Der lød lidt af et ramaskrig blandt seriens fans, da HBO valgte at aflyse pirat-komedien ‘Out Flag Means Death’ med Taika Waititi og Rhys Darby efter blot to sæsoner.
Den dedikerede fanskare forsøgte tidligere i år at råbe branchen op med en underskriftindsamling samt pengedonationer til en billboard-reklame for seriens overlevelse.
Nu har seriens skaber, David Jenkins, meldt ud, at ‘Our Flag Means Death’ er endegyldigt lagt i graven. Det skriver Entertainment Weekly.
»Jeg kan officielt bekræfte, at vi er nået til vejs ende. I det mindste hvad angår dette kære show«, skriver Jenkins på Instagram sammen med en række billeder fra seriens optagelser.
»Efter mange komplimenterende møder, samtaler og så videre ser det ud til, at der ikke er noget alternativt hjem for vores besætning. Tak til alle jer, der sendte os ud med en enorm kærlighed og omsorg. Jeres kampagne blev bemærket i hele branchen. Men endnu vigtigere, det gjorde alle os, der arbejdede på denne serie, bedre i stand til at håndtere tabet«
Jenkins slutter med at rose seriens fans og se frem mod kommende projekter:
»Til jer vidunderlige fans: Tak. I er dejlig eog oprigte. Den slags føles til tider som mangelvare. Men det er det ikke. En kærlighed som vores kan ikke forsvinde på et øjeblik«, skriver serieskaberen.
»Vi siger ikke farvel, for vi tager ikke afsted. Vi tager lige et pusterum, indtil næste gang vi kan dele noget sammen«.