’Balomania’: Det er dybt fascinerende, når dansk dokumentarist åbner dørene til den brasilianske ballonmafias subkultur
CPH:DOX. Sissel Morell Dargis’ debutfilm ’Balomania’ har alle konturerne af en klassisk gangsterhistorie: Lyssky aktiviteter, politijagt, hemmelige baser og rivaliserende bander. Men i stedet for penge eller stoffer er omdrejningspunktet noget så uskyldigt som en ballon. En meget stor ballon.
Hvad der begyndte som en katolsk tradition, er i nutidens Brasilien blevet en populær kunstart blandt grupper i landets favelaer. Forestil dig en ubemandet luftballon på små 70 meter, udsmykket med abstrakte mønstre i alverdens farver og portrætter af figurer som Jesus, Pavarotti eller Rocky Balboa.
Kombinationen af silkepapir og åben ild udgør en åbenlys risiko i tætpakkede storbyer, og ballonmageri- og opsætning har siden 1998 været strafbart.
Men life finds a way. I intime interviews med en række centrale baloeiros ‒ ballonmænd ‒ tegner Morell Dargis et portræt af en skabertrang, der nægter at lade sig undertrykke, og de fællesskaber, der er opstået omkring kunsten.
Morell Dargis flyttede til Brasilien som 19-årig og forsøgte sig som graffitikunstner. Det var herigennem, at hun først stødte på det hemmelighedsfulde ballonsamfund. På trods af sin outsider-status har hun fået imponerende adgang til ballongangsterne, der for rullende kamera indrømmer deres ulovlige aktiviteter.
Som den ukuelige og intense baloeiro Jaba, der til dagligt arbejder i en parkeringskælder i millionbyen São Paolo og drømmer om at fremstille en »Gigant«. Lykkedes han, skal ballonen kunne bære omkring tre tons fyrværkeri.
I dybt personlige interviews på sin seng, mens hans søn sover ved hans side, betror han sig om sine drømme. For ham er Giganten vejen til succes i et land med notorisk social ulighed. Når først en ballon først er i himmelen, tilhører den alle.
Og det er ved disse opsætninger, at man pludselig forstår, hvorfor voksne mænd er villige til at risikere fængselsstraf for ballon-relateret kriminalitet.
Mens ballonen bliver en del af horisonten i storslåede billeder, hujer og krammer de i smitsom glæde. I sig selv er ballonerne imponerende. Men det er gennem dokumentationen af alle de brikker, der skal på plads for at sætte én enkelt ballon i luften, at man sidder tilbage med ren ærefrygt.
Ingen af de svævende kunstværker kan stige til vejrs uden koordination af og samarbejdet mellem hundredvis af mænd. I Morell Dargis’ håndholdte optagelser ser man, hvordan hundredvis af meter silkepapir minutiøst limes sammen, hvordan ballondele opbevares i skjul, og hvordan et utal af små lanterner tændes.
Ved én opsætning når mændene akkurat kun at beundre deres kreation, da seancen afbrydes af sirener. Politiet har fundet den hemmelige lokation, og alle flygter fra stedet, tvunget til at beundre ballonen fra flugtbilens sikkerhed.
Politiets undertrykkelse er daglig kost for en baloeiro. Mødet med ballonverdenens godfather, Sergio er specielt rørende. Som ballonveteran, der har dedikeret hele sit liv til lim og silkepapir (»balloner smadrer dit ægteskab«, joker han til kameraet, mens hans kone tålmodigt ser til), frygter han for kunstartens fremtid.
Moderne baloeiros tager flere risici: Balloner bygges større og hurtigere, og sjusket konstruktion får flere og flere balloner til at ende i flammer. Til gengæld gengæld bliver politistyrken kun mere aggressiv.
Om ballonerne udgør en reel risiko for lokalbefolkningen, udforskes aldrig helt fyldestgørende. Det kunne være interessant at få en smule bedre indblik i, hvorfor ballonkriminalitet straffes så hårdt af myndighederne.
Men ‘Balomania’ står som et stærkt portræt af en fascinerende subkultur, drevet af hovedpersonernes ærlighed og den debuterende instruktørs tålmodighed og nysgerrighed.
Må ballonmanien vare evigt.
Kort sagt:
Med imponerende adgang til en hemmelig underverden udødeliggør Sissel Morell Dargis Brasiliens enorme ballonkunstværker ‒ og deres skabere ‒ på mesterlig vis.