Lørdag aften blev årets Bodilpriser uddelt. Nikolaj Arcels ‘Bastarden’ blev den store vinder, for hvilken Mads Mikkelsen gik hjem med prisen for bedste mandlige hovedrolle.
I det historiske drama spiller han den tidligere kaptajn Ludvig Kahlen, der sætter sig stædigt for at dyrke kartofler på den strenge jyske hede.
Det var Mads Mikkelsens fjerde Bodil, og i sin takketale nævnte den verdensberømte skuespiller hurtigt, at han gerne ville sige noget, hans venner ellers havde frarådet ham. Derfor ville han ikke sige det før til sidst.
Da skuespilleren til slut rundede af, var det således med disse ord, der tilsyneladende havde vakt kontrovers i omgangskredsen: »Husk at George Orwells ‘1984’ var en advarsel – ikke en vejledning«.
Kommentaren blev ikke uddybet yderligere. Men referencen til den berømte roman om et overvågningssamfund, hvor propaganda og newspeak råder, spiller en tilbagevendende rolle i debatter om ytringsfrihed, hvor bogen bliver spændt for både venstre- og højrefløjens vogn.
Således kunne kommentaren opfattes i relation til tidens kulturdebat, hvor begreber som politisk korrekthed og cancelkultur fylder i både Hollywood og Danmark.
Undervejs i showet havde der været løbende fokus på køn og diversitet fra både aftenens vært Mathilde Arcel og blandt aftenens vindere.
Initiativet ‘Et større billede’ modtog årets Særbodil for deres kampagne for større diversitet i dansk film, hvilket blandt andet indebar en komisk bemærkning om, at statuetten forestillede en hvid kvinde fra den kreative klasse.
I sin tale takkede Mads Mikkelsen også sine medspillere i ‘Bastarden’ og gav et par ord med på vejen til kollegaen Lars Brygmann, som han lagde ud med at give et kys nede i salen, før han indtog scenen. Brygmann var nemlig også nomineret i kategorien for bedste mandlige skuespiller for sin præstation som Victor Andreasen i ‘Toves værelse’ – og havde ifølge Mikkelsen fortjent prisen mere.
I alt gik ‘Bastarden’ hjem med fire statuetter for henholdsvis Bedste Film, Bedste Mandlige Hovedrolle, Bedste Fotograf og Henning Bahs-prisen for bedste scenografi.