Kit Harington afliver rygtet om Jon Snow-spinoff

Kit Harington afliver rygtet om Jon Snow-spinoff
Kit Harington som Jon Snow i 'Game of Thrones'. (Foto: HBO)

Det vælter for tiden ud med nyheder om de mange ’Game of Thrones’-spinoffs, som HBO har i støbeskeen.

Foruden anden sæson af ‘House of the Dragon’ der lander til sommer, kunne vi forleden skrive om, at ‘A Knight of Seven Kingdoms: The Hedge Knight’ havde fundet sine hovedroller. Derudover har projektet ’Aegon’s Conquest’ om Aegon Targaryens kamp om magten også fået grønt lys. Afslutningsvis var der snak i krogene om en mulig spinoff baseret på fanfavoritten Jon Snow.

Men nu har Kit Harington, der spillede Snow i otte sæsoner af ‘Game of Thrones’, bekræftet overfor The Playlist, at sidstnævnte projekt bliver skrinlagt. Som gæst i en kommende episode af mediets podcast ’Discourse’ forklarer den britiske skuespiller, at serien foreløbigt er lagt på hylden.

»Lige nu går det ikke fremad. En af grundene til at jeg ikke har udtalt mig om det, er fordi vi gerne ville have roen til at udvikle det«, forklarer Harington

»Vi kunne ikke finde noget, der var værd at tage fat på, og det sidste vi vil er at lave noget dårligt. Vi gider ikke gøre det, hvis det ikke er dét værd«, fortsætter han.

Skuespilleren var dog ikke helt afvisende overfor ideen og understregede, at hvis der på et tidspunkt dukker noget op, der er interessant at tage fat i, kan det være en mulighed at genoptage projektet.

»Muligheden er der stadig, hvis vi føler, vi kan lande på den rigtige idé, men i øjeblikket er intet under udvikling«, siger Harington.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af