’Thank You Very Much’: Filmen om den ultimative komikers komiker er en født klassiker for comedy-nørder
CPH:DOX. »Han har aldrig fortalt én eneste joke på scenen«, siger gamle venner og kolleger om komikeren Andy Kaufman.
I Danmark er Kaufman måske mest kendt som den virkelige person, Jim Carrey spillede i ’Man on the Moon’ fra 1999.
Den nye dokumentarfilm ’Thank You Very Much’ undersøger fænomenet Andy Kaufman. Jeg vil med det samme udråbe den som en moderne klassiker for comedy-entusiaster. Den graver i psykologien bag manden med den skævvredne humor og viser Andy Kaufmans definerende optrædener.
Endelig en portrætdokumentar, der bare stinker af overskud. Boblende over med gamle klip, sprudlende redigering og interviews med folk, der er ægte og interessante eller bare gode fortællere. Især kollegaen Danny DeVito og vennen Bob Zmuda er fremragende interviewofre.
Andy Kaufman var en ægte original. Hans komik var på et andet plan. Så meget, at han gennem hele sin korte karriere formåede at fremmedgøre en stor del af USA’s befolkning, der aldrig forstod, om det var for sjov, eller om han virkelig mente det.
Han blev kun 35 år. Død af lungekræft, men mange troede helt frem til begravelsen, at det også kunne være endnu en af hans storslåede pranks, der altid blev kørt langt ud over kanten.
Da Andy Kaufman startede på små comedy-klubber, var publikum vant til at få serveret vits på vits. Humoren var såmænd ved at rykke sig, men ingen var så radikal som Kaufman. Han kunne finde på bare at læse op af ’The Great Gatsby’ og nægte at forlade scenen. »Det var en slags tortur af publikum«, fortæller Kaufmans gamle kumpaner.
Publikums reaktion var en integreret del af komikken. Han fik folk til at føle noget og stille spørgsmål. En drillende leg, hvor publikum ikke fik jokes med hjem, men derimod en vild og mærkelig anekdote om en gakket aften med en skør performer og ikke mindst en undren over, hvad fanden der lige skete der.
Det var mere perfomancekunst end comedy. Men tag ikke fejl. Det er absurd sjovt. Ikke mindst fordi vi i dag er vant til undergravende komik og leg med virkeligheden, så bare det at se datidens måbende reaktioner giver et ekstra lag til komikken.
»Hvor kommer det fra?« Filmen er meget direkte i forsøget på at finde kilden til Kaufmans radikale komik. Den dykker ned i det præcise traume, der skabte fænomenet Andy Kaufman. Om det er den fulde sandhed, er svært at vide, men det er fascinerende psykologisering af en særlings sind. En form for afmystificering, der giver os lov til at grine, trods de meget, meget mørke aspekter af Kaufmans komik.
Han fik mainstream-succes med en rolle i sitcom’en ’Taxi’, men det var, som om det var for komfortabelt at være vellidt. Kaufman gik fra at være en anderledes og nyskabende komiker til at være USA’s disruption-provo-prügelknabe. Han startede med nådesløst at nedgøre alle kvinder og udfordre dem til brydekamp. Altså Professional Wrestling, show-varianten, ikke rigtig brydersport.
Men langt fra alle forstod joken. Han dyrkede vold og kvindefornedrelse og holdt på den måde et spejl op for det amerikanske samfund. Amerikanerne kunne ikke lide, hvad de så.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad en komiker som Andy Kaufman kunne gøre for MeToo-bevægelsen. Han ville kunne udstille hele den latterlige woke-frygt og Not All Men-piveri fra alle de bange mænd. At se Kaufmans performances er som at se en komisk Jesus-figur påtage sig alverdens mænds synder.
Han gik stolt rundt med en t-shirt, der proklamerede, at han var verdensmester i brydning for kvinder. Kæft, jeg elsker det.
Kort inden han modtog dødsdommen fra kræftlægerne, bryggede Kaufman og kumpanerne på en idé om at fake Andys egen død, og så gøre det igen og igen, indtil ingen nogensinde ville tro på det, når han rent faktisk faldt død om. Dette mesterlige stunt nåede ikke at blive iværksat. Tror jeg.
Filmens afmystificering af Kaufman resulterer heldigvis i at gøre hans liv og karriere til et endnu større mysterium. Ingen formåede at trykteste publikums grænser som ham, og derfor handler filmen lige så meget om os, som den handler om Andy Kaufman.
Kort sagt:
Med fremragende interviews og et overflødighedshorn af arkivmateriale forsøger ’Thank You Very Much’ at afdække manden bag myten. Det lykkes heldigvis ikke. Men den lykkes med alt andet.