, hvis han portrætterer dem som fjolser. Men det klarer de fint selv i den galgenhumoristiske film.
8. ‘Ibelin’
Den 25-årige, muskelsvindsramte nordmand Mats Steen døde som 25-årig. Men filmen om ham er ikke først og fremmest en tragedie. For efter hans død opdager hans efterladte familie, der troede, at han var ensom og venneløs, at han havde et rigt liv på internettet, hvor hans karakter Ibelin er en sand helt i ’World of Warcraft’.
Benjamin Rees film rekonstruerer blandt andet den unge mands gerninger i gameplayet i en opfindsom og rørende film, som vandt publikumsprisen på årets Sundance-festival.
9. ‘Copa 71’
Vidste du, at Danmark vandt VM i fodbold i 1971? Nok ikke. Men det gjorde de danske fodboldkvinder rent faktisk ved en uofficiel turnering, som blev afvist af Fifa og de nationale forbund, og som derfor er gået i glemmebogen. Også selvom finalen blev spillet for 112.000 mennesker i Mexico City.
Rachel Ramsay og James Erskines britiske dokumentar råder bod på denne forsømmelse, og flere af de i dag aldrende danske spillere medvirker.
10. ‘The Contestant’
I 1998 bliver den japanske mand Hamatsu ’Nasubi’ Tomoaki låst nøgen ind i et værelse med en stak ugeblade. I bladene er der diverse konkurrencer, og skal Hamatsu have tøj eller mad, må han vinde det gennem konkurrencerne.
Hvad han ikke ved er, at hele Japan følger med. Han er nemlig hovedperson i et ’The Truman Show’-agtigt reality-program, der er selve billedet på Japans grotesk grænseoverskridende tv-formater.
Det er en vild historie, som langt fra slutter, når Nasubi træder ud af værelset.
11. ’Hiding Saddam Hussein’
150.000 amerikanske soldater ledte efter Saddam Hussein, efter USA invaderede Irak i 2004, og der var en dusør på 25 millioner dollars på hans hoved.
Som man måske husker, tog det et godt stykke tid, før diktatoren blev fanget, men hvad de færreste nok ved er, at det var en irakisk bondemand, der holdt ham skjul i sin have. Og i ’Hiding Saddam Hussein’ fortæller han sin fascinerende historie. Den er man nødt til at høre.
12. ‘Gaucho Gaucho’
Michael Dweck og Gregory Kershaw fik et stort dokumentarhit med ’Trøffeljægerne fra Piemonte’, som også gik sin sejrsgang i de danske biografer.
Nu er de tilbage med et lige så udsøgt nicheportræt, denne gang af argentinske cowboys! Nærmere bestemt de såkaldte gauchos af begge køn, der holder de lokale cowboy-traditioner i hævd i de argentinske landområder. Instruktørerne indfanger dem med smukt sort-hvidt-blik for både de spøjse detaljer og dybere lag.
13. ‘War Game’
Er den amerikanske magtelite rustet til at klare en situation som stormen på Kongressen igen i fremtiden? Det bliver testet i ’War Game’, hvor virkelige politikere og militærchefer er samlet til et avanceret rollespil, hvor de skal udleve, hvad de ville gøre i en situation, hvor hær og politiet er infiltreret af oprørere.
Det kan godt være, det er fiktivt – men det er stadig nervepirrende som en thriller.
14. ’Super/Man: The Christopher Reeve Story’
De fleste filmnørder kender de overfladiske træk i historien om skuespilstjernen Christopher Reeve, der spillede Superman i Richard Donners klassiker fra 1978, men siden blev lam fra halsen og ned som følge af en rideulykke.
Men man har aldrig fået historien som i Peter Ettedgui og Ian Bonhotes film, der udfolder den empatisk og originalt. Dette års svar på ’Still: A Michael J. Fox Story’.
15. ’Black Box Diaries’
Årets store gribende MeToo-film på CPH:DOX er denne fortælling om den japanske kvinde Shiro Ito, der arbejder på en af landets største aviser, hvor hun bliver udsat for et seksuelt overgreb af sin ældre chef.
Landets patriarkalske kultur tilsiger, at hun skal tie det ihjel, men det nægter Shiro, og hun igangsætter en årelang undersøgelse, der kulminerer i en retssag med stor bevågenhed. Overgrebsmanden er ven med landets spidser, heriblandt præsidenten, og Shiro kæmper en hård og ensom kamp mod retfærdighed. Heldigvis får hun uventet hjælp.