CPH:DOX. Et lysende billedtæppe med et motiv af Sylvester Stallone som Rocky Balboa pryder Sao Paulos nattehimmel
Motivet er spændt fast til en farverig luftballon, der hastigt stiger til vejrs til stor begejstring for den fremmødte menneskeflok, hvis mobilkameraer alle peger mod det svævende kunstværk.
»Se Sissel. Er det ikke sindssygt? Film det!«, siger personen foran kameraet.
Øjeblikket efter befinder vi os på bagsædet af en bil i en hastig og turbulent jagt for at være de første, der fanger luftballonen, når den rammer jorden igen, mens vi samtidig forsøger at navigere uden om politiet, der lurer overalt.
Og således er scenen sat for den nye danske dokumentarfilm ’Balomania’.
Bag filmen står dansk-spanske Sissel Morell Dargis. Som 19-årig rykkede hun pløkkerne op og rejste til Sao Paulo, bosatte sig i favelaen og fik en indgangsvinkel til den brasilianske millionbys graffitimiljø.
Uden en klink på lommen og med begrænsede portugisiske sprogkundskaber kom hun ind i det traditionsrige undergrundsfællesskab, der er Brasiliens ballonmiljø. For som hun siger det i sin voiceover i dokumentaren: »Ballonerne dukker op, når du mest har brug for dem i dit liv«.
Op til tre års fængsel
De såkaldte baloeiros arbejder utrætteligt på at sammensætte de flotteste balloner med de fedeste motiver. Mændene bruger måneds- og nogle gange årevis på at lave ballonerne, der kan blive op mod 70 meter høje.
Ballonerne er en dyr hobby for de unge mænd i et land, hvor hver fjerde af de 20-24-årige er arbejdsløse. Men det er ikke økonomisk gevinst, der driver de unge mænds passion. Snarere er det konkurrenceelementet blandt de forskellige grupperinger, der fylder – jo federe og større balloner, jo mere street-cred.
Men luftballonerne er ulovlige i Brasilien, og opsendelsen af dem straffes i en grad, der nærmest kun overgås af narkorelateret kriminalitet.
Argumentet fra politikerne er, at ballonerne forurener og øger risikoen for skovbrande, og opsendelse kan straffes med op til tre års fængsel.
Truslen fra den øgede politiindsats stopper dog ikke ballonbanderne fra at fortsætte med at dyrke deres passion. Også selvom de oplever stikkere, der opererer bag egne linjer. Der er gode penge i informationer, der kan sætte en stopper for baloeiros, så de kigger sig konstant over skulderen, når det hemmelighedsfulde broderskab mødes på skjulte lokationer rundt omkring i Brasilien.
Derfor var det heller ikke uden skepsis, at de forskellige baloeiros mødte den danske teenager, der kom med et kamera og pludselig ville filme dem. Og netop denne skepsis var ifølge instruktøren en af de sværeste ting ved processen.
Vi mødte Sissel Morell Dargis, der i dag er uddannet dokumentarinstruktør fra den cubanske filmskole og spil/animationsinstruktør fra Den Danske Filmskole, op til premieren på ’Balomania’ i CPH:DOX’ hovedkonkurrence.
Ind i graffitimiljøet
Hvordan endte du i Brasilien?
»Før jeg var i Brasilien, havde jeg været i Patagonien i Argentina og arbejdet som frivillig i en organisation for menneskerettigheder for indfødte. Vi var i gang med at bygge en community-skole. Og så fandt jeg ud af efter et stykke tid, at det kun var drenge, der måtte gå der«.
»Det havde jeg ikke så god en oplevelse med, men jeg var også lidt for stædig til at tage tilbage. Jeg var blevet en del af orginisationen, fordi jeg havde sådan en naiv, halv-anarkistisk drøm om, at man bare skulle back to basics. Så jeg endte med at tage den første bus til Brasilien, i 33 timer, og så bare blive ved. Der havde jeg gode og dårlige oplevelser, indtil jeg ligesom kom ind i det her graffitimiljø«.
Ja, hvordan kom du ind i graffitimiljøet?
»Da jeg var teenager, omkring 14 år, havde jeg været lidt inde i det danske grafittimiljø, fordi jeg havde en kæreste på det tidspunkt, der malede meget, Men jeg måtte aldrig komme med, så jeg havde faktisk lidt et had til graffiti, fordi det havde altid været sådan ‘graffiti eller mig’. Men derovre var det, som om at nu fik jeg lov til at komme på banen«.
»Så så jeg en, der lignede min ekskæreste, hvor jeg tænkte, ‘okay, det er totalt mærkeligt’. Og så var min veninde sådan ‘bare gå op og snak med personen’. Så gjorde jeg det«.
»Og så tog jeg ud og malede næste dag«.
Chokterapi med AK47
I filmen er der på et tidspunkt et CNN-nyhedsindslag med overskriften »dansk teenager arresteret for graffiti«. Kan du sætte ord på din anholdelse?
»Jeg var ude med nogle af dem, der malede. De havde fået nogle CNN-rapportere, der skulle følge dem og lave en reportage. Så var jeg jo bare med dem. Men da politiet kommer, er jeg bare for langsom. De andre var bare løbet. Og jeg er måske også lidt dansk og naiv og tænker sådan: ‘De kan jo ikke tage mig for noget, og man kan jo snakke sig til en løsning’. Men det kunne man ikke rigtigt«.
»Så det var det. Jeg hørte aldrig fra dem, og jeg fandt selv klippet. De har aldrig spurgt, om jeg ville vises i fjernsynet«.
Hvad var dine overvejelser omkring at tage ned i favelaen og begynde at udforske det her miljø som ung kvinde? Havde du nogle betænkeligheder?
»Jeg havde boet i den her favela, som hedder Rocinha (i Rio De Jainero, red.), som er den største i Latinamerika, og hvor du meget hurtigt lærer bare at se folk med AK-47, lige så snart du går ud ad din dør. Det var ligesom chokterapi, ikke?«.
»Det var det første sted, hvor jeg lærte at tale sproget, og det var hardcore. Så da jeg kom ind i graffitimiljøet, var det nærmest ‘hyggeligt’, fordi det var jo bare folk, der havde brug for at udtrykke sig. De så mig som én, der også bare havde brug for at udtrykke sig«.
»Min oplevelse af at være i de her mere ekstreme miljøer er, at folk har mere respekt, end hvis du er på det, de kalder ’asfalten’, uden for favelaerne. Når du tager ud i byen, ud i asfalten, er det meget mere farligt. Det er der, du kan blive voldtaget, slået ihjel og røvet og så videre. Så jeg tror, at du finder nogle enklaver, hvor du føler dig mere sikker«.
Anklaget for at være betjent
I løbet af filmen ser vi nogle baloeiros, som tror, du er spion. Blev du påvirket af de folk, der var skeptiske over for dig? Og hvordan lykkedes det dig at vinde deres tillid?
»Det var nok den mest nederen del«.
»Det er oprigtigt vildt at blive anklaget for, at man er civilbetjent. Det var så absurd for mig, men det gav jo fuldstændig mening for dem. Hvem fanden var den her blondine, der kom og filmede dem op i deres ansigter. Der var aldrig nogen, der havde filmet dem før«.
»I starten var det enormt svært. Jeg blev hele tiden testet, indtil for eksempel Sergio, ballonmiljøets godfather, siger god for mig. Og så er der en cirkel rundt om ham, der siger, at Sergios ord er lov. Men stadig er der så måske nogle andre cirkler, der så siger: ‘Tænk nu hvis Sergio er blevet snydt’«.
»Men det er også bare svært at forstå, hvad en dokumentarproces egentlig er. Det tager fucking lang tid, og de var vant til, at man lavede de her ballon-dvd’er på en uge. Og jeg delte ikke mit materiale til at starte med, fordi jeg heller ikke havde nogen computer eller noget til at dele det med. Så det fik nogen til at undre sig over, hvad der var i det materiale. ‘Er det, fordi hun leverer det til politiet?’«.
»Og nu er det enormt sjovt, fordi nu ser de jo, at jeg ikke er politi«.
Har du stadig kontakt med gutterne i ballonmiljøet?
»Ja, de kommer til premieren og sætter balloner op. Altså dem, der har pas«.
Et ballonspil
Er det planen at få filmen udgivet i Brasilien?
»Ja. Det bliver den sjoveste og mest noieren del«.
Arbejder du på noget nyt for tiden? Skal du forfølge det her projekt igen?
»Jeg har lavet et PC-spil, der handler om samme emne. Så nu er vi i gang med at lave det til mobil med et studie i Brasilien. Det er det, jeg har mest lyst til nu. At gå mere ind i spil, og så få ballonmænd ind i det her studie og sidde og lave det med dem«.
»Og så har jeg skrevet et fiktionsmanus, som vi må se, hvornår bliver til virkelighed«.
»Det meste af den her dokumentar har jeg filmet, inden jeg gik på Filmskolen. Så nu efter endelig at have færdiggjort den har jeg også bare lyst til at gøre tingene på en anden måde og prøve kræfter med fiktion. Fordi der er så mange ting, jeg ikke kunne filme af den verden, der er i dokumentaren. Så det vil jeg rigtig gerne prøve at se, om jeg kan gøre på en anden måde«.
’Balomania’ bliver vist på CPH:DOX fra 15. marts.